Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Nicolaysen, Vilhelm Bernhoft FRA: Houstrup, Jens Christian (1851-12-31)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Nytaarsaften 1851

Jeg saae af Christianiaposten, at du, kjære Ven, som en Helt havde overstaaet Examen, og jeg tænkte allerede den Gang paa strax at udtale min Glæde og Deeltagelse i en Epistel til dig, men saa kom Julen med dens Juletræer og Selskabelighed, og saa blev det ikke til noget. Nu kommer jeg paa den sidste Dag i det gamle Aar og takker dig for det, der svandt, og haaber om det nye, at om det end skiller os stærkere i Rummet, saa vil det dog i det Væsentlige bringe os nærmere sammen. Friske og varme Mennesker, som du og jeg og vore fælles Venner histoppe og hernede, trænge til at holde sammen i en ufrisk og hjerteløs Tid, og unge Mænd med sand Begejstring, med reen Ærefrygt for det høje Aandelige, maa i en kræmmeragtig, materialistisk og livsled Slægt føle sig kaldede til at danne et Udvalg, der kan bevare det Hellige ubesmittet til en mindre forvirret og mere lykkelig Efterslægt. Troe ikke, at det er min Mening, at vi Danske eller I Norske ere sjunkne dybere ned i Raaheden end den øvrige Verden, tvertimod er det min Overbeviisning, at Livsfunkerne brænde vel saa klart her i Norden, som noget andet Sted, men skidt er det dog, min søde Bror, baade hos Jer og hos os, og saa længe til de store Aander komme, som skal blæse et nyt Liv i Cadaveret, maa vi Smaafolk s. 152paa egen Haand føre en Guerillakrig mod Blaseertheden og hele dens Følge af onde Aander. Gud skee Lov! vi har en stor Støtte i Damerne, som jeg elsker — jeg tør sige — med et attenaarigt Hjerte. Leve Nordens Kvinder! – – Men alligevel har Tidens Forstyrrelse ogsaa virket paa Kvindekjønnet, og ligesom man nutildags skal finde flere store Kvinder og smaa Mænd end tidligere, saaledes træffer man vist ogsaa nu flere mandige Kvinder og kvindelige Mænd. Som en Prøve paa de første, disse Kulturdamer, som, hvor interessante de end ere, gjøre et frastødende Indtryk paa mig, vil jeg nævne vor fælles Bekjendt, *** (som du forhaabentlig ikke er forelsket i); det er muligt, at hun er i Besiddelse af al anden menneskelig Elskværdighed, men den kvindelige har hun ikke. Adolf Knudsen ^*)Senere Højskoleforstander. derimod, dette rene, bløde Menneske, hvis Sjæl er uden Svig, men uden Energi, har i Grunden en heel kvindelig Natur. Vi holde alle inderlig meget af ham, men ere ogsaa lidt bekymrede for ham, thi en Mand maa dog selv bane sig en Vej, og kan ikke blive ledet af andre. Jeg havde en Tid haabet, at det skulde hjælpe, naar han blev forelsket, men ak! — han er saa meget Kvinde, at han neppe kan blive forelsket i andre end Mandfolk eller gamle Koner.

Hvis jeg skulde være borte, naar du kommer hertil, maa du med en af Vennerne besøge Winsløw ^*)Boede den Gang hos Hostrups Moder., s. 153for at min Moder og mine Søstre ogsaa kan faae den altid omtalte Nicolaysen at see, hvis Skaal bliver drukken, saasnart vi ere samlede (sidste Gang Juleaften). Hils Bøgh og siig ham, at han er et Vidunder af Elskværdighed, men han vilde være det endnu mere, hvis han en Gang sendte sine smægtende Venner hernede et Trøstens Ord. Hils alle de norske Venner og -inder, du træffer paa. Og saa lev vel, du prægtige Fyr! der har saa meget af det Kvindelige, som en Ungersvend skal have, og saa meget af det Mandige, som er godt og nødvendigt. Glædeligt Nytaar!

Din
C. Hostrup.