Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1842-01-27)

L. Mynster til C. Hostrup.
Den 27de Jan. 1842,

Christian Hostrup! min kiere gamle Ven! hvorfor ere dog alle Ord imellem os døde hen? Hver Gang Tilfældet fører os i hinandens Nærhed, da troer jeg at læse i Dine Øine, og Du læser vist ogsaa i mine, at de giensidige Tanker om hinanden ikke ere døde hen, at Minderne fra de skiønne barnligt-poetiske Aar endnu bevarer den Enes Billede fast i den Andens Bryst. Men skal dog den eneste Levning af et Venskab, der var saa varmt og inderligt fra begge Sider, være nogle sieldne venlige Hilsener. I de sidste 2½ Aar har det stadigt været et af mine Luftcasteller for Fremtiden, hvorledes jeg engang, naar jeg var kommen til et Punct i min Udvikling, hvorpaa jeg havde noget Nyt at byde Dig, noget Andet end den gamle, livligt-barnagtige Personlighed, som fordum tiltrak Dig, men nu ikke vilde være nok for Dig, vilde skrive til Dig og spørge Dig, om Du atter vilde modtage mit Venskab, om jeg maatte stræbe s. 5i et fornyet Forhold at udslette den Periode af mit Liv, da jeg var Dig utro. Men denne Forudsætning, uden hvilken jeg ikke troede at burde nærme mig til Dig, vil rimeligviis bestandig udeblive; vilde jeg vente paa den, maatte jeg nok vente, til Livets Strømme længe havde ført os fra hinanden. Saa vil jeg da vove alligevel at skrive Dig et ret ærligt og hierteligt Brev til, det skal ikke have andet Øiemed end sig selv; Du kan maaskee ikke uden videre optage den afbrudte Traad, jeg skriver derfor ikke for at nøde Dig til at komme til mig; men nogle Venskabsord fra Dig eller engang igien at kunne række Dig Haanden og see Dig i Øiet — det kan maaskee blive mig til Deel for disse Linier, som jeg nu endelig tør begynde efter saa mangfoldige Gange at have foresat mig det og forkastet mit Forsæt.

