Paa Guldkysten af Guinea, den 3. Februar 1839.
Mine kjære, gode og dyrebare Forældrel
Siden jeg sidst har ladet høre fra mig, som var den 8. Oktober f. A. *), har jeg modtaget den 12. Oktober 1838 en Pakke Breve fra Dem, som var afsendt af Valentin i Maj Maaned fra Hamborg, og den 2. Januar d. A. om Aftenen modtog jeg mange Breve, saavel fra Dem som en hel Del gode Venner, hvoriblandt fra Kammerherren et Brev paa 2 fulde Ark Papir, et fra Biskoppens Søn og Kammerherrens Kone, flere Breve fra Olsen og 2 Stk. fra Seidelin **) i Ebeltoft og endnu fra s. 187en hel Del andre gode Venner. Denne Lejlighed, hvormed dette Brev gaar, er ganske uventet kommet og gaar ligesaa hurtigt igjen, da Capitajnen, ved Navn Bruvert, døde, ligesom Skibet skulde kaste Anker, han blev strax begravet i Land, og Skibet skal nu gaa til England paa Tirsdag.
Jeg ved, ved Gud, ikke, hvor jeg skal begynde, eller hvor jeg skal ende denne Gang. Mange Forretninger trykke mig i denne Tid, da Skibet er bleven saalænge ude, det laa alene i Nordsøen i fulde 6 Uger; mit Humeur har i den senere Tid ikke været med det Bedste, og deri har Klimaet alene Skyld. Det er mit Ønske at svare Enhver især paa de Breve, de har glædet mig med; imidlertid frygter jeg for, at det denne Gang bliver en sand Umulighed for mig. Enhver maa paa bedste Maade have mig undskyldt, og indtil jeg selv skriver dem, maa de tage til Takke og læse dette Brev, og hvad jeg endnu faar smøret sammen til Behrens.
Sundhedstilstanden er her saa temmelig god, og Hermetanen har i Aar været særdeles mild, vi mangle meget Regn. Jeg er og har, Gud være lovet, været rask og vel, siden sidst jeg skrev, med Undtagelse af nogle Ugers rasende Tandpine, som har bevæget mig til at bære en Skraa i Munden, som foreløbigen har dreven Pinen bort. Siden mit sidste Brev er her kun død en Missionair ved Navn s. 188Murdter *), som dode 4. November f. A., een Dag efter 2 Aarsdagen fra hans Ankomst hertil. De erindrer vel, at han og nok en Missionair kom ud tillige med mig i 1836. Begge ere nu ikke mere. Den sidste havde en meget let Død, han var munter og vel, da Feberen begyndte, lagde sig i Sengen for at sove en lille Lur om Middagen, og væk var han uden at give et Kny mere. Fruentimmeret, der paa samme Tid kom herud, fik derpaa strax sin Klimatsyge og har vel overstaaet den, ihvorvel man tvivlede meget derpaa. I de 2 Aar, hun har været her, har hun ogsaa hvert Aar født et Barn, af hvilke dog det Ældste kun opnaaede 1 Aar, da det ved Døden afgik.
Den engelske Gouverneur Maclean paa Cap Coast, der, som jeg forhen har fortalt dem, kom herud med sin Kone, har mistet hende efter et Par Maaneders Ophold her; hun vilde en Dag for Feberen selv tage Medicin, tog for stor en Dosis og styrtede paa Stedet om og døde. Denne Maclean, og den nye Gouverneur, der er kommen til Elmine, en gammel Mand paa 63 Aar ved Navn Oberstløjtenant Boss, vare begge her i Besøg i forrige Aars October eller November Maaned, ja Maclean var her endog til i Januar Maaned d. A., var lystig og glad og har vel nu forvundet det smertelige Tab af sin Kones Død. Det gjør mig s. 189ondt for den gamle HolIænder, thi faar han den rigtige Klimatsyge, gaar han uden al Tvivl nedenunder og hjem. Jeg talte med ham, han var en særdeles munter Mand, har gjort Felttoget med til Moskau, taler meget godt tydsk, har Kone og stor Mængde Børn i Holland. En af hans ældste Sønner er Officer og forretter Adjutanttjenesten hos Faderen her. Han skal forblive her i 3 Aar, efter hvilken Tid ham er lovet en god Pension. Han lider, som jeg, af Hjemve og efter at se Kone og Børn. Han fortalte mig, at den gamle General Verveer, som var sendt herud af den hollandske Konge for at tugte Ahanteenegerne, der havde dræbt de 7 Hollændere, var saa syg ved Afrejsen, at han i Sengeklæder blev ført om Bord i det Skib, der skulde bringe ham hjem, og at de Alle tvivle meget om, át han er kommen til Holland, men snarere nu hviler paa Havsens Bund.
