Frederiksminde under det danske Hovedfort
Christiansborg, den 9. Septbr. 1842.
Kjære, gode Svoger!
Du faar rigtignok nogle faa Linier denne Gang, men sandt at sige nedskrevne i Vrantenhed over, at Feberen, som jeg desværre har haft siden Nytaar, ikke vil forlade mig den Dag i Dag. I forløbne 8 Maaneder har der kun været Perioder af 8 å 14 Dage, hvori jeg har samlet nogle faa Kræfter, saa s. 283igjen Tilbagefald og atter Tilbagefald, saa at mine Kræfter Dag for Dag tage af. Gud ved, hvad Forsynet har bestemt med mig. — Duelige Læger er der desværre ingen af at consulere; maadelige halvbedærvede Medicamenter og den over al Beskrivelse usunde Luft, som en usædvanlig stærk Regn dette Aar har efterladt sig, kan faa den bedste Constitution til omsider at bukke under.
Havde jeg endda haft noget Glædeligt at melde hjem! men desværre, den Beretning, der gaar herfra denne Gang, melder vores nye og ejegode Gouvernør Wilkens’ Død, der efter 1 Maaneds Sygdom af Klimatfeber, Diarrhoe og derpaa følgende Dysantheri døde den 26. f. M. — Dette Dødsfald har smertet mig, og daglig sørger jeg i Stilhed over hans Bortgang. Du ved af mine forrige Breve, han ankom hertil den 18. Maj, overtog Commandoen af Etablissementerne den 24. s. M.; men Skæbnen vilde det nu saa, at han kun i 2 Maaneder skulde føre Regimente og 3die Maaned fængsles til Sygelejet.
Har den begrædte og af Alle saa yndede Lieutenant Wilkens Noget tilskyndet sin tidlige Død, saa hviler der ogsaa paa Lægen et Ansvar, der maa tynge haardt hans Samvittighed, ved at have tilladt Patienten en Diæt, der har vakt den største og forbausende Forundring hos Alle. I en stærk Diarhee, der vedvarede i 14 samfulde Dage, og som han, uagtet Patientens indstændige Bøn om s. 284Hjælp, ikke formaaede at standse, tillod han ham Nydelsen af raa Skinke to Gange daglig, Chocolade, Kaffe og 6 Cigarer daglig. — Ondet tog naturligvis Dag for Dag til, gik over til Blodgang, ej heller denne formaaede han at standse. Patienten var afkræftet til det yderste, og nu det Sidste, som skulde frelse Mennesket fra Døden, vilde ikke gjøre Virkning.
Saaiedes maatte Gouvernør Wilkensved sin fulde Samling se Døden ham imødegaa. Han havde dog Haab til det Sidste, og at Døden var saa nær, anede han ikke.
Siden mit sidste Brev har jeg, som Du maaske Alt ved nu, gjort en Expedition med den Afdøde og 25 Soldater ned ad Kysten efter en Slavehandler, navnlig Marx; Stedet, hvor han opholdt sig, var et Negeri ved Navn Vay, omtrent ½ Mil fra Stranden. Turen skete tilsøs, syg kom jeg ombord, og om Natten maatte vi marschere gjennem flere Moradser og Vandsteder lige til Beltestedet. Jeg gik med mine Pulvere i Lommen, som jeg tog efter Lunet for at frelse mit skrøbelige Skrog. Denne Expedition havde nær kostet 60 Menneskers Liv.
Om Natten skete Landgangen, strax derpaa Angrebet paa Slavehandleren, hvem Byens 2000 Negere med skarpladte Geværer og yderst opbragte kom at forsvare. — Slavehandleren undgik os imidlertid, vi søgte Stranden igjen for at indskibe os men efterfulgt af Negerne i Krigerdragt med skarpladte s. 285Geværer. Derpaa landede vi ved et andet Sted paa Kysten, navnlig Atokka, hvor ogsaa skete Uheld, idet en af vores 3 Canoer kæntrede i Brændingerne, og Mandskabet maatte redde sig ved Svømning. Her gjorde vi en Fart paa en Arm af Rio Volta til et andet Negeri, navnlig Augna. Hjemfarten skete skyndsomst om Aftenen. Luften var kold, og denne og den foregaaende for Europæere yderst farlige Marsch, ledsaget af voldsomme Regnskyl, har ikke efterladt sig noget Godt hverken hos afdøde Wilkens eller mig. 3 Dage gjennemblødt var Mandskabet og maatte tørre Klæderne paa Kroppen, saa kom en Tornado under Opsejlingen, der kunde have blevet farlig, da Mandskabet ikke ahnede den saa voldsom og saa overhængende og derfor noget for sildig strøg Sejlene.
