Moltke-Hvitfeldt, Gebhard Léon BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Moltke-Hvitfeldt, Gebhard Léon (1876-12-04)

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris’4. December 1876.

Kjære Directeur.

Jeg takker Dem for Deres mig ved Schøller tilsendte Brev saavelsom for Falbes Bapport der begge interesserede mig meget. ¹⁾Falbe meddeler i sin Rapport Nr. 58 af 14. November 1876, at Bismarck, samtidig med at han officielt støtter Rusland, hemmeligt søger at bevæge Østrig til at modvirke Ruslands Interesser i det orientalske Spørgsmaal. Af det som Falbe skriver fremgaaer det jo at Bismarck spiller en tvetydig Bolle, men dette har man alt længe været overbeviist om og i min Bapport af 28de Juni sidstl. har jeg ogsaa omtalt facta, som bevise det. ²⁾Moltke-Hvitfeldt omtaler i den nævnte Depeche, at Bismarck gennem den russiske Ambassdør i Berlin har opfordret den russiske Regering til at stille visse Krav til Tyrkiet, samtidig med at han over for den engelske Ambassadør har paastaaet at have raadet Rusland til Eftergivenhed paa dette Punkt. At B. fortsætter det samme Spil nu og Intet gjør forat lette en mindelig Afgjørelse af et Spørgsmaal som i sig selv er saa vanskeligt at løse, er sandsynligt og endskjøndt jeg antager at Mohrenheims Udtalelser, som Følge af hans Stilling som Gesandt ved et mindre Hof, langt snarere beroe paa en rigtig personlig Opfattelse af Stillingen end paa et nøiere Kjendskab til hele Situationen end den de Fleste ere i Besiddelse af, ere s. 502de dog af Interesse. Jeg deler nemlig den her temmelig almindelige Anskuelse som M. har udtalt for Dem og ifølge hvilken Rusland ikke bør være fuldkommen beroliget ved Bismarcks Erklæringer. Hermed mener jeg dog ikke at B. skulde nære fjendtlige Hensigter mod Rusland; jeg troer meget snarere at han endnu ikke har nogen bestemt Plan og kun ønsker Krigens Udbrud fordi derved Rusland svækkes og for, som Franskmanden siger, pêcher dans l’eau trouble, naar Øieblikket kommer.

Som jeg skrev for kort siden, har jeg hidtil ikke hørt udtale den Mening at vi skulle være truede, men det er jo en Selvfølge at der [er] ligesaa god Anledning for os som for de andre til at være bekymrede for Fremtiden. Her er man det ogsaa noget mere for Frankrigs Vedkommende siden 14 Dage uden at man dog kan angive nogen særlig Grund dertil. Hvad os angaaer, forekommer det mig at vi i Tilfælde af Krig mellem Rusland og England, saameget som muligt maae optræde paa samme Maade som i 1854 og 55. Paa Grund af de russisk-tydske Tendentser i Sverrig vil jo rigtignok Situationen ikke være den samme som dengang, men det maa jo ansees som afgjort at den russiske Flaade ikke vil vove sig ud i vore Farvande. Deeltager Tydskland i Krigen vil jo selvfølgelig Landet være udsat for de største Farer. Nous serons à leur merci og det eneste som vi kunne gjøre er jo saagodt som muligt at hævde vor Neutralitet. Men alt dette vil De, kjære Directeur, naturligviis ofte have overtænkt og bedre end jeg. Vi maae erkjende at Landet staaer aabent, at der ingen Mulighed er for at forsvare det med Held imod saa overlegen en Magt som Tydskland og at vort bedste Haab maa bestaae deri at det paa Grund af vor geographiske Beliggenhed vil være af stor Interesse baade for England og for Rusland at vi ikke tilintetgjøres. I saa Henseende ville vistnok ogsaa Kongehusets Familieforbindelser være os til Nytte.

Jeg har ikke noget Særligt at meddele udover det som jeg s. 503har skrevet i mine Rapporter og jeg antager at der ikke vil indtræffe noget af Vigtighed førend Conferencen ¹⁾Efter den engelske Regerings Forslag afholdtes 23. December 1876 —20. Januar 1877 en Konference i Konstantinopel af Stormagternes Gesandter. kommer sammen.

L. Moltke-Hvitfeldt.

P. Vedels Privatpapirer.