Christiansborg, den 19. Februar 1837.
Kjære, gode Forældre!
jeg nyder idag igjen den Glæde at underholde mig lidt med Dem. Siden jeg sidst tilføjede mit Brev nogle faa Linier, er der ikke passeret noget synderligt.
Søndag den 12te var jeg atter til et meget stort Selskab hos en Købmand Bannermann paa det engelske Fort St. James. Selskabet var meget brillant, og jeg forsikrer Dem, kjære Forældre, at jeg i mit Liv ikke har bivaanet Selskaber af det Slags. Guld og Sølv møder Øjet, hvor man ser hen; de kostbareste Rariteter fra alle Kanter af Verden bliver her nydt, og Madeira og Champagner flyder over Taffelet som dansk Brændevin og Øl. Et saadant Selskab koster bestemt flere hundrede Rigsbankdaler. Om Aftenen Kl. 12 kørtes tilbage, 4 Vogne i Følge, med Fakler foran hver Vogn, hvortil man bruger en Slags Træ, som s. 112gror her i Africa, og som kaldes Fakkeltræet. Et saadant Tog er meget morsomt; Negerne løbe foran Vognen som kaade Heste og kappes om at kjøre hinanden forbi. Den halve Mil, man har at kjøre, tilbagelægges i lidet over ¼ Time.
I Dag tager jeg igjen over til Englænderne og besøger en Hr. Freser, som ligger syg. Den anden Assistent, Herbst, og jeg have kjøbt os en smuk lille let grøn Vogn og kjøre nu ofte ud. Denne Vogn kommer os paa en 80 Rbd., men uden et saadant Stykke Meubel kommer man intetsteds hen.
Ved fornævnte Selskab fortalte den engelske Gouvernør fra Cap Coost, at han havde læst i de engelske Aviser, at et Selskab i Nordamerica ligger i Underhandling med vores Konge om at kjøbe alle hans Besiddelser i Africa. Gud give, det var Sandhed, og at Handlen ret snart maatte blive afsluttet, og vi maatte være saa heldige, maaske næste Aar, igjen at se det kjære lille Danmark.
Skibet, hvormed dette Brev skal gaa, ligger her endnu paa Rheden, og førend sidst i næste Maaned vil det ikke komme til at gaa herfra. Det er en lang Tid, kjære, gode Forældre, at De maa vente paa Brev, men Skylden er ikke min. Jeg vil imidlertid haabe, at De fra Kjøbenhavn dog allerede have erfaret, at vi lykkelig og vel ere komne hertil.
I Gaar hørte vi her en sørgelig Efterretning,s. 113at 5 Mennesker, som for 3 à 4 Uger siden vare komne herud med Skipper Friborting fra England til Fortet Cap Coost, Alle ere døde. Ja, det er en sørgelig Begivenhed, men de ere ogsaa komne til Kysten i en meget slem Tid, hvor Heden er overordentlig stærk.
Vi alle her paa Fortet befinde os Gud være lovet og takket meget vel; jeg især har en særdeles god Appetit og bliver Dag for Dag federe og federe, men jeg transpirerer ogsaa saaledes, at Sveden gaar igjennem en ulden Skjorte, en Shirtings-Skjorte, Vest og Trøje, men det er ogsaa meget godt; man befinder sig allerbedst her, naar man blot idelig kan transpirere, saa Vandet kan løbe ned i Skoene, og det kan sige Skvat, Skvat, naar man gaar.
I Gaar tog vores gode Gouvernør og Præsten op til Plantagen og forbliver der vistnok i 4 à 6 Uger. I Dag er det Bispinde Øllgaards *) Geburtsdag, og jeg gad nok været hos den kjære Familie i Viborg og fortælle dem lidt om alt det, jeg i Africa har set. Skriv mig, om De ofte hører noget fra Kammerherrens, og hvorledes de kjære, gode Mennesker leve, og om Wulff Wulff ikke allerede for længe siden er glemt hos dem. For i Dag ved s. 114jeg slet Intet mere, lev vel, kjære, gode Forældre,, og lad snart noget hore fra Dem.
Deres tro og lydige Søn.
Vagtparaden trækker i dette Øjebiik op med en smuk og munter Musik. De musicere hver Søndag inde i Fortet fra 10—11 Formiddag, og fra 8—9 hver Aften. Gud ved, hvorledes de holde det ud, saaledes at staa i den brændende Sol; men de ere vante til det, og Vanen er det halve Liv.