Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1844-11-16)

C. Hostrup til L. Mynster (i Berlin).
16de Novbr. 1844

Tak for dit Brev, som jeg modtog paa Kokkedal sidst i forrige Uge. Jeg har imidlertid haft Flyttevrøvl og sidder da nu i Raadhuusstræde i et meget lille, men ganske fredeligt og hyggeligt Værelse. Jeg havde saa meget at svare og fortælle, men i disse Dage er det løbet sammen i mit Hoved, nu maa jeg prøve at sondre. — «Kjærlighed i Valdby» er et mig aldeles ubekjendt og uvedkommende Stykke, der oven i Kjøbet skal være yderst slet. Derimod har jeg skrevet lidt Jaskeri, betitlet «En Stump Nyt», der tilligemed Gjenboerne blev opført paa Hoftheatret til Benefice for Mantzius. Stumpen tog sig ret godt ud, men vakte en Deel Forargelse hos Høedt og hans Venner, da den for en stor Deel fik sit Indhold af Sammes «Studier».

s. 46Kristian Mantzius har længe ventet paa Vind for at komme til Norge, først igaar blev den saa gunstig, at han kunde rejse. Han var forsynet med en Attest fra Theaterdirectionen in pleno, der, forunderlig nok, priser hans Flid, Kunstbegejstring og Talent, saa hans Afskedigelse synes meget slet motiveret. (Dhr. Gundersen, Møller og Hultmann ere blevne kongelige Skuespillere). Iligemaade har han en smuk Attest fra Heiberg (der med sin Kone saae Gjenboerne forleden), der meget grundig udhæver hans mange Fortrin og kommer til det Resultat, at hans Talent har samme Omfang og Grad som Winsløv jun.s. Til Slutningen erklærer han det for et Tab for det danske Theater at miste Mantzius og lykønsker det norske til en saa begavet, dannet og begejstret Skuespiller. — Arentzen har jeg talt med et Par Gange, men er altid gaaet forstemt fra ham, da han aldrig har villet indlade sig nærmere med mig, men beholdt en høflig converserende Tone. Han hører bestandig Grundtvigs Prædikener, men har vel snarere lukket end aabnet sig for Humanitetens og Tidens Stemmer. — Det nye Drama «Gioachino» har jeg læst uden synderlig Fornøjelse, det hænger sammen som gule Ærter, Dictionen er meget mat, Alt er kun beregnet paa Theatereffekten. Selv Heiberg er misfornøjet dermed, og alle fornuftige Mennesker af mit Bekjendtskab (Fog, Arentzen, Mantzius) ere - utilfredse med det, men «Fædrelandet» og «Portefeuillen» roser det, og det spilles flere Gange hver s. 47Uge for propfuldt Huus. Derimod har jeg haft megen Fornøjelse af at see Scapins Skalkestykker (for 3die Gang) og et lille gammelt, naivt Syngestykke: Chalifen i Bagdad, item den mageløse Opera: Figaros Bryllup, hvis Musik er saa melodiøs og tillige saa dramatisk og forstaaelig, at hvis du skal nyde en Opera, saa maa det være den. — Jeg har haft et lille Sammentræf mit dem gelehrten dänischen Schriftsteller, Herrn P. L. Møller. Samme Mand vil udgive en Nytaarsgave og ønskede deri at optage den Scene af «en Stump Nyt», der handler om Høedt, men derpaa vilde jeg naturligviis ikke indlade mig. Studenterkomedier tænker jeg ikke paa at skrive, derimod har jeg for Tiden stor Lyst til at læse og skal en af de første Dage have fat paa Hagenbachs Kirkehistorie. Imidlertid har jeg for første Gang ordentlig læst «Mester Eckart», og skjøndt jeg greb den meest i Mangel af anden Lecture og just ikke har fundet noget mig Nyt eller Ubekjendt deri, har den lille smukke Bog dog glædet mig som en umaadelig klar Gjenfremstilling af de allerede halvdunkle Reminiscenser af min Examenslæsning. Heines «Neue Gedichte» har jeg rodet en Deel i og fundet en Smule Vittighed, men som kun var erhvervet paa al Sømmeligheds Bekostning, og jeg har ikke faaet Lyst til at gjøre noget nærmere Bekjendtskab med dem. Grundtvig har udgivet sine — forrige Vinter holdte — Forelæsninger i en «Brage-Snak», men den Mand forstaaer bedre at tale end at skrive, og skjøndt jeg s. 48endnu kun har gjort et løseligt Bekjendtskab med Bogen, saa synes det mig dog kjendeligt, at den langt fra kan maale sig med hans meget morsomme Forelæsninger. — Selskabet Lyceum, som du vel kjender af Navn, har ved Fog indbudt mig til at indtræde deri. Sagen var betænkelig. Selskabets Formaal er at disputere, og det kan jeg ikke, tilmed at disputere paa Latin; og det kan jeg endnu mindre; men netop derfor har jeg modtaget det. Tonen skal være aldeles gemytlig, og jeg kan maaskee der lære Noget af det, som jeg saameget trænger til. Fog, hos hvem jeg var forleden, forhørte sig med stor Interesse om dig og om Docenterne i Berlin o. s. v. Han studerer for Tiden Hegels Logik og fortalte mig, at han flere Gange havde været nærved at fortvivle over Dunkelheden deri.