Det, jeg nu fortæller, havde jeg haabet at sige Dig mundtlig. Jeg havde siden Wilkens’ Ankomst hertil daglig været om ham, og vi bleve ret snart uadskillelige og fortrolige Venner. Næsten daglig kjørte eller red vi sammen. Saaledes ledsagede jeg ham ogsaa til den kongelige Plantage Frederiksgave, der desværre fremskyndte hans Klimatsyge og paafølgende Död. Han vilde ikke høre mine Formaninger om Forsigtighed, marscherede hele Vejen op, medens jeg lod mig bære. Ogsaa der overfaldt Feberen mig voldsom, Wilkens spasede deraf, og Dagen derefter gjorde jeg Udflugter med ham til de omliggende private Plantager, men kun s. 286med megen ringe Lyst, mat og afkræftet; men jeg gjorde Alt for ham og skaanede kun lidet mit eget Helbred.
Efter 3 Dages Ophold der begyndte Feberen at vise sig. Jeg lod ham bære ned og lob største Delen af Vejen ved hans Hængemaatte for at svøbe ham godt ind, da han led stærkt af Kulde. Feberen blev nu stærkere. Diarhee tilstødte, dog saa jeg min Glæde i at se ham oppe igjen; jeg var den Første, der igjen spiste til Middag med ham, ja Søndagen før han døde, spændte jeg min Hest for hans Vogn og kjørte en Morgentur med ham, og denne havde vi aftalt at fortsætte hver Dag. Desværre, om Tirsdagen begyndte Blodgangen; og om Onsdagen kaldte han mig op; jeg vidste desværre af Lægen, hvad der forestod, vi trykkede for sidste Gang hinandens Haand med Taarer i Øjnene, jeg forlod ham derpaa for ikke mere at se den kraftfulde Mand, der laa paa Sygelejet nu hensvunden.
jeg tilbød mig, skjønt selv syg, at vaage hos ham om Natten, han afslog det; kun bad han mig om en blød Madras, da Benene vare gaaet igjennem Ryggen og voldede ham Smerter; denne fik han ogsaa — da jeg tog denne Madras herud fra Kjøbenhavn, som Du besørgede for mig, troede jeg muligen selv at udaande paa den, og nu skulde denne brave Karl dø paa den. Nu han hviler i Ro og har vist ej efterladt sig et Barn til Uven.s. 287Begravelsen var meget højtidelig, og den sidste Æresbevisning blev mig overdraget, at tage Kaarden fra hans Kiste. — Endnu efter Hjemkomsten blev af den talrige Forsamling, hvis Hjerter ere hærdede ved saamange foregaaende og lignende Exempler, mange mange Taarer udgydet.
Skulde Du træffe sammen med nogen af hans Familie, da de bo i samme Gade som Du, Nr. 112, 3. Sal ved Gammelstrand, saa hils hele Familien fra mig, at jeg condolerer dem. Du kan saamænd ogsaa, om Du synes, lade dem læse mit Brev. Den Afdøde skal have saadan en vakker Moder, hvem det dog kan interessere at høre noget om Sønnen; men Du maa endeligen ej være den Første, der bringer dem dette Sorgens Budskab, da Gouvernør Carstensen her lader det forebringe Familien saa lempelig, som det lader sig gjøre. —
Jeg har tænkt ofte — Wilkens sagde mig, at han alletider har været hans Faders Øjesten — Faderen døde i Maj d. A. — han hentede ogsaa hurtig den kjære Søn, for at leve med ham i Paradis. —
Til Wilkens’ Familie skriver jeg ej, førend jeg har sluttet hans Bo, og jeg ønsker naturligvis selv helst at tale med denne, om jeg er saa lykkelig at komme hjem; men min Sygdom er desværre langvarig, og hvor let kan den ikke gaa over til en endnu farligere.
Endnu maa jeg tilføje et Par Ord om den Afdøde.s. 288Da jeg var bleven hans fortrolige Ven, var jeg den eneste her, han fortalte at være forlovet med en vakker Pige hjemme, hendes Ring og hendes Portrait viste han mig, og sagde endnu i de sidste Dage af hans Livstid, at om faa Dage skulde dette ophænges i Sovekammeret. Den Nat, han døde, hængte han Ringen om en paa en Stol for sit Sygeleje staaende lille Flaske. Den bliver hende hjemsendt. Hvor tung er den stakkels Piges Skjæbne; hun er en lille Jydinde fra Aalborg, hendes Navn er Charlotte — Efternavnet staar mig paa Tungen, *) men min Hukommelse er ogsaa borte; kort hun er fra Aalborg og er i Huset hos den Afdødes Broder i Kjøbenhavn, Lektor Wilkens. **)
Da Guinea var dansk.
