Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (1874-06-25)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 25. Juni 1874.

Kjære Directeur!

Jeg har saamænd tidtnok i denne trange Tid, der tiltrods for at den for alle Vedkommende er saa penibel som den er, dog ogsaa kan aftvinges sin Interesse, havt Pennen i Haanden for at skrive Dem et Par Ord til, men naar det kom til Stykket har jeg lagt den fra mig igjen; thi jeg følte mig stedse trykket af i et Brev ikke at kunne tale saa aabent og frit med Dem, som vi pleiede at gjøre, naar vi spadserede op og ned ad Gulvet i min Stue paa Amalienborg; men jo alvorligere Situationen bliver og jo mere Grunden begynder at vakle under Ministeriets Fødder, jo mere føler jeg Trang til at sende Dem nogle Linier, og har jeg nu besluttet at bringe denne Tanke til Udførelse idag, hvordan de saa end blive.s. 273Hovedtrækkene af hvad der er passeret herhjemme kjender De jo imidlertid igjennem Kofoeds og sandsynligviis Andres Breve, og jeg kan derfor indskrænke mig til at gjøre nogle enkelte Tilføielser til disse.

Minen sprang da ved Kriegers Skrivelse directe til Kongen, i hvilken han ikke alene bad om sin Afsked, men tillige begrundede dette sit Skridt paa den Omstændighed, at Ministeriet umuelig længere kunde magte Situationen, og nu barde gaae af. Denne Form, der var os ganske ubekjendt, fandt man paa visse Steder noget stødende, og deri laae Grunden til at Kongen ikke strax gik ind paa at opfylde hans Ønske, da han ikke vilde give det Udseende af, at K.s Udtrædelse var nok til at vælte Ministeriet overende, og ved Siden af bestandig nærede Haab om at bevare os Alle i sin Tjeneste, hvori han dog skuffedes, da vi faae Dage efter fulgte Exemplet. Kr. trængte nu imidlertid mere og mere paa, og da han absolut vilde reise d. 23de gav Kongen efter, saameget lettere, som de Forhandlinger, der i Mellemtiden vare indledede, ikke havde ført til noget Resultat. 1)

Som en historisk Kjendsgjerning skal jeg her bemærke at den Første til hvem Kongen henvendte sig var mig, men at jeg selvfølgelig af mange nærliggende Grunde refuserede, blandt andre af den at jeg maatte ansee det for meget lidet ønskeligt at det nye M, dannedes af et af det afgaaendes Medlemmer, og denne Grund troer jeg at man fandt saa plausibel, at en Tanke om paa et senere Standpunkt at gjøre et lignende Forsøg hos Fonnesbech blev opgivet. Gr. Frijs og Estrup vare nu komne hertil omtrent samtidig, og da der altsaa kunde vælges, foretrak Kongen først at henvende sig til den sidstnævnte, da han, som han sagde, af tidligere Erfaring s. 274vidste at han hos F. vilde faae et Afslag. Men han fik ogsaa et bestemt Afslag af E., der gav til Gr. at hans Time formeentlig endnu ikke var slaaet. Dette, i Forbindelse med hans Udsagn aldrig at have givet Anledning til at troe at han skulde være rede til at tage Tømmerne nu, — hvad han i Gr. F.s Nærværelse for mig har gjentaget — vakte en vis Sensation, og det saameget mere som han skal have styrket den Anskuelse for Kongen at der slet ingen Grund var til at forandre Ministerium nu, da det »forenede Venstre« kjendelig trak Følehornene tilbage hvorom hele Stemningen i Jyllandbar tilstrækkeligt Vidnesbyrd og Forholdet til Landsthinget var saa godt at der fra dets Side aldeles Intet var at frygte. I Særdeleshed blev Krieger saare vred, og slog nu, efterat have opgivet E. aldeles, saa ganske om, at han nu meente at Ministeriet burde blive, naturligviis med Undtagelse af ham selv, uden at det dog lykkedes hans Bestræbelser at overtyde os andre derom. — Derefter fulgte saa et Forsøg hos Grev Frijs, og faae Dage efter et lignende hos Gr. Moltke, 1) men begge med samme Resultat, hvad igrunden ikke undrer mig, saameget mindre som de Former, hvori Henvendelserne skete ikke vare de heldigste. Endelig er der da nu sendt Bud efter Haffner, der i Dag kommer herind til Kongen, og i Almindelighed kan det vel siges, at der er større Udsigt til [at] vinde ham end der var hos nogle af de tidligere Æmner, hvorpaa hans noget fremskyndede Hjemkomst fra Carlsbad kan tyde, ligesom ogsaa visse Udtalelser i et Brev fra ham til Holstein — ialfald har han da ikke givet noget bestemt Afslag endnu. Lykkes det at bevæge ham til at paatage sig Hvervet, hvad jeg meget vil ønske vil De næppe finde mig mere her naar De vender tilbage, idet sandsynligviis enten H. selv eller Moltke da vil sidde i min Stol. Skulde det glippe, vil der vist være flere Stadier at gjennemvandre, inden s. 275der kan blive Tale om at slaae sig til Ro igjen ved det Gamle (selvfølgelig med Undtagelse af Kr., der jo er uigjenkaldelig tabt). Kongens Humeur er meget slet, hvad De vel kan vide og det synes ikke at Kong Oscars Besøg 1) bidrog til at forbedre det, uagtet han upaatvivlelig har raadet ham til ikke at skifte Ministerium, men hellere prøve en Opløsning til Efteraaret.

18

Af de Coninck og Kofoed er De vist holdt saa godt à jour med hvad der er forefaldet i Ministeriet, at jeg ikke kan fortælle Dem videre af Interesse. . . .

O. D. Rosenørn-Lehn.

Jeg har i dette Øieblik talt med Haffner, der dog endnu ikke har været hos Kongen; uagtet han var meget reservé troer jeg ikke at have taget feil i min ovenomtalte Opfattelse. Nogle sige at han selv vil være Udenrigsminister. . . .

P. Vedels Privatpapirer.