Florens. 16. Novbr. 1852
For at I ikke skal troe, at jeg er falden i Røverkløer, skriver jeg til eder Dagen efter, at jeg er kommen til Florens. Jeg har lige strax faaet denne By kjær; jeg har her naaet, hvad jeg hele Tiden har længtes efter, men ingensteds rigtig fundet, Sommer. Vi havde smukke Dage i Wien s. 186og Venedig; der var tidt for varmt i Solen til Overfrakke, men Luften var alligevel kølig; her derimod er lige fra Morgenstunden som en mild Junidag, det er da endelig Italien. Da vi blive her i 14 Dage, har vi faaet den gode Idee at søge Privatlogi og har da ogsaa let fundet et saadant paa to Værelser hos Signora Giustini (Enke med, som det synes, tre voxne Børn, en Søn og to Døtre) paa Piazza del Granduca (ved Siden af den bedste Maleriog Antiksamling) for 2 Specier for hver i 14 Dage. Det er gemytlige og venlige Folk, som det morer os at tale det italienske Billedsprog med — halvt med Tegn og halvt med Ord. — Vi drog da fra Mantua med Vetturin og havde til Rejsekammerat en italiensk Kjøbmand, en dannet og høflig Mand, som endogsaa vidste, hvad der var sjeldent nok i Sydtydskland, hvor Danmark laa, og at det ikke var langt borte fra Norge og Sverrig. Paa en Færge kom vi over Pofloden og passerede derpaa de Modenesiske Toldembedsmænd, som ligefrem i al Høflighed fortalte os, at vi hver maatte give dem en Mark, for ellers lod de Vognen pakke af og vore Kufferter undersøge. Marken fik de da ogsaa og bleve saa yderst forbindtlige. I Modena fik vi godt Nattekvarteer paa Vetturinens Regning og besaae den næste Morgen Hertugens Palads og ikke betydelige Billedgalleri. Custoden, som viste om, fortalte med ægte italiensk Praleri, at alle deres Raphaeler og Correggier o.s.v. vare indpakkede paa Grund af en s. 187Omflytning. Heldigviis vidste vi, at der slet ikke var nogen saadan der. Kl. 12 kjørte vi til Bologna. Pavens Toldbetjente blev ogsaa bestukne, og vi kom i Mørkningen lykkelig til den gamle Universitetsby. NB. Universitetet saae vi kun udenpaa, men derimod besøgte vi om Søndagen et Par smukke Kirker og besaae den fortræffelige Malerisamling, hvor Guido Reni og hans Skole spiller Hovedrollen, men hvor der ogsaa findes Raphaels hellige Cæcilia (omtalt i Correggio) og prægtige Stykker af Albani, Francesco Francia og Domenichino. I Bologna, som foruden sine skjæve grimme Taarne er mærkelig ved den dobbelte Række af Buegange, som danner Fortougene i næsten alle Gader, og sine ypperlige Viindruer, blev vi hele Søndagen, og var for første Gang inde paa en rigtig italiensk Locanda, hvor man faaer sit Brød og Ost med Viin og Frugter i et stort Køkken. Vi var ogsaa i Operaen og hørte en smuk Tenor og en meget smuk Sopran i Bellinis «Puritanerne». Mandag Morgen Kl. 4 kjørte vi med Diligencen over Appeninerne. Vi havde heldigviis valgt den billigste Plads ovenpaa, med en Kaleske over, som vi kunde slaae tilbage, og havde saaledes fri Udsigt. Paa de smalle Veie langs med svimlende Afgrunde gik det med sex Heste næsten bestandig i Carriere, især, da vi havde naaet den øverste Top og foer ned til den store Dal, hvori Florens ligger. Kudskene her er et højrøstet Folkefærd, de skrige uafladeligt for at s. 188faae Hestene fremad, og afbryde kun Brølene en Gang imellem for at synge en Stump af en Folkevise eller gjøre Cour til en eller anden kjøn Bondepige, som