Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1819/1879)

L. Mynster til C. Hostrup.
Uden Datum.

Kun til et lille Svar har jeg Tid og Lov, men haaber paa dig selv i Eftermiddag. Jeg har oftere været saa dristig at finde en Lighed i adskillige Henseender imellem os to, og jeg finder mig bestyrket heri ved, at jeg kan underskrive næsten hele dit Brev. Jeg har jo heller aldrig været forelsket i noget Fruentimmer, og jeg nyder altid i Billedhuggerkunsten noget Andet — og ikke nær saa Meget som de fleste Andre, fordi jeg mangler den egentlige Formsands. Jeg veed aldrig noget om en ung Piges Figur, er overhovedet «nebuløs» og «nihilistisk» — skiøndt jeg rigtignok har begyndt at have stor Interesse for den ydre Opfattelse og ofte været fortvivlet over min Kortsynethed. Jeg har aldrig seet, at Jomfru Petersen har stygge Fødder; — talrige Gange har jeg hørt det og besluttet at see efter, — men, seer jeg hende paa Scenen som Lunets Fee, faaer jeg ikke Tid til det. — Er der end noget Abstract i denne vor Spiritualitet, og have vi end overseet meget af det Legemlige, som skal opreises paa den yderste Dag, saa have vi dog vel ogsaa mere end de Fleste ignoreret — og ikke ladt vor aandelige Nydelse af Livet forstyrre af — det «Kiød og Blod, som ikke skal arve Guds Rige»; vi have allerede for vor Deel givet det dets evige Fordømmelse, og vor Mangel paa Opfattelsesevne for s. 38det Tilfældige i Menneskenes Ydre letter os Anticipationen og næsten den fulde «Skuen Ansigt til Ansigt» af σῶμα πυευματɩϰόν. Til dette hører dog nok iøvrigt mere end Øiet; Munden er ogsaa blandt andet en Tolk for Aandens Bevægelser, og dennes — Gestus ere mig ligesaa bekiendte og betydningsfulde i de Flestes Aasyn som Øiets. Men lad os kun bryde os mere om Aasynet end om Ansigtet. Madam Holst har Du ikke seet med tilstrækkelig skarpe Briller. Især da hun var yngre — stod hun for mig som et skiønnere og mere fuldendt Ideal — af en «reen Mø», end nogen Maler kunde skabe; det syntes mig, at Naturen her havde berøvet et Emne fra Kunstnerne paa samme Maade som Luthers opbevarede Ord og Skrivter have berøvet Digterne et Emne. Og deri er jo vist hendes Ansigts Formskiønhed et Moment, et classiskt Udtryk for det Aandelige (og saaledes troer jeg — for at tale i Rasmus Nielsens Maneer — at hendes Næse vil blive udødelig); — men Hovedsagen, det Deiligste hos hende er vist hendes Øie, hvilket synes mig at giemme mere Siel og Dybde end selv Fru Heibergs (med dets den Anden manglende Aand og Livlighed). Ved «Reenhed» tænker jeg mig ikke noget Negativt; den er næsten altid et ydre Afpræg af aandelig Varme (religiøs eller moralsk). — Jeg troer, at Madam Holst har — og jeg læser det i hendes Aasyn, — Kulde for Jorden, men Varme for Himlen. Inden hun var Moder, traadte det Første saa stærkt s. 39frem, at hun let maatte faae den Titulatur for hele sit Væsen: «kold»; og dog, naar en ret himmelsk Rolle begeistrede hende, straalede det Sidste saa klart, at f. Ex. hendes Johanne d’Arc, som jeg som Dreng har seet, med al dens Ufuldkommenhed i Declamation og anden Ukunstneriskhed, giorde et saadant religiøst og moralskt Indtryk paa mig, at jeg i det mindste i en Uge — næsten var over Jorden. Selv paa Bunden af hendes Stemmes jordiske Haardhed og Kulde kan jeg altid sandse en stille himmelsk Varme, en «Heiterkeit» og Ro, som jeg ogsaa læser i hendes Blikke. — Altsaa, da det er fuldkommen uretfærdigt at opstille Madam Holst som Repræsentant for den sielløse Formskiønhed, — skulde Du have skrevet: «jeg finder Fru Heiberg smukkere end Jomfru Holst (Madam Phister)». — Hvis jeg tør fordre den Hukommelse hos Dig, for hvad Du een Gang har seet, som jeg har, fordi jeg mange Gange har seet det, vil jeg spørge Dig, om hun ikke er elskelig, hvor hun, betragtende «det ubekiendte Mesterstykke» ^*)Tragedie af Lafont, opført første Gang 1841. Hoved-nersonen hedder Rolla.), udbryder: «nei! hun har Liv — hun aander — hun smiler — hun bevæger sig — hun taler — o Rolla! hun taler! — skiøndt just hun støder Formenthusiasterne ved kantede og ugraciøse Armbevægelser. — Alene hun og Madam Nielsen og Jomfru Petersen og Rosenkilde kunne røre mig. —

s. 40Jeg er meget mere musicalsk, end Du veed af. Jeg var for nogen Tid siden i et Selskab, hvor Capelmusicus P. sang nogle Folkesange, der giorde et saadant Indtryk paa mig, at Selskabs salen med Eet blev mig saa uendelig flau og bar, og jeg forundrede mig over, at de «Musicalske» strax derefter kunde conversere og piatte.

Din
L. M.