Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1845-07)

C. Hostrup til L. Mynster.
Kokkedal, Juli 1845

Et alvorligt Ord vilde du have, men i dette Øjeblik har jeg det ikke. Der er kun een Tanke, der fylder mig, den samme, der nu lever i hele Landet, fordi den i disse Dage har gjort Undergjerninger, har gjort Spidsborgere til Idealister, Guldets Slaver opofrende, Øjeblikkets Børn stærke i at haabe. Ja, du har naturligviis allerede hørt om det kjøbenhavnske Studentermøde, der ikke som Upsalatoget var en Spaadom, men et Vendepunkt, et fuldgyldigt uimodsigeligt Vidnesbyrd for Skandinavismens Magt. For første Gang har jeg i disse Dage seet det danske Folk træde op som een kraftig Person i en Samvirken uden Lige ; Borgerne, de fattige som de rige, Kvinderne, Studenterne, Bønderne og Daglejerne have bøjet sig for Ideens Vælde. De svenske og norske Gjæster (over femhundrede) bleve modtagne saaledes, at jeg har lært at højagte det Folk, hvortil jeg hører, Haandværkere og Kjøbmænd, ja selv Sjovere tog ingen Betaling af dem, ikke een Mislyd forstyrrede den 6 Dages Fest. Dog Mislyden kom, og ovenpaa den fuldkomne Harmoni desto mere skjærende, fra det Parti, der under den almindelige Glæde viselig havde stukket Piben i Sækken, fra Regjeringen og Aristokraterne, de Sidste omgaaes jeg daglig med, og fast i min Tro paa Studenternes verdenshistoriske Bedrift, kæmper jeg haardnakket med dekorerede s. 73Personer, hvis Fædreland er Spisekammeret eller Modebutikken, hvis Begejstring ikke gaaer højere end til Jomfru Nielsens Been, og som jeg har hørt paastaae, at det danske Sprog er en Dialekt af det tydske. Regjeringens Fremgangsmaade, at Afskedssangen blev beslaglagt, fordi der staaer Ordene «Nordens Eenhed» deri, at Poulsen, Pastor Helveg og Lehmann for tre smukke og sande Taler ere blevne anklagede, og den sidste suspenderet fra sit Embede — alt dette har du vel hørt, og det har vel neppe interesseret dig synderligt — men jeg har med Andagt lyttet til dem (Poulsens var den bedste, jeg har hørt af ham), jeg har jublet over dem i den salige Tro, at derom var Folk og Fyrste nu enige, og derfor har dette Eftersmæk krænket mig, som om det var mig selv, der var bleven forkjættret. Af de øvrige Taler, som du vel læser, gjorde Grundtvigs og Afzelius’ (den berømte svenske Sagafortæller) stærkest Indtryk paa mig — Monrads dog ikke mindre — og i det Hele var alle Talerne, ogsaa de norske Studenter, — deres Plads voxen. Jeg har stiftet nærmere Bekjendtskab med nogle opvakte og dygtige norske Theologer, der have det Fortrin for Svenskerne, at de have læst det Samme som vi — paa samme Maade som vi — selv Søren Kierkegaard — og som — troer jeg — have det Fortrin for os, at de istedetfor det hurtige Omløb og Overblikket have den større Udholdenhed, Grundighed og Villieskraft. I Festens Dage udkom der «En ganske ny s. 74og fornøjelig Vise om de svenske, norske og danske Studenter, som mødtes i Kjøbenhavn, af Olsen, Snedker. Trykt i det samme mærkværdige Aar hos J. Behrend», som lyder saaledes:

I Kjøbenhavn man fryder sig, alt hvad man kan,
Paa Glæden ej længer man venter,
Thi trende gode Skibe har bragt til vort Land
De svenske og norske Studenter.
En herlig Kapital der stikker dog deri,
Og Ladningen, min Sandten, har kostelig Værdi,
Allermeest kanskee
Dog for Studenterne,
Men vel og for hver,
Som haver Norden kjær,
De bringe Haab og Ungdom fra Strand og til Strand,
Og den Kapital bringer Renter.

