Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Ingemann, Bernhard Severin FRA: Houstrup, Jens Christian (1847-04-27)

C. Hostrup til Ingemann.
27de April 1847

Atter maa jeg besvære Etatsraaden med et Brev, men denne Gang er det i en Sag, hvori jeg forud veed at turde regne paa Deres Deeltagelse.

En af mine Bekjendte, Gerson, udgav til for et Par Maaneder siden et Maanedsskrift for Børn. s. 95En Dag kom en lille Dreng op til ham og leverede ham et Digt som Bidrag til Maanedsskriftet med de Ord: «Jeg skulde hilse og sige Værsgo!» Gerson fandt Digtet smukt, men ønskede et Par Linier forandrede, hvorfor han svarede Drengen, at han ikke kunde optage det, inden han havde talt med Forfatteren. Drengen gik bort med den Besked, men kom den næste Dag igjen og tilstod, at han selv havde skrevet det. For at prøve ham angav Gerson, hvad han ønskede forandret, og Drengen rettede det i hans Nærværelse i et Øjeblik. Denne lille fjortenaars Digter hedder Valdemar Wille og er en Søn af Krigsraad Wille, der, saa vidt jeg veed, er Lærer ved Wajsenhuset og en militær Almueskole.

Jeg, som havde lidt Mistro til slige Vidunderbørn, fordi det saa tidt har vist sig, at de ikke senere holde, hvad de love, og fordi Overmodenhed forekom mig unaturlig og farlig, jeg brød mig ikke videre om Sagen. Men da jeg for et Par Uger siden traf Drengen selv og saae nogle af hans Digte, da følte jeg, at. jeg havde Uret. Han er endnu ganske et Barn og vil ikke være andet; hans Digte ere simple og barnlige, næsten alle af religiøst Indhold; alle, der have læst med ham, give ham det Vidnesbyrd, at han er et Mønster paa en Elev, dygtig og grundig i enhver Henseende. I Wajsenhuusskolen, hvori han endnu gaaer, har han røbet et ualmindeligt Tegnetalent, hvilket gav hans Fader den Tanke, at der maaskee s. 96stak en vordende Maler i ham; imidlertid er det ikke det, han higer efter, hans Sjæl er opfyldt af en brændende Lærelyst. Blot paa Grund af denne, i Forbindelse med hans udmærkede Hoved, og uden Hensyn til hans poetiske Begavelse, hvorom man naturligviis intet kan dømme, er det mig indlysende, at han bør studere, og Gerson og jeg og en Ven til, som deelte vor Interesse, have i den Anledning henvendt os til Faderen. Denne erklærede, at han deelte vort Ønske; men selv om vi kunde skaffe hans Søn frit ind i en lærd Skole her i Kjøbenhavn, havde han, som sad i et lille Embede med 8 Børn, ikke Raad til at føde Sønnen saa længe, til han kunde blive Student; hans Plan var derfor at forsøge at faae ham frit ind paa Landkadet-Akademiet. Denne Plan er naturligviis den unge fredelige Læsehest en Rædsel og har kostet ham mange Taarer, og vi, der ikke vilde svigte ham paa Halvvejen, have lagt vore Hoveder i Blød og søgt Raad hos Etatsraad Sibbern, som da ogsaa med sin sædvanlige elskværdige Humanitet har gaaet ind paa vore Planer og lovet os sin Bistand. Saa meget fik vi afgjort, at Drengen til Majmaaneds Begyndelse skal forlade Skolen for ved fem Privatlæreres forenede Kræfter i Sommer at bringes saa vidt som muligt, og jeg skulde dernæst forhøre hos Etatsraaden, om der er Fripladser at erholde ved Sorø Akademi, og hvorledes vi da skulde bære os ad for at forskaffe vor lille Myndling en saadan.

s. 97Det var, hvad jeg havde at sige, hvad jeg burde have fremstillet ganske anderledes livligt og varmt, men jeg trøster mig ved, at Sagen vil anbefale sig selv. Det er haardt, om en dygtig og begavet Natur skulde tvinges stik imod sin egen Bestemmelse og indre Trang, og jeg er overbeviist om, at Etatsraaden, selv om De ikke har nogen Vej at vise os, vil tilgive mig det lange Brev, hvormed jeg plager Dem ^*)Ingemanns Svar paa dette Brev findes ikke..

Deres ærbødige
C. Hostrup.