Min kjære og gode Svoger Behrens! *)
— — — Her er næsten Alt ved det Gamle, og naar vi naar den 29. i d. M., er det et helt Aar siden, Collegiet har skrevet Breve herud; vi kan slet ikke gjøre os nogen Idé om, hvad Aarsagen kan være til denne lange Taushed; dog vil vi haabe det Bedste og smigre os med, at muligen Etablissementet her snart kan ventes ophævet.
— — — Jeg vil dog haabe, at der nu maa være Brev paa Vejen ud til mig; thi min Længsel er nu ubeskrivelig; og jeg maa fremdeles bede, at der med enhver Lejlighed meddeles mig nogle faa Linier med Underretning om, hvad der foregaar i det lille Danmark.
Gud være lovet og takket! Jeg er rask og vel nu og har endnu her paa Kysten ikke været en eneste Dag sengeliggende. Min Mave vænner sig til Klimatet, min Leversyge forsvinder, hvad kan jeg saa forlange mere af den gode Gud? Sandt nok, jeg har et Ønske tilfælles med alle de andre Betjente her, snart at kunne vende tilbage til Evropa; men sligt et Ønske maa man se at fordrive ud af Grillerne og med Taalmodighed og Standhaftighed oppebie Tiden til Aaret 1843. Kan jeg da levende gaa herfra og med godt Helbred, maa jeg være overmaade vel fornøjet.
Da Guinea var dansk.
17
s. 254— — — Dersom Du støder paa Hr. Chenon, saa hils ham mange Gange fra mig; sig ham, det gaar højst underligt til her paa Kysten, og dersom han fik alt paa Papiret at høre, hvad her foregaar, er jeg vis paa, han baade vilde le og græde, det sidste mener jeg dog ikke. Begge de første Assistenter ere ragede uklare, og jeg kan godt sige med Sandhed, at blandt de faa Europæere, vi ere her, vil det ikke være muligt at finde 2 oprigtige Venner. Jeg er glad over at være flyttet ud af Fortet, for jeg undgaar dog at høre mig højt udskjeldt og bagtalt.
— — — Af de sidste Depescher til Collegiet maa de tro, jeg er bleven skjødesløs her, da de ere skrevne saa ulæselige; men det gaar med Postkassens Afgang herfra, som der staar i Visen: „En Time før Middag Madammen opstaar“, saaledes begyndes der ogsaa her med dens Expedering; en Time, før Skibet skal sejle, bliver der sædvanlig begyndt paa Posten, og saa bliver den omtrent færdig, naar Skibet er gaaet under Sejl. Højst ærgerlig er det, naar nogle Mennesker vil være prompte i deres Expeditioner, og atter andre Mennesker snøvler, opsætter og intet gider bestille.
Ja, jeg havde mange, mange Ting at sige endnu om, hvorledes Affairerne staar her, men Forsigtighed fraraader mig at tale mere. . . . . Gode Behrens, faa mig at vide hos en Læge, hvad det betyder, at alle mine Tænder i den senere Tid ere s. 255blevne saa ømme, at jeg neppe kan tygge med dem. Jeg har ingen Smerter i dem. Tænderne ere ikke løse, og jeg nyder meget sjelden sure Ting eller Frugter. — — —
Din meget hengivne og oprigtige Svoger
Wulff.
Afgaaet herfra Kysten med Briggen Meclian over London til Kjøbenhavn den 20. November 1837. —
P. S. Forrige Nat var her meget rædsomt; det lynede og tordnede saa stærkt, saa man hvert Øjeblik maatte frygte for, Verden vilde forgaa. Dette rædsomme Vejr ledsagedes af en saa stærk Regn, at det trængte ind gjennem Skodder og Jalousier, og man vadede i Vand inde i Værelserne. Negernes Hytter styrtede paa flere Steder ned paa dem i deres Søvn.