Vedel, Peter August Frederik Stoud BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Vedel, Peter August Frederik Stoud (1875-06-17)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin.
Kiøbenhavn, 17. Juni 1875.

Kjære Kammerherre.

Da Kong Oscar opholdt sig her, havde jeg en Samtale med ham om det slesvigske Spørgsmaal. 1) Han stillede Spørgsmaalet saaledes: Kan Danmark giøre Tydskland Concessioner, hvis ikke vil Sagen neppe kunne ventes løst uden i Forbindelse med andre almindelige Spørgsmaal. Kan Danmark altsaa giøre Concessioner? Kunde Danmark ikke være villigt til at afstaae sine vestindiske Colonier til T.? — Jeg svarede, at jeg holdt mig overbevist om at Preussen ikke satte Pris paa en saadan Afstaaelse, allerede ved Wienerfredens Forhandling havde Regeringen henstillet til vore Befuldmægtigede at sondere hvad Virkning et saadant Tilbud vilde have men de havde opgivet at stille det som f rugtesløst, 2) senere ved en Leilighed havde Heydebrand her positivt sagt, at T. ikke vilde have Colonier, og endelig var det bekjendt at Amerika ikke finder sig i at europæiske Magter som hidtil ikke have Besiddelser ved Amerika, erhverve saadanne og Preussen vilde neppe lægge sig ud med Fristaterne, som baade stode i nært Forhold til Rusland og som eventuelt kunde tjene som Trudsel mod England. Jeg troede altsaa at der ikke kunde være Tale, allerede af den Grund, om at vente sig Noget af den Tanke. — Kongen nævnte derpaa forskjellige andre, ganske umulige Ting, og sagde da selv: ja da vi nu have udtømt det ene Alternativ, lad os da see paa det andet.

Jeg blev derfor noget overrasket ved at Baron Beckfriis iforgaars kom op til mig og forelæste mig et Brev fra Kongen, skrevet paa Hjemreisen fra Lübeck, hvori han skrev: »Ved Enden af min Samtale med Bismarck sagde jeg at han neppe vilde fæste Lid til min Oprigtighed naar jeg ikke omtalte den Sag, som han vidste laae mig saa stærkt paa Sinde, og jeg s. 392vilde derfor spørge ham om han havde Noget imod at tale med mig om den slesvigske Sag. — Paa hans Opfordring om frit at udtale mig, sagde jeg derpaa: Vil Tydskl. ikke have Colonier? — I Principet svarer jeg dertil Nei, men hvorfor spørger De derom? — Fordi der er nogle Folk i Danmark, (det er vist Ploug som har indgivet Kongen Tanken) som tænke sig at de dansk-vestindiske Øer kunde være et passende Compensationsobject for hele Slesvig eller en Deel deraf. — Ja, kunde noget Saadant hjælpe til at ordne denne »bedauerliche « Sag, vil jeg gjerne underkaste dette Spørgsmaal en omhyggelig Overveielse. Men jeg forudseer store Vanskeligheder fra Keiseren« etc. 1)

Beckfriis bemærkede at det var et privat Brev fra Kongen, ikke nogen Meddelelse som Gen. Björnstjerna var bekjendt med og han havde Ordre til privat og alene at referere det til mig, fordi det var med mig Kongen havde talt. — Jeg svarede at jeg selvfølgelig turde betragte det som forudsat at jeg maatte sige det til Grev Moltke og tillige underrette Dem derom, men indtil nærmere Instrux til ham hjemmefra, skulde Sagen ikke komme videre. Da Beckfriis begjærede at kjende mit Indtryk, fordi Kongen havde forlangt at høre det, sagde jeg ham hvorledes jeg af min Samtale med Kongen havde troet at han havde opgivet enhver Tanke om at Colonierne kunde komme frem ved Sagens Afgiørelse, og jeg vidste ikke hvorvidt den nuværende Regering var villig til at gaae ind derpaa, uagtet jeg vistnok indrømmede at da vi i sin Tid havde været villige til at sælge Antillerne, kunde man jo ogsaa — og vel endog bedre — tænke sig at vi vilde afstaae dem for at faae en 100,000 Danske yderligere tilbage. Men idet jeg altsaa reserverede at jeg ikke kunde sige Noget om Realiteten, tog jeg derimod ikke i Betænkning at udtale at vi i alt Fald ikke kunde tage Initiativet til at fremkomme med et saadant Tilbud. Forhandlingen laae saaledes at s. 393Preussen skal svare paa vor sidste Note, 1) vi kunde ikke, uden at risikere særdeles Meget, tilbyde et heelt Novum, hvorom vi ikke vare visse paa at Preussen vilde modtage det og give os et tilstrækkeligt Vederlag derfor, saasnart Amerika fik mindste Anelse om noget Saadant vilde det nedlægge en bestemt Protest derimod og vor Stilling vilde da være meget mislig, endelig havde Bismarck selv antydet at der i alt Fald vilde være store Vanskeligheder for ham tilstæde, og for at overvinde dem maatte det rigtige Øieblik vælges til at komme frem med Sagen, og det kunde kun han og ikke vi bedømme. — Beckfriis gik ganske ind paa denne Betragtning og vilde skrive det privat til Kongen.