Jeg veed det vel min kiere Ven! at jeg en Tidlang brød den Pagt, jeg i mit Hierte havde indgaaet med Dig for bestandigt. Det var mig, og ikke Dig, som først indgik den, jeg mindes tydeligt hiint Bal, hvor jeg afsondret fra den dandsende Vrimmel fortalte Dig, hvor meget jeg holdt af Dig, og hine Vers, hvori jeg bad om «en lille Deel af Din Fortrolighed.» Du har været min Ven i de Aar af mit Liv, da jeg var lykkeligst, da saa liden Reflection forstyrrede vor lykkelige Umiddelbarhed; og Du veed vel, hvor nær Du i min høieste Interesse var sammenflettet med Frederiksdal, med Oehlenschläger, med egoistiske Digterphantasier s. 6etc. Dette Foraar i mit Liv var ikke saa stakket, som Digterne ellers nævne Vaaren. Men der kom en Periode, da jeg med Forbittrelse saae tilbage til det venlige Foraar og ikke kunde plage mig selv nok med, at jeg saalænge havde beplantet min Vej blot med Violer. Martensens Forelæsninger gave mig med Eet, hvorvel jeg klart følte ikke at være et philosophisk Hoved, en umaadelig Lyst til al Studeren og Læsen, jeg forekom mig Intet at have lært endnu, og en urolig Følelse af «Das Leben ist kurz, die Kunst ist lang» giorde mig en Tidlang hvert Minut af min Tid saa helligt, at mit gamle Livselement: Venner og Theater kun syntes mig Forstyrrelser, der kom til de langt større Forstyrrelser af min egen Stundesløshed og megen ledige Phantaseren, med hvilken jeg aldrig fik Bugt, uagtet jeg hadede og forbandede den. Denne Periode kunde ifølge min Natur, der trænger meget til Livet, ikke vare længe, men i den var det, at jeg fik de sidste Linier, jeg har fra Din Haand. Jeg havde faaet et Par nye Venner, som deels tilstrækkeligt tilfredsstillede den Venskabsdrivt, som intet Øjeblik er uddød hos mig, deels mere hang sammen med min daværende Retning, — hvad skal jeg skrive mere? det Næste kan Du jo selv udfylde. At min Dom om Dig saavel i mit Hierte som for alle Andre stedse har været uforandret den samme, ligesaa afgiort agtelsesfuld som min første Erklæring til Dig var kierlighedsfuld, at jeg s. 7altsaa ikke kunde træffes af de Ord: «ikke være mig bekiendt i Andres Nærværelse», er jeg mig oprigtigt bevidst; — men at Din Omgang i hiin Tid var mig ligegyldig — at altsaa fra min Side Baandet var brudt, er lige saa vist. Da Du maaskee mærkede dette, ophørte Du at komme til mig, men vedblev at hilse mig med venlige Øine; jeg skammede mig over, at jeg var glad ved, at Du ikke kom til mig, og søgte at undgaae Dine Hilsener, hvis Venlighed var mig bebreidende (dette er den bogstaveligste Sandhed, og jeg troer, at Du vil kunne forstaae det, — den Fortolkning, jeg dengang gav Dig, var nogenlunde sand den Dag, jeg skrev den, men ellers unegteligt et Slags Nødløgn). Jeg vil ikke forsvare mig; hver Gang jeg hører Verden fordømme Troløshed i Kierlighed, der saa offentligt brændemærkes for Alles Øine, tænker jeg paa, hvor ofte Mennesker, der giælde for saare agtværdige, begaae Venskabsbrud, hvorom vel Conversationen og Rygterne tie stille, men som subjectivt neppe fortiene større Overbærelse. Men den gamle Følelse vaagnede snart; det var ikke Falskhed eller pia fraus i Erkiendelse af min Uret imod Dig, der bragte mig til at standse Dig i den Skov, hvori vi fordum paa en Vandring havde poetiseret og kritiseret, og som dengang gienlød af de smukke Toner: «Høie Nord fostred os til Brødre, Høie Nord.» Men det var uden Tvivl en Henflytning af Din Følelse i en bedre, mindre selvisk Barndomstid bevirket ved mange s. 8smaa nye venlige Forbindelser, ved Din i Øieblikket forhøiede Stemning, ved Venskab og Naturglæde, der bragte Dig til at svare mig saa kierligt, saa barnligt og forsonligt, som det endnu stedse klinger for mine Øren: «Jo? nu skal jeg komme.» Jeg ventede i mange Nu’er, naar jeg bedrøvet standsede i min Stræben, fordi min Evne var saa favnedybt under min Villie, og med vemodsfuld Erindring saae hen til min «gamle Tid», da jeg mindre «vaagede»», men mere «bad», at høre det banke paa min Dør: «nu kommer han,» og da i fornyet Venskab tale med ham om Gammelt og Nyt, om Løst og Fast; — men han havde udentvivl skammet sig meget over hiin Skovaftens Naivetet, over at der i hans livlige Løfte om at komme aldeles ikke var indtraadt den Betænkelighed: «mon jeg nu ogsaa kan være ganske vis paa at være umaadeligt, umaneerligt, ubeskriveligt velkommen?» De lundske vakkre Gossar reiste bort og med dem Barnligheden og Reflectionsløsheden; Hostrup reflecterede og nærmede sig aldrig mere L. — L. reflecterede, om han ikke skulde fornye sine Angreb, han blev begeistret, umiddelbar, vilde skrive kierlige Dithyramber — men han reflecterede igien og fandt, at det var rigtigst og fornuftigst at vente dermed til om flere Aar. Nu, den 27de Januar 1842, har Umiddelbarheden, som saa tidt ellers hos mig, seiret over Reflection en; naar nu blot ikke Reflectionen ender med at faae dette Brev forvandlet til Aske! — Kiere Ven! reflecteer nu blot ikke, som jeg nu s. 9atter giorde — og find ikke noget Spydigt i hvad jeg her har skrevet, læser Du det blot med Din naturlige Følelse, vil Du see, at jeg vælter næsten al Skylden paa mig selv. —

Men jeg kan, som Du engang har forekastet mig, have «mangen Fortrolig», eller rettere sagt: mangen Ven; thi kun een aldeles Fortrolig har jeg i mine tre sidste Aar havt ; men han var ogsaa en Saadan, at jeg for min egen Skyld egentlig ikke trængte til nogen Anden. Jeg har havt en forunderlig stor, herlig Ven, — hvis Fremtid jeg med Rette havde smykket med alle de Blomster, en sieldent begavet Aand og en grundstærk, ædel Characteer vilde have udstrøet derover, hvis ikke 23 Aar havde været det Tal, der skulde præges i hans Mindesteen. Han bar det samme Navn som jeg, og det sieldent ellers forenende Fætterskab førte os først sammen. Jeg veed ikke, om Du nogensinde har seet ham; jeg vilde ikke ønske det, thi han var En af dem, som udvikle sig indenfra udad, og først ende med at faae et ret harmoniskt Ydre og et ret tiltalende Væsen, og jeg vilde da frygte for Dig som for Alle, der kun kiendte ham overfladiskt, at jeg skulde synes overdrevent at male den Dødes Billede; jeg giemmer det dyrebare Billede i mit Hierte, thi naar jeg fremstiller det i Ord, forstaaer Ingen mig ret, som Ingen har forstaaetham. Klog, philosophisk, dybtgrandskende, poetisk, religiøs, brændende kierlig mod sine Venner, alle disse Egenskaber tillægges ham af Alle, der s. 10noget kiendte ham, og dog kiende de ham ikke. — Men jeg vil ikke begynde paa at give en Characteristik af ham; den vilde let opsvulme til hele «Erindringer». —