Jeg har i denne Tid en lille Kontubernal, min Elev August, og dette har saa levende sat mig tilbage i Regentsforholdene, at jeg flere Gange, mens jeg skriver, har haft et Spørgsmaal paa Læberne til Edvard ^*)Edvard Black, Hostrups Kontubernal paa Regensen., men idet jeg har vendt mig for at tale, er jeg smertelig bleven revet ud af Illusionen. Her er ikke noget rigtigt Kjøbenhavn mere, siden han er borte, og jeg savner en fortrolig Ven. Mellem Arentzen og mig er det blevet koldt og fremmed, — du er langt borte, og kun, naar jeg er hos min Moder og mine Søstre, svinder s. 49den Ensomhedsfølelse, der er over mig, men maaskee jeg her skal finde mit Kloster — her, hvor jeg hverken har Venner til at lede eller vildlede mig, her lærer jeg maaskee bedre at tænke paa egen Haand og gaae min egen Gang og faae et fast Fodfæste, hvorfra ikke en Engel fra Himmelen kan rykke mig. Jeg maa lære at oversætte min Poesi i Prosa, mine Drømme i Gjerning, mit Phantasiliv i Villiesliv. —

(19de Novbr.) Skibet, som Mantzius i Fredags sejlede bort med, vendte i Løverdags tilbage paa Grund af Modvind, og nu gaaer han igjen og venter paa Vind. Vi var sammen i Aftes i Theatret. Han har i Sinde at spille Tony i «Fejltagelserne», som jeg troer — af nogle foresagte Replikker — maa ligge for ham.

I Studenternes Samliv deeltager jeg nu ikke synderlig. Mit Renommé som Studenterpoet og gemytlig Fyr er mig tidt mere til Besvær end til Fornøjelse. Jeg vil helst være ubemærket, og det er mig imod, naar mig ubekjendte Personer mene at smigre mig ved at opvarte mig med Allusioner til mine Viser (i denne Tid gaaer Stumpen igjen). En Roes har dog været mig kjærkommen, nemlig Heibergs, som (dog ikke til mig selv) har ytret, at Gjenboerne havde fornøjet ham meget, og at Meget i det Stykke var for godt til blot et Par Gange at more nogle Studenter.

— Ja, jeg føler nok, at det ikke er lykkedes mig at samle mig tilstrækkelig til at skrive et for s. 50nuftigt Brev, næste Gang, naar jeg er kommen lidt mere til Ro, bliver det vel bedre. Lev vel —

Din
Chr. H.