Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1844)

L. Mynster til C. Hostrup.
En Aften hos Oehlenschläger efter Gjenboernes Opførelse i Studenterforeningen. 1844

Oehlenschläger (til L. Mynster).

Hvad er det, de har havt for i Studenterforeningen? De har jo havt fat paa et Arbeide s. 43af Andersen, som endnu ikke er udgivet! — Det er en Student fra Regentsen, som hedder Hostrup. (Pludselig rørt). Det skal være et skikkeligt Menneske! Og Stykket skal forresten være moersomt. — (Med en pludselig indskydelse). Skylden er Petersens. — Han holder disse unge Mennesker for strengt. — De maae ikke synge. Herregud: denne skiønne Naturgave! — Naar saadanne Mennesker ikke faae en vis — lovbunden Frihed, indenfor visse Grændser, saa skeier de ud; — det er saa naturligt! — Jeg kan ikke begribe, at Din Fader vil have noget at bestille med denne Petersen. Han er Heibergs Fætter! Han er Secretair for det Maanedskrivt, hvor der altid staae saadanne fornemme, storsnudede Recensioner over mine Værker. — Det er vel for Konens Skyld. Hun er en skikkelig Kone — ligesom Fru Heiberg. (Rørt) De kan ikke giøre for det.

Er denne Hostrup saadan et skikkeligt Menneske ? — Kiender Du ham ? — Maaskee det Hele er uskyldigt. Heibergs Vaudeviller ere ogsaa uskyldige — de kan heller ikke giøre for det. — Andersen troer altid, at han kan gaae mere fri end Andre. For nogle Aar siden kom han styrtende op til mig som et fortvivlet Menneske — jeg skulde trøste ham! Det var for noget Sludder, Molbech havde skrevet i Maanedskrivtet om hans «Improvisator». — Trøst De mig — svarede jeg ham — for Baggesen, trøst De mig for Heiberg, trøst De mig for «Portefeuillen» over «Knud den Store». s. 44— Er Nogen bleven mishandlet, saa er det nok mig.

Jeg har i denne Tid skrevet en Romance om Iwan Wasiliewitch den Anden og nogle flere mindre Digte, som jeg vil forelæse nogle gode Venner. Jeg har tænkt at bede Din Fader og Tryde — (Pludselig forfærdet) De kan dog vel taale at være i Stue sammen? — Saadanne to Mænd, i saa nær forbundne, ansvarsfulde Embeder — det maa give Rivninger! — Men det er skikkelige Mænd begge To; — saa kan det gaae! — Det gik ikke med mig og Baggesen. Men han var heller ikke skikkelig — han var en Æsel — (siig ikke til Nogen, at jeg har sagt det!) Dog — han var et ulykkeligt, hiemløst Menneske. Jeg hader ham ikke. Jeg har plantet en Blomst paa hans Grav.

Du er ogsaa et skikkeligt Menneske — Du skal blive her i Aften og spille L’hombre. Du spiller en beskeden L’hombre. — William er kommen i den hæslige Vane at hovere, naar han giør Modspilleren Beet. Derved fordobles det ubehagelige Indtryk. Som vi Mennesker nu engang ere, er det os ikke ligegyldigt at blive Beet — af to — nei, af tre Grunde. For det Første: Æresfølelsen — den kommer i Bevægelse ved det Smaae som ved det Store. For det Andet: Pengetabet — skiøndt det har jo rigtignok her mindre at betyde, da vi ikke spille om Penge. For det Tredie: at vi forgieyes har anstrengt og forsvaret os; det giør altid ondt.– – Der kommer William. s. 45— Hør, William, Du maa skaffe mig at vide, naar de igien spille dette — «Gienboerne». Jeg vil saagu see det Stykke. — Jeg bryder mig ikke om Andersens Lamentering. — Og tag saa Kortene — og giv!

(William giver.)

Jeg hører, Du var henne at see «Tordenskjold» forleden: Parterret og Galleriet var nok udsolgt? — Det var smukt af dem. De har altid været mig hengivne. — Pas! —