Quaade, George Joachim BREV TIL: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev FRA: Quaade, George Joachim (1874-03-21)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 21. Marts 1874.

Deres Excellence,

Jeg har tidligere af og til seet mig istand til at meddele Udtalelser af forskjellige Personer om den herværende Regjerings Tanker med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal Paa Grund af Forholdenes Beskaffenhed maae naturligvis saadanne Udtalelser altid forstaaes med det Forbehold som følger af, at Ingen er fuldstændigt indviet i Fyrst Bismarcks Politik; og det er altsaa med dette samme Forbehold at jeg idag skal tillade mig at anføre en senere lignende Udtalelse som, foruden at have hiint Spørgsmaal til Gjenstand, ogsaa tjener til at kaste et Lys over Maaden hvorpaa den preussiske eller det tydske Riges Regjering opfatter et andet,s. 261fra et almindeligt europæisk Standpunkt maaskee endnu vigtigere Spørgsmaal.

Jeg havde nylig en Samtale med en Mand som ikke alene ifølge sin bekjendte personlige Charakteer fortjener særlig Tiltro, men ogsaa ifølge sine udbredte sociale Forbindelser og navnlig ifølge en Stilling han forhen har indtaget ved Dronningen af Preussens Hof, maa ansees for at være bekjendt med de herskende politiske Meninger i preussiske Kredse. 1) — Denne Samtale, som først havde de elsasslothringske Deputeredes Optræden i den tydske Rigsdag til Gjenstand, gik derpaa over til at omhandle den sidste Fredsslutning mellem Tydskland og Frankrig, som jeg fandt indeholdt Spiren til en ny Krig, da Frankrig formentligen ikke vilde kunne forvinde Tabet af Elsass og Lothringen. Dette indrømmede den ovenbetegnede Person; men idet han bemærkede, at det især var Lothringen, hvis Tab smertede Frankrig, tilføiede han, at han troede, at naar det efter en Tids Forløb viiste sig at Frankrig kunde opgive Tanken om Hævn og derhos finde sig i Tabet af Elsass, saa vilde det tydske Rige ikke være utilbøieligt til, for saaledes at besegle en varig Fred, atter at aftræde Metz. Han bemærkede desuden i denne Henseende, at Fyrst Bismarck, som aldrig havde seet nogen virkelig Fordeel for Tydskland i Besiddelsen af Lothringen, i sin Tid kun efter stor og langvarig Modstræben havde indvilget i, at Metz og det derom liggende Land optoges blandt de Landsdele der fordredes aftraadte til Tydskland.

Herfra førtes Samtalen ganske naturligt over til det nordslesvigske Spørgsmaal, idet jeg bemærkede, at naar det fra tydsk Side kunde ventes, at man i Frankrig vilde glemme Tabet af Strasborg, naar Metz erholdtes tilbage, saa kunde jeg med Bestemthed udtale, at man i Danmark nu, om ikke allerede for længe siden, havde forvundet Tabet af Holsteen s. 262og det tydske Slesvig, men at man aldrig vilde finde sig i Tabet af det danske Slesvig; og paa denne Bemærkning erholdt jeg et Svar der ganske stemte med de Udtalelser jeg tidligere har meddeelt om den preussiske Regjerings Opfattelse af det nordslesvigske Spørgsmaal, idet det gik ud paa, at man fra tydsk Side erkjendte Nødvendigheden af en Forsoning med Danmark paa Grundlag af en tilfredsstillende Ordning af fornævnte Spørgsmaal, men at Tiden dertil endnu ikke var kommen.

Det vil maaskee være Deres Excellence bekjendt, at man fra fransk Side allerede længe har gjort sig Forventninger med Hensyn til en eventuel Tilbagegivelse af Metz, og dersom en saadan Transaction virkelig ligger i den herværende Regjerings Hensigter, saa maa dette vistnok ansees som et Vidnesbyrd om et fredeligt Sindelag. Imidlertid antages det paa ingen Maade af Alle, at Rigskantsleren nærer fredelige Hensigter ligeoverfor Frankrig. — Ved at omtale den bekjendte Samtale mellem Fyrst Bismarck og den ungarske Romanforfatter Maurus Jokai, 1) og navnlig den deri indeholdte Yttring ved hvilken den franske Nation sammenlignes med nordamericanske Vilde, udtalte saaledes nylig en Col- lega 2) af mig, at han paa ingen Maade betragtede denne Yttring som undsluppen Kantsleren i Talens Løb, men tvertimod ansaae den for aldeles forsætlig, idet det var hans Mening, at Kantsleren vilde provocere en ny Krig mellem Tyskland og Frankrig. Kantsleren gik ud fra, at en saadan Krig var uundgaaelig, og foretrak da at den førtes paa et tidligere Tidspunct, paa hvilket Frankrig endnu ikke var tilstrækkeligt s. 263forberedt, fremfor paa et senere, paa hvilket det kunde antages at dette Land ikke alene var fuldstændigen rustet, men ogsaa muligviis styrket med Alliancer. Iøvrigt bliver Fyrst Bismarcks ovenstaaende Yttring nu dementeret; muligen er denne sene Dementi imidlertid foranlediget ved at, saaledes som jeg veed, man i flere herværende tydske Kredse har fundet Yttringen meget uforsvarlig. . . .

Jeg sender denne Indberetning ved sikker Leilighed.

Quaade.

Depeche Nr. 7.