Thi var der trende Brødre, man tydelig seer,
At de burde enige være
Og hjælpe saa hverandre paa bedste Maneer
At gjøre Familien Ære.
Om Rigerne er tre, er Landet dog kun eet,
Og er vi ogsaa adskilt, er Sundet ikke bredt;
Smallest det kanskee
Er for Studenterne,
Dog ej bredt for hver,
Som haver Norden kjær;
Thi fire Mile bli’er som et eneste Kvarteer,
Naar Hjerterne sammen os bære.

Lad os da stræbe fremad med Haand og med Ord
Og følges i Sorg og i Gammen,
Og er vi end saa ringe, som Tydskerne troer,
Saa slaae vore Pjalter vi sammen.

s. 75Og bruge vi til Eet den Kraft, som Gud os gav,
Saa skal I see, der kommer nok noget Godt deraf.
Ikke dog kanskee
Blot for Studenterne,
Men vel og for hver,
Som haver Norden kjær;
Og hvis ej Norden bliver heel mægtig og stor,
See, saa er det os, som har Skammen.

Og komme vore Fjender, de kyser os ej,
Nej, enig i Kampen vi drage,
Og vise dem saa høflig den nærmeste Vej,
Hvorad de kan rejse tilbage.
Vil Tydsken ta’ vor Sjæl, og Russen ta’ vor Krop,
Saa er der dog vel Nogle, som nok vil sige «Stop»!
Ikke blot kanskee
Iblandt Studenterne,
Nej, det vil enhver,
Som haver Norden kjær,
Og Nordens Høst kan blive saa rig som dens Maj,
Naar Fuglene af Kornet vi jage.

Og hør nu, I Studenter, som sejlede herhid
Og nu vandre Broder med Broder,
Som glemte gammelt Fjendskab og nu kun føre Strid
Om, hvem der har de stærkeste Ho’der!
Vi sige Eder Tak for Eders raske Flugt,
Thi hvad som I har gjort, det er baade stort og smukt,
Og det seer kanskee
Ej blot Studenterne,
Nej det fatter hver,
Som haver Norden kjær,
Og vi vil nu med Eder gjøre Alderdommen blid
For Norden, vor elskede Moder!

s. 76Denne Vise, hvis Bestemmelse det var at prædike Skandinavisme for Menigmand (og som naturligviis er af mig selv), har haft en umaadelig Afsætning og vil derfor, som jeg haaber, ikke være uden Frugter, da dens Tankegang vel ikke ligger for højt for Nogen, og den har en vis stille dansk Hjertelighed eller rettere sagt Inderlighed, som betager det naive Udtryk sin Latterlighed (ubeskedent talt). Skulde en Anden have sendt dig den, saa beder jeg om Forladelse for den store Plads, den har fyldt, men jeg ønskede nu at lade dig vide, hvorledes det stod sig med Forfatteren i disse forunderlig bevægede Dage.

Skal jeg ellers gjøre dig Regnskab for min lange Tavshed, har jeg ikke meget at sige. Midt i min stærke Foraarslængsel i Slutningen af mit Ophold i Kjøbenhavn, skrev jeg en lille Vaudeville, «Intrigerne», i et veldædigt Øjemed, der fortræffeligt opført af Studenter tog sig ypperligt ud, skjøndt den var et Hastværksarbejde (paa 8 Dage i det Hele). Jeg har den Plan engang efter et Gjennemsyn at bringe den paa det store Theater. Lige efter dette Arbejde kom jeg herud, da Skoven begyndte at springe ud, og i den «unge Natur» fandt jeg, hvad jeg nærmest trængte til, Mod og Trøst; hele min Fritid tilbragte jeg under aaben Himmel, jeg fik et Øje for det grønne Liv, et Øre for Skovens Stilhed og Havets tungsindige Aandedrag om Aftenen, som jeg aldrig har haft før, og endnu er jeg intetsteds hjemme, som naar jeg er s. 77det eneste Menneske paa Jorden, Adam, der med stille Forundring betragter Skabningens Underværker. ^*)Slutningen mangler.