gaaer forbi. I Pistoja spiste vi til Middag og tog saa derfra paa Jernbanen til Florens. Det var mørkt, da vi kom hertil, og efter alt det Vrøvl, som altid i Italien er forbundet med at søge Huus, vare vi ikke videre godt stemte og gjorde os ikke store Forventninger. Men imorges, da vi aabnede Vinduerne, strømmede den lifligste Sommerluft os imøde. Blomsterpigerne mødte os med tusindfarvede Blomster, og Opslagene paa Husene lokkede os strax til at søge Privatlogi. Nu sidde vi for første Gang hver i sit Værelse ; — foran mig paa Bordet har jeg en antik Messinglampe med to Blus, og jeg har en Følelse af Hyggelighed, som man aldrig faaer paa et Hotel. Vor Værtinde har ogsaa med italiensk Ugeneerthed ført os lige ind i sin Familie, idet vi har Gjennemgang igjennem Familiens Spisestue. Dem generer det øjensynligt ikke det mindste, og os kan det kun more. Døtrene er ikke synderlig smukke, og Sønnen synes at være Sanger; i alt Fald sidder han ved et Klaveer og skriger op af fuld Hals; maaskee han endogsaa er en Kunstbroder.
(Torsdag Morgen.)
Da jeg ikke kan finde mig i at ligge i en Dragkisteskuffe, saaledes som Italienerne gjøre, aabner jeg altid om Natten Vinduesskodderne. Man er nemlig her bange for Varmen og Lyset, s. 189og har derfor for hvert Fag, yderst — grønne Jalousier af Træ, dernæst Ruder og saa indvendige Skodder. Vinduer og Skodder aabner man om Dagen og lader almindeligviis Jalousierne være lukkede, hvilket giver Værelset en ret hyggelig Tusmørkebelysning til at dovne — men ikke til at arbejde i. Men vi lukke ikke Jalousierne om Dagen eller Skodderne om Natten, og Følgen deraf var, at jeg i Nat blev vækket af et heftigt Tordenvejr. Lyn fulgte paa Lyn, og Tordenen drønede igjen fra Bjergene; men her i disse Steenhuse, hvor kun Døre og Vinduer ere af Træ, frygter man ikke for Ildebrand, og derfor sov Husets Beboere ogsaa ganske rolig uden at bryde sig om Uvejret. Det lader for Resten til at være voldsom Regn her hver Nat, medens det er Solskin om Dagen ; men paa de flisebelagte Gader bliver det hurtig tørt igjen, saa man opsætter blot sine Spadsereture til om Eftermiddagen, hvad der ogsaa passer bedst med Besøgene i Gallerierne, der ere aabne hver Formiddag. I Palazzo degli Uffizi, vor Nabo, har jeg været et Par Timer idag, og skal derhen igjen om lidt; det er den største og fortrinligste Malerisamling, jeg har seet. Raphaels og Corregios Madonnaer troer jeg, at jeg vil faae størst Glæde af, ja, jeg maa da ikke forglemme den store Samling af antikke Billedhuggerarbejder: den medicæiske Venus og Niobe-Gruppen og saa mange andre Herligheder, som man saa ofte har hørt om, men aldrig ventet at faae at see i Originalen. s. 190Jeg faaer nok at gjøre med at see alt Sligt i de 14 Dage, jeg bliver i denne herlige By. Toskana er det bedst regerede Land i Italien; her høres aldrig Røverier og sees næsten ingen Tiggere, ja paa Malerisamlingerne er det Omviserne forbudt at tage imod Drikkepenge. Jeg fik strax en behagelig Fornemmelse af den gode Orden, da Toldbetjenten paa Grændsen med et forbindtligt Smiil tilbageviste min Bestikkelse (han blev ikke vred, da han jo vidste, at det var Skik og Brug i Nabolandene), og desuagtet blev vort Tøj slet ikke undersøgt. Man lever ligesaa billigt her som i Rom (50 Rd. om Maaneden), og det kunde let hænde sig, at jeg, for at