(15de Marts). Saa langt kom jeg, kiere gamle og maaskee — nye Ven! for over 1½ Maaned siden. Nu, da jeg i en anden Henseende er kommen et langt Skridt frem efter megen legemlig og aandelig Nød (skulde Du ønske at vide Noget derom, da maa den Ven, der overbringer Dig Dette, gierne fortælle Dig Alt hvad han vil) og jeg fryder mig i et stille frygtsomt Haab til Fremtiden, lever Kierligheden endnu mere levende i mit Hierte, og det længes efter at sende Dig en venlig Hilsen fra sit inderste Dyb. Hvad Aands- og Legemskraft jeg kan have gienerholdt og maa beholde, er det min strenge Pligt for det Første at anvende til det philisteragtige Maal: Examen, saa at jeg maa frygte paa denne Tid at anvende meget deraf paa kiere Forbindelser. — Hvor sandt det Baand var, der har været brudt, har ogsaa den Følelse hos os Begge beviist, hvorved vi skyede, uagtet vi vidste os i et venligt aandeligt Forhold til hinanden, at vexle ligegyldige Ord og Samtaler, hvor vi saaes, og følte Dette at være under vort gamle Forholds Værdighed. —

Skulde jeg tilsidst fortælle Dig Noget om mig selv, da vilde jeg sige Dig det, som nu er min Trøst og Selvfølelse under Tanken om meget paa en uheldig Maade spildt Liv: at det, Du og mine s. 11andre Venner vel egentlig have holdt af hos mig, det er i de Aar, vi have været skilte, blevet meget uddannet og forædlet, at det Hierte, der vel altid har været kierlighedsfuldt, er blevet meget mindre lunefuldt og egoistisk, og at det Inderste, Tænkemaaden er bleven langt sundere og dybere, selv om der i dens Fremtræden i Liv og Gierning kan have været meget Usundt. Du kan troe, at jeg har lært at være ydmyg og beskeden, og det passer ikke længer paa mig, hvad Du engang sagde, at «jeg holdt af Mennesker, eftersom de havde Sands for Poesie eller ikke», nu har jeg lært at udstrække min Kierlighed til de forskielligste Mennesker og har maaskee længe været tilbøielig til meest at skatte de Fortrin, der vare fiernest fra mine egne, og agte dygtige Prosaister mere end poetiske Mennesker, og derved naturligviis maattet agte mig selv meget lidt. Og Du, min egen kiere Ven! for hvem jeg just nu har maattet giøre mig skyldig i Selvroes (dette siger jeg til Undskyldning for den sidste halve Side, som er udgaaet af en alvorlig og derfor ikke forfængelig Fortrolighed), hvorledes lever Du? Jeg har altid trængt til at tænke mig ret klart ind i deres Liv, hvilke jeg har elsket; men til et Billede af Din senere Existents har jeg kun kunnet erholde saa faa Data. Jeg har hørt, at Du har været meget syg og endnu ikke er kommet Dig, jeg har hørt, men ikke faaet at see, om en Vaudeville, Du har forfattet, at Du er bleven Regentsianer og Contubernal, at Rungsted og s. 12Valdby have givet Dig Anledning til fornyede «Morgenvandringer», — at Du en Morgen, da Ussing traadte ind i Din Stue, meget omhyggeligt skiulte nogle Papirer. — Alt dette giver mig nu langtfra ikke nok Udbytte; men jeg er tillige vis paa, at Du endnu bestandigt er den samme kierlighedsfulde, livligt-receptive, harmoniske Personlighed, der allerede som Dreng samlede de forskielligste Aander omkring sig og af sig selv altid blev Middelpunctet (snart som Redacteur, snart som Vert) for deres Udaandelser baade i Skrivt og Tale, i «hvor hvert et Blad er ligt et Hierte». —

Hvad der maaskee kan passe paa os begge og end stedse giøre os nærbeslægtede, er den sidste deilige Strophe i Baggesens «Erindring». Passe end de 6 første Linier i langt høiere Grad paa mig end paa Dig, da tør vi dog vel begge med freidigt Mod istemme de to sidste, og forstaae vel ogsaa at give den rette — tildeels af hele Digtet fremgaaende — Commentar over det sidste Ord, — der har en stor og omfattende Betydning:

«Thi mangt et Held forsømte
Vi i vort korte Liv;
Selv mangen Pligt bortdrømte
Os Harpens Tidsfordriv.
Vi tabte, spildte, glemte
Hvad Verden har og veed.
Men — hvad vort Indre giemte,
Var Dig: Uskyldighed!»

Din Ludvig Mynster.