Grev Moltke billigede hvad jeg havde svaret og det er altsaa i den Anledning at jeg meddeler Dem dette for at De kan have Deres Opmærksomhed rettet paa hvad maaskee Bülow kunde antyde eller hvad De fra anden Side kunde fornemme om hvad Indtryk Kong Oscars Idee har gjort paa Bismarck. Beckfriis bad udtrykkelig om at De vilde undgaae Alt der kunde røbe at De kjendte Noget til Kongens Samtale med Bismarck og vi staae jo ogsaa bedre og friere, naar vi ere ganske udenfor hvad der er yttret imellem de To. Her forholde vi os fuldstændigt roligt og afvente, om der overhovedet kommer Noget frem.

Dette afhænger vel tildels af, hvorvidt Bism. virkelig udfører den Tanke som Decazes havde omtalt til Moltke, nemlig at slaae ind paa en fredelig Politik. Under 15. Juni skriver M. 2) at han flere Gange har spurgt Decazes om hvad han senere havde erfaret herom og navnlig om Udførelsen af Art. V og om Neutralisationen, men at ingen Bestyrkelse senere var kommen, tvertimod syntes det som om Ideen om en aggressiv Politik mod Frankrig i den seneste Tid igjen var bleven levende hos Bism. Decazes har sagt til Moltke: [Her følger s. 394med ganske ubetydelige Afvigelser i ordret Afskrift det Stykke i Grev Moltke-Hvitfeldts Depeche 15. Juni 1875, trykt som Nr. 1208, der begynder: Vous êtes venu me voir le 5 mai og slutter: lorsqu’il aura reçu des instructions à cet égard.]

Medens nu dette lyder ret tillidsfuldt, er derimod forskjellige andre Udtalelser af Decazes til Moltke meget betænkelige. Lord Derby har ganske nylig sagt til Gavard 1) omtrent ordret: 2) »Non obstant les assurances pacifiques qui viennent de Berlin je ne suis pas aussi rassuré que je le voudrais. Je sais que l’Empereur dont les dispositions personnelles sont fort pacifiques, est très fatigué, que S. M. n’exerce plus aucune influence sur les affaires de l’état et qu’elle est à peine au courant de leur marche. D’autre part le prince imp. dont les opinions ont jusqu’ici été fort modérées et qui avait pensé que la derniére guerre aurait pour conséquence l’unification compléte de 1’Allem. n’a plus cet espoir; l’esprit particulariste 3) reléve la tête et la lutte religieuse rend la position du gouvt. si difficile que le prince croit que la médiation 4) et l'absorption des états secondaires de l'All. vers laquelle il aspire, ne peuvent être obtenues que par une nouvelle guerre.« Disse Ord af Derby have gjort et saa meget stærkere Indtryk paa Decazes, som han veed at Hohenlohe 5) nylig har sagt til Een, »que le prince de Bismarck avait échoué dans sa premiere tentative mais qu’il n’échouerait certainement pas si une seconde devait se produire.« Ligeledes har D. erfaret af en personnage haut placé qui vient de faire un séjour à Berlin, que le prince de Bismarck n’a renoncé à aucun de ses projets vis-à-vis de la France et qu’il a seulement acquis par les derniers événements l’expérience que le jour où il se décidera à attaquer il devra agir sans prévenir personne. — Imidlertid s. 395er Gortchakow fuldstændig rolig og erklærer Decazes’ Frygt for at være ganske ubegrundet.

Endnu skal jeg kun tilføie at D. har talt til Mac Mahon om Danm.s Neutralisation, men Marskallen har viist sig meget lidet sympathetisk for en Tanke, »ved hvis Realisation Frankrig vilde tabe alt Haab om at finde en Allieret i Danmark.« —

P. Vedel

Pk. mrkt.: Breve m. m. vedr. Opfyldelsen af § 5, 1866—79. P. Vedels Privatpapirer. — I Randen Notitser til Svar med Quaades Haand. Har sammen med det som Nr. 1198 trykte været lagt i en særlig Konvolut mrkt. med P. Vedels Haand: Kong Oscar i Berlin.