Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev BREV TIL: Falbe, Christian Frederik FRA: Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev (1874-10-22)

Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn til Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien.
Kjøbenhavn, 22. Oktober 1874.

Som det vil være Deres Højvelbaarenhed bekjendt, er det Tilfælde oftere indtruffet, at danske Undersaatter, som vare bosiddende i Nordslesvig, af de derværende Øvrigheder ere blevne udviste af Landet under Paaskud af, at de agiterede i dansk Aand. For saavidt var den Udvisning, som i August Maaned rammede flere Personer navnlig saadanne, der dels som Medarbejdere dels som Typografer stode i Forbindelse med den nordslesvigske Presse, ikke noget Nyt, men denne Foranstaltning antog dog ikke destomindre en noget særegen Karakter ved det større Antal af Personer, der paa engang udvistes, ved Maaden hvorpaa det skete, og endelig ved Fraværelsen af nogensomhelst egentlig Skyld hos de Paagjældende, saa at den hele Foranstaltning mere havde Udseende af at tilsigte en Intimidation af den hele danske Befolkning end at være fremkaldt ved nogen særlig Uforsigtighed af de Paagjældende selv.

Den kongelige Regjering kunde ikke forholde sig rolig ligeoverfor denne Adfærd af de lokale slesvigske Øvrigheder, og ligesom den maatte ansee det for sin Pligt at paatale det Skete i Berlin, saaledes troede man ogsaa at turde haabe, at Forestillinger herfra, om de end ikke vilde medføre Tilbagetagelsen af de allerede udførte Udvisningsordrer, dog vilde kunne fremkalde et større Maadehold fra de slesvigske Lokaløvrigheders Side for Fremtiden. Det var imidlertid nødvendigt, at disse Forestillinger gjordes i en moderat og saa lidet opsigtsvækkende Form som muligt og navnlig var det øjensynligt af stor Interesse, at den kongelige Regjering ikke søgte eller, saavidt det stod til den, tillod andre Regjeringer paa nogensomhelst Maade at blande sig i Sagen. I Overensstemmelse dermed meddeltes der Kammerherre Quaade den i Afskrift vedlagte Instrux, 1) der, som Deres Højvelbaarenhed s. 329vil se, vel holder Principspørgsmaalet aabent, men dog kun diskuterer Sagen med Hensyn til de enkelte Tilfældes specielle Beskaffenhed, og jeg har ladet mig det være magtpaaliggende til de herværende fremmede Gesandter, som have udspurgt mig om Forholdet, at give Sagen saa almindelige Dimensioner som muligt og navnlig at fremhæve, at det var et indre Spørgsmaal mellem os og Preussen, som vi ikke tvivlede paa, at det vilde lykkes de to Regjeringer at bringe i Orden.

Ulykkeligvis havde imidlertid Pressen kastet sig over Sagen, og der udviklede sig snart en hæftig Polemik imod Preussen, som man i Berlin let kunde fristes til at antage for underhaanden at næres herfra, og som kom meget ubelejligt i det Øjeblik, da Quaade havde gjort sine Forestillinger til det tydske Udenrigsministerium. Hvor tilfredsstillende det end fra en vis Side kan være for os, at det viser sig, at Pragerfredens Art. 5 ikke er bleven glemt i Europa, kunde dog den Maade, paa hvilken Preussens traktatmæssige Forpligtelser fremhævedes i fremmede Aviser, kun virke skadeligt for os. Paa den ene Side har man paastaaet, at Preussen skulde have gjort Forslag her om Danmarks Indtræden i det tydske Rige, at England og Rusland forhandlede om Danmarks Neutralisation paa Basis af Tilbagegivelsen af Slesvig, at man i Berlin paatænkte Sløjfningen af Fæstningsværkerne paa Als og Dyppel o. s. v., paa den anden Side har man tillagt Preussen den Hensigt officielt at ville erklære Art. 5 for bortfalden, eller at ville formaa Østerrig til at frafalde Artiklens Opfyldelse 1) og under disse Omstændigheder har enhver nok saa uskyldig Begivenhed her givet Anledning til allehaande Fortolkninger. Vore Forestillinger i Berlin er fremstillede som meget alvorlige og som Indledningen til et Brud, Kronprindsen af Hannovers Besøg her 2) opfattedes strax som en s. 330Begivenhed af dynastisk og politisk Betydning, og uagtet H. M. Kongens tidligere Throntaler altid have omtalt det slesvigske Spørgsmaal, lægger man denne Gang i den meget moderate Passage, hvori dette Spørgsmaal nævnes, en Vigtighed og en Bagtanke, hvortil der visselig ikke er den mindste Grund. Som Deres Højvelbaarenhed let vil indse, kan det ikke være den kongelige Regjering behageligt, at vort Forhold til Tydskland saaledes har tildraget sig en saadan Opmærksomhed og dette Forhold kunde meget let væsentlig lide derunder. Det er mig imidlertid en Glæde at kunne forsikkre, at hidtil har den preussiske Regjering trods disse ugunstige Omstændigheder vedblevet at give os Beviser paa sit Ønske om, at det gode Forhold mellem de to Stater ikke forstyrredes. De foreløbige Forklaringer, som Kammerherre Quaade har modtaget som Svar paa sine Forestillinger, godtgjøre at de stedfundne Udvisninger ikke ere Anvendelsen af et almindeligt Princip, og man er beredvillig gaaet ind paa at forklare Grundene, hvorfor man har troet at burde udvise de paagjældende Personer. Jeg kan vistnok ikke fra den kongelige Regjerings Standpunkt finde de anførte Grunde tilstrækkelige, men jeg tvivler dog ikke paa, at dette Incidents vil slutte paa en Maade, der ikke skal efterlade nogen varig og skadelig Virkning paa de gjensidige Forhold, og at Lokaløvrighederne for Eftertiden ville optræde med noget større Moderation. Det almindelige Spørgsmaal om Opfyldelsen af Pragerfredens Art. 5 er idetmindste saavidt jeg har kunnet erfare uforandret i samme Stilling som før, og jeg troer ikke, at det vilde være i vor Interesse, om det for Tiden skulde blive Gjenstand for Forhandlinger. I ethvert Fald vil den kongelige Regjering ikke tage nogetsomhelst Initiativ i den Retning.

Jeg beder Deres Højvelbaarenhed, saavidt man muligvis kunde bringe vore Forhold paa Bane til Dem, at udtale Dem i Overensstemmelse med Ovenstaaende og navnlig at fjerne enhver Mistanke om, at vi skulde have nogen Del i eller s. 331finde den Omtale belejlig, for hvilken det slesvigske Spørgsmaal i den seneste Tid har været Gjenstand. —

O. D. Rosenørn-Lehn.

Depeche Nr. 4. — U. A. Ges.ark. Østrig I—II. Politiske Sager 1 871–80.