føje Forchhammer, bliver her i tre Uger istedetfor i 14 Dage. Vor lis, som vi har savnet i de mindre Byer, faaer vi da heldigviis her igjen, og paa Restaurationen: la Luna faae vi god Middagsmad — to Retter — Dessert og Viin for omtrent 2 & à 2 & 8 ß. Jeg gik i Eftermiddags i Mørkningen ind i den vældige Domkirke. Der faldt kun meget lidt Lys gjennem de farvede Ruder, og jeg var ligeved at falde over en Kone, der paa rigtig katholsk Viis laa paa Knæ midt i Kirken paa det bare Steengulv og holdt sin Aftenbøn. For Resten syntes der ganske tomt, kun troede jeg at høre en dæmpet Mumlen fra den ene Side; pludselig stod jeg for Kirkens Sideskib og opdagede her et i Forhold til Mørket svagt oplyst Alter, foran hvilket der laa et Par Hundrede knælende Mennesker, som hviskede og nynnede s. 191og brummede i Munden paa hverandre. Der er noget paa engang Tiltrækkende og Uhyggeligt ved den katholske Gudstjeneste. Den har en fast ydre Form, som har bestaaet i over 1000 Aar, og bærer et vist ærværdigt Præg af sin Alder, og da hvert enkelt Medlem af Kirken forstaaer, som en veldresseret Soldat, at gjøre de behørige Knæfald og Korsbetegnelser i Takt og Tempo, saa gjør det Indtrykket af et Sammenhold og en Eenhed, som imponerer Mange, men jeg har dog meest faaet en Følelse af Tomhed, af noget Ydre, som skal tage sig ud, paa samme Tid som man saa gyselig forsømmer den indre Udvikling, og lader Befolkningen leve i den største Vankundighed. Imidlertid seer man stadig Katholikerne, for at forkorte deres Vej, skyde gjennem en Kirke (ligesom vi gjennem Børsen eller Raadhuset), men heller ikke da undlade de at dyppe Fingrene i Vievandskarret, naar de gaae ind og ud, og at give det Alter, hvor der for Øjeblikket er Tjeneste, et flygtigt Nik. I en Kirke i Bologna saae jeg et Alter for den Madonna, der helbreder for Feber. Et Opslag fortalte, at man blot daglig skulde læse tre Ave Marier foran dette Alter, saa vilde Feberen snart gaae over.
Det lader — mærkeligt nok — til, at der er lidt Familieliv her i Huset. Den lange Hr. Søn læser højt for sine Søstre, og hele Personalet samles om Aftenen og snakker meget livligt i Munden paa hverandre. Vinduesskodderne er endogsaa s. 192aabne det Meste af Formiddagen, og baade Signora og de to Signorinaer kan holde et Strikketøj i Haanden, — om de kan strikke, skal jeg lade være usagt. Idag er en ny Person kommen tilsyne, en gammel Herre, som sidder i en Krog og skjøtter sig selv; maaskee er det Signor Giustini selv, ham, vi ansaae som død. Tjenestepigen (la donna), ved Navn Maria, er et skikkeligt gammelt Menneske, som betragter os som to smaa Børn, der ikke kan tale reent — hvilket vi da heller ikke kan — og giver os allehaande nyttige Raad og Formaninger. Hun kommer ind til os om Aftenen og spørger, hvad vi har seet, og raader os til at gaae i Seng, for unge Mennesker skal have megen Søvn, og formaner os til, at vi endelig ikke maa genere os, men gjøre os det rigtig bekvemt; og endelig, naar vi har staaet lidt og seet paa hinanden og ikke har mere at tale om, siger hun: «felice notte» og lukker Skodderne, som vi bagefter strax aabner igjen; saa siger hun endnu en Gang: «felice notte» og vender saa om for at stille vore Støvler i en anden Uorden end den, hvori de stod, hvorpaa hun tredie Gang siger: «felice notte» og gaaer maaskee endda ikke. