Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1842-08)

L. Mynster til C. Hostrup.
Roeskilde, Aug. 1842

— — Jeg føler naturligviis meget godt det Eensidige i, hvad jeg skrev om Digterne, skiøndt Alt, hvad jeg skrev, var Alvor. Prædicatet «stakkels» kan kun passe paa de reflecterende mellem dem, ikke paa Oehlenschläger, der slet ikke føler Collisionen, der vist i sin forunderlige Barnlighed aldrig prøver sit Levnet og Sind — aldrig føler sig utilfreds med sig selv. Hans skiønne Billeder, som saa ofte har henrevet mig, traadte inat skiønnere end nogensinde frem for min Anskuelse og straffede mig, fordi jeg havde fasthæftet det — forsvindende —·Vrængebillede paa Papiret. Han er vel hvad Hverdagsmennesker dadlende vilde kalde «et gammelt Barn»; men er s. 24det ikke fra een Side stort og beundringsværdigt, at en Mand giennem et langt Liv kan bevare al Barnets Uskyld og herlige friske Følelse? Han har giennem Livets Besmittelser bevaret en fuldkommen Hiertets Reenhed; som et Barn oprøres han ved alt Slet og Ureent, han hører eller seer, om det end er Noget, hvori han i Handling selv har giort sig skyldig; som et Barn føler han ved hver lille Ulykke, der møder hans Blik, ved hvert Dødsfald, han læser i Avisen, ved hver Tigger, han seer paa sin Trappe, som et Barn bliver han da i Alt, som fordrer practisk Modenhed, saa elskeligt ufornuftig (siger sine Piger op, og naar de græde, beholder han dem igien o. s. v.). Inspirationen er jo naturligviis heller ikke noget reent Overnaturligt, det Himmelske tager kun Bolig i et med det Himmelske væsentligt beslægtet Sind; nei! Oehlenschläger er aldrig «Digteren i Helvede», han er Digteren i Paradiset, i Edens Hauge (men denne er jo, som Tiden har erkiendt, i al sin Herlighed et underordnet Trin for Mennesket); hvor mangfoldige Gange hans Liv end plukker forbuden Frugt, hans inderste Væsen bevarer stedse sin justitia originalis. Et «gammelt Barn» er den, hvis livlige sangvinske Sielsbarndom ikke alle de tiltagende Aar udslette, og neppe engang modificere — og er et saadant Standpunct end mere Englenes, end de til Mere end Englene bestemte Mennesker, er det dog et deiligt Særsyn imellem dem, — om det end er en Engel med al den ved Menneske s. 25barnet klæbende Arvesynd, Egoisme og Begiærlighed.

Dem, der spørge: hvorledes er Oehlenschläger, er han et agtværdigt Menneske? skulde man blot svare: hvorledes er et Barn? er det et agtværdigt Menneske eller ikke? Som et Barn glemmer sin Uartighed, naar den er gaaet over, glemmer han sin Synd, ligesom den er begaaet; nu veed han neppe, at hans ægteskabelige Liv har været temmeligt stormfuldt, hans Erindring giemmer blot hans Livs Poesi, hverken dets Sorger eller Synder, og Præsterne vilde fordre af ham, at han skulde fornægte sin hele Genius, hvis de foreholdt ham, at ingen Synd var udslettet, at hver Synd krævede dyb Anger og Forsoning.

Nu haaber jeg, at du bedre forstaaer mine Udtalelser om Oehlenschläger. Der er nok af tørre, udbrændte, udfølte og udlevede Siele i vor Tid. Nok der have Anlæg til at naae den rædsomme Tilstand: «Kiede af at leve og frygtende for at døe,» eller rettere — da Begrebet Frygt dog indeholder en vis Friskhed — ikke gidende leve eller døe, — til at ikke ogsaa Mennesket Adam Oehlenschläger som deres Modbillede bør opbygge og glæde.

Din L. M.