Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1849-07)

C. Hostrup til L. Mynster.
Juli 1849

Nu sidder jeg da igjen i min hyggelige Ro og er godt fornøjet dermed. Dine Kommissioner har jeg udrettet, og i Søndags var jeg hos din Familie. Din Moder var meget bekymret over, at jeg havde forladt dig — noget, hvorover jeg ingen Samvittighedsnag har følt, men jeg troer, det lykkedes mig at berolige hende lidt med Hensyn til din Eensomhed.

Nu er vort Kontubernalskab da forbi, og jeg har nu ved Tankerne derpaa Grund baade til Glæde — og til Utilfredshed med mig selv, for det er mig indlysende, at jeg ikke blev dig den Rejsefælle, som du havde ventet, at jeg oftest var dig unyttig og ofte maaskee endogsaa til Besvær. Og jeg føler, at jeg ikke heelt kan frikjende mig selv, men kjære Ven! min Letsindighed har meest været tilsyneladende, thi ogsaa jeg har haft mine Bekymringer, og jeg har adskilligt at fremføre til min Undskyldning. I det Hele haaber jeg, at vort Venskab ikke har lidt ved det snevrere Samliv. Trods den Frygt, du et Par Gange har ytret, er min Kjærlighed og Agtelse for dig stegen derved, s. 119at jeg stærkere har følt Vægten af det Onde, som du har at kæmpe med. Der har været Øjeblikke i Begyndelsen af vor Rejse, hvor du var mig uforstaaelig; jeg anede ikke, hvor syg du var; men havde jeg dengang været paa det Rene dermed, vilde mange Fejlgreb og megen tilsyneladende Haard - hed fra min Side have været undgaaet. Nu kan jeg kun af Hjertet bede dig tilgive mig, hvad jeg vitterlig eller uvitterlig har forbrudt, og bede dig stole paa mit Ord, at dit Vee og Vel har ligget og ligger mig paa Hjertet ligesaa meget som nogensinde før.

Men fremfor Alt, kjære Ven, maa jeg takke dig for den dejlige Rejse. Har dit Udbytte af den ikke været stort (jeg vil dog haabe, at det bliver noget), saa har mit været desto større, og jeg føler mig i alle Henseender forunderlig vakt og styrket. Ved Hjemkomsten hertil traf jeg Martensens Dogmatik, som jeg har begyndt at gjøre Bekjendtskab med, og den har givet mig Lyst til at fornye mit gamle Forhold til Theologien, som jeg i lang Tid utilgiveligt har forsømt. Skulde det ikke endnu kunne lykkes mig at blive Præst, det drages jeg dog atter og atter hen til, skjøndt Forfatterskabet har slaaet saa stor en Klo i mig. At leve af dette staaer ofte for mig som en rædsom Letsindighed; det Spørgsmaal opstaaer pludselig hos mig, om det ikke er forbi ; om ikke min Produktionsevne er standset. Da beslutter jeg altid eet Forsøg s. 120endnu, og hvis det mislykkes, saa holde vi op. Men det var maaskee bedst at bryde af strax.

Gid du maa finde et behageligt og styrkende Opholdssted deroppe i det smukke golde Land. Glem ikke paa Tilbagevejen at besøge Bernhofts og bringe dem min hjertelige Hilsen. Præsten har allerede faaet Brev fra mig, og Damerne nogle Noder. Du kan sige dem, at det er mit Alvor med mit Løfte at besøge dem, naar jeg atter kommer til Norge, og Alvor med min Lyst til at besøge Norge endnu engang. Og lev saa vel, og kom snart styrket tilbage.

Din
C. Hostrup.