19
Den nye Gouvernør, Capitajn Carstensen, er som hans Formand ogsaa en vakker Fyr. Gud den Almægtige give, at han vel havde overstaaet sin Klimatsyge. Han har, som jeg, af og til Koldfeber, men han er en hel Del forsigtigere end Wilkens! Vi ere daglig sammen flere Gange, og han, som den Afdøde, vil i Sandhed mit Vel. Forresten kan vi ikke rose os videre af Enighed her. Gouvernementet bestaar af Gouvernøren og mig som Resident. Eftersom vi vente det danske Skib om tre Maaneder, har jeg med mit skrøbelige s. 289Helbred tillige maattet overtage Bogholder-Embedet. Gouvernøren yder mig al Hjælp. Desuden har jeg faaet 2 Mulatter paa Contoiret.
Nu kjære Behrens Noget om mig selv. Hele Familien venter mig vel efter Løfte hjem i Maj eller Juni næste Aar. ja! det er ved Gud ogsaa mit eneste og kjæreste Ønske, og i den Henseende skyer jeg ingen Pengeopoffrelser, thi Guldstøvet faar man dog ikke med sig i Graven. Men jeg vil sige Dig aabent: Jeg gav Wilkens Løfte om at opsætte Rejsen endnu et Aar, da han og Carstensen begge vare fremmede for Forholdene. Han lovede, at for denne Opoffrelse skulde han bidrage Alt muligt, at jeg engang skulde blive virkelig Assistent. Se nu, nu har hans Død endnu mere gjort min Rejse umulig. Fortiden ligger jeg med begge Embederne her, har Wilkens’, H. Holms m. Fl. Boer under Behandling, har Dalls Auction, der beløb henimod 2000 Kroner, at incassere. Alt dette hviler haardt paa mig; hvorledes skal jeg faa Alt dette expederet til Foraaret, naar de ikke sende nye Assistenter ud. —
Nu kommer hertil, jeg kan ikke være det bekjendt at forlade Fortet, da Carstensen ikke er inde i Forholdene og ikke har overstaaet Klimatsygen. Mit Helbred gjør Krav paa Forandring af Luft, naar jeg ikke skal ligge under, men der hviler nu endnu større Pligt paa mig mod Konge og Fødeland,s. 290at blive, indtil Besætningen bliver noget completteret.
19*
Gjør mig dog den Tjeneste, kjære Behrens, at tale med Hr. Kammerraad Ohsten, som nu er Chef i Contoiret, og som Du ganske aaben kan lade dette Brev læse, om der kommer Forstærkning ud. Jeg bliver her, indtil jeg har Svar paa dette Brev fra Dig. De vil ej nægte Dig i Collegiet at sende mig et tyndt Brev, gjøre de det, imod Formodning, saa maa Du ved Hambroes *) i Kjøbenhavn se at faa et ud til mig over London, eller paa hvad anden Maade, Du kan finde Lejlighed. — Det er vel nok muligt, gode Svoger, at jeg af Grunde aldrig opnaar at blive virkelig Assistent, skjøndt jeg sandeligen har fortjent det, ligesaa godt som mange af mine Formænd „Artillerie Sergeanter“, men saa vil jeg heller ikke, som jeg skrev Dig i mit sidste Brev, blive her og tabe min Agtelse og Tillid i Negernes Øjne.
Jeg vil sandelig benytte mig af den Ret, der tilkommer mig, og snarest muligt indaande europæisk Luft, ja, jeg vil hellere som privat Mand leve her af en liden Pension end udsætte mig for at tabe Negerens Tillid, af hvem jeg daglig skal have lidt Fortjeneste ved Handelen for at subsistere s. 291her. Nej, gode Ven, Collegiet maa ikke forlange af en Mand, der opoffrer Helbred og efter faa Aar Livet, at han immer, atter og atter igjen skal træde tilbage. Negeren siger strax, han har snydt Kongen, han kommer snart i en Sølvkjede, og for den Karl maa vi tage os ivare, og med ham er ikke værd at handle, han duer ikke, og kort sagt alle de Skjeldsord, man daglig hører. Derfor gik Chenon herfra, derfor vil ingen ind i Tjenesten her, naar de skal gaa tilbage, og jeg gjør det sandeligen heller ikke. Vær Du uden Bekymring, gode Svoger, lidet har jeg tjent her; taber jeg ikke Tilliden hos Negerne, skal jeg nok ved Handelen sørge for mig og Mine og aarlig tænke paa min trængende Familie. Faar Du at høre af Hr. Ohsten, at jeg denne Gang heller intet Haab maa gjøre mig om Forfremmelse, og Du strax melder mig det, ser Du mig hjemme, saasnart nye Folk kan faas i Tjenesten, og disse ere komne ind i Forretningerne, næste Aar uden Hensyn til Aarstid. Jeg iler da med Glæde og mættet herfra.