Af Deres Breve ser jeg, kjære Forældre, at De har afsendt Breve til mig, saavel over Holland ved den unge Hrr. Israel Lion *), som over Hamborg med Kjøbmand Effenhausen; jeg har endnu ikke set noget til disse Breve, og da det nu er saalænge siden, disse ere afsendte fra Dem, saa faar jeg dem formodentligt heller aldrig; men Brevene ligge vistnok endnu i god Behold saavel i s. 190Amsterdam som Hamborg. Nej, alle andre Postveje end over London eller gjennem Collegiet i Kjøbenhavn due ikke. I dette Øjeblik hører jeg, at Effenhausen fra Hamborg er ankommet til Sir Aljane, det er paa Ovenkysten af Africa. Et Skib har i Dag ankret paa Rheden og medbragt en Del Breve, som Effenhausen har leveret til Adskillige her paa Christiansborg; det forundrer mig meget, at der intet Brev fra Dem var til mig, da De dog har omtalt i Juli Maaned f. A. at have sendt en Pakke Breve til mig. Den Ting er mig uforklarlig, eller maaske vil Effenhausen selv være Overbringeren.
Da Guinea var dansk.
13
Om 8 à 14 Dage flytter jeg atter ind i Fortet i min gamle Bopæl, da min Nærværelse i Fortet bliver nødvendig hver Dag, og Solen generer mig altfor meget til ofte at løbe frem og tilbage. Af min Rejse til Akropang i det Indre af Africa bliver der for det Første Intet. En lang Tid blev den opsat, indtil Skibet var kommet, da saa Skibet udeblev i December, blev Rejsen bestemt, men saa kom Gouvernøren med Indvendinger og frygtede for, at Negerne, der den Gang havde gjort nogle Optøjer, skulde paa en eller anden Maade fornærme os, som da af Gouvernementet maatte straffes og muligen give Anledning til langt flere og ubehagelige Optøjer. Altsaa denne Rejse er nu opgivet. Fra Nytaar har jeg begyndt at føre en Dagbog, der tilegnes min Søster Lene; saa vidt som den s. 191vil være fortsat, naar Postkassen gaar hjem, skal jeg sende den til hende, og hun vil af og til træffe paa noget Interessant. Af den Masse Breve, jeg nu fik sidst med det danske Skib, er det mig en Glæde at se, hvor alle Folk holder meget af mig; jeg havde sandelig ikke troet at være saa sød en Top, som Flere har skildret mig i deres Breve.
Ved mit opvartende Personale er atter sket en hel Forandring, som neppe vil interessere Dem at hore. For et halvt Aar siden kjøbte jeg en smuk Negerdreng som Tjener; han har til Navn „Sumpa “ Det er paa Dansk en tro Tjener. Han er 100 Mile inde fra Landet og kjender hverken noget til Fader, Moder eller Familie. 20 Specier har jeg flere Gange været buden for ham; men i Tilfælde, jeg ikke tager ham med hjem, forærer jeg ham bort. Fra sit Fødeland skal han aldrig blive solgt.
Mange Dødsfald, ser jeg, har funden Sted i Randers, mange Forandringer, mange nye Indvaanere ere komne til. Skulde jeg komme hjem om 6 Aar, nej,jeg vil nu sige om 4 Aar, saa kjender jeg jo ikke den halve By mere. Førend om 4 Aar sker det vistnok ikke. Der er aldeles ingen Udsigt til, at Etablissementet for det Første bliver hævet. Skibet udbragte hertil en Ladning af 41,000 Rbd. Værdi, hvoriblandt 8 nye Metalkanoner til Fortet og flere hundrede meget kostbare Raquetter og Granater. Er der saa Pengetrang i Danmark, maa jeg spørge? Man lader Folk kun skraale i Bladene;s. 192man giver dem dog kun Sludder for en Sladder og Sladder for en Skilling. Om mig har Collegiet ikke skrevet et Ord, og jeg formoder, det er Hans Majestæt aldeles ligegyldigt, hvad enten jeg her er Jøde eller ikke. Ingen nye Assistenter ere udkomne, uagtet der dog var en Plads ledig; derimod ere der komne ud 2 Underofficerer til Garnisonen, der endnu befinde dem ret vel.
13*
Nu Ende paa Brevet for denne Gang. Hils Alle, fra den Største til den Mindste, og vær De, kjære Forældre, først og sidst hilst fra Deres Dem til Døden evig hengivne Søn
Wulff.
Gud, den Almægtige, holde sin Haand over Dem og lade Dem opleve en ret høj Alder og endnu en blid Skjæbne, og at vi ret snart maatte favne hinanden.
Adieu! Adieu! Adieu! Lev Alle vel og fornøjet og glæd mig ret snart med mange, mange Pakker Breve. Den meget strænge Vinter forrige Aar har jeg læst om; en saadan Kulde var mig nu en sand Umulighed at udholde; her fryser vi, naar det kun er 19 à 20 Graders Varme.