Se saa kjære Ven. Nu har jeg sagt Dig min bestemte og urokkelige Mening; i det aller seneste 3 Maaneder efter, at jeg har modtaget Dit Svar herpaa, haaber jeg med Gud at være under Sejl. Har jeg derimod Godt at vente af et længere Ophold her, bør jeg anstrenge de faa endnu tilbageværende Kræfter.
Endnu nogle faa Linier. Jeg er i betydelig Gjeld s. 292til Familie og gode Venner med Besvarelsen af deres modtagne Breve. Opsættelsen er sandelig sket af gyldige Grunde. For det første har jeg levet i det Haab næste Sommer at tale personligen med Familien, Kammerherrens og Biskoppens i Viborg, Olsen i Randers og Seidelin i Ebeltoft; og for det Andet har Forretninger og min lille Handel ofte hindret mig i at expedere saa mange Breve. Sygdomme har jeg ofte været plaget af ; naar jeg saa er bleven vel, har mit Embede krævet hele min Tid, ofte fra Morgen 6 til Aften 5. Nu skulde Du engang være Vidne til mit Arbejde, det er næsten uoverkommeligt. Saa skal den hæve Gage, saa skal jeg i Pakhusene, saa skal jeg se efter Smedene, Snedkerne, Bødkerne, saa skal det gjøres, og saa skal det forandres. Alt dette og den Kgl. Plantages Tilsyn giver mig Arbejde i svær Mængde, og ofte forstyrres den Nattesøvn, jeg saa højligen kunde trænge til, og Dagen iforvejen havde glædet mig til. Jeg kan nu med Rolighed i næste Aar forlade mit Hjem, om det endogsaa skulde være paa længere Tid end et Aar. Mit Hus er saavidt complet færdig, at min Mulatinde kan besørge det Tilbageblevne færdiggjort til min Tilbagekomst. Hun besørger uden min Hjælp min lille Handel. Hvad der for mig er af stor Vigtighed, som ingen Anden har her, er, at min Mulatinde baade kan skrive, regne og læse.
Gode Svoger, jeg vilde af Hjertet ønske, at Du s. 293og min Familie kunde se, hvor godt jeg har det i mit Hus, hvor bekvemt og smukt Alt er hos mig. Der er kun een Skade ved det Hele, at jeg ikke kan flytte hele min Boutikke til Kjøbenhavn. Her maa jeg nu leve, og her maa jeg ogsaa dø. Livet hjemme vil aldrig kunne behage mig mere. Naar jeg kommer hjem, og Leveng *) skulde ønske at tage med mig ud igjen, vilde det glæde mig overordentlig. Jeg har vistnok sat 2000 Rbd. i Hus m. fl. Ting, og da han er ung, kunde det dog være, han kunde overleve mig og have Nytte af mit Arbejde. Jeg ser desværre daglig, at efter min Død vil den Bolig, der nu saa smukt staar opført, blive en Ruin, thi de Indfødte her kan uden Blankes Hjælp og Vejledning ej vedblive at vedligeholde en saadan Bygning, eller faa Slaverne, der tilhører mig, til at bestille Noget. Overtale ham dertil vil jeg langtifra; har han Lyst, kan han følge mig, og Gud kan og vil ogsaa holde hans Haand over ham, naar han fører et mere ordentligt Liv, end jeg har gjort her. Nu angrer jeg min Turen og Lystighed, men desværre for sildig.
Ved Du hvad Behrens, vi vil ikke moralisere mere over den Ting, men slutte dette Capitel med: „Den drukner ej, som hænges skal“. Du ler? Nu bedste Ven! Har Du besørget mine Ting med det forventende Skib herud i November? Jeg vil dog s. 294haabe det. De Gamle hjemme kan vel trænge igjen til 100 runde Specier. De skal heller ikke udeblive i næste Aar, og kan jeg afse mere, skal jeg ogsaa tænke paa andre Trængende. Lev nu vel! Hils Alle, Store og Smaa,
fra Din citrongule Svoger
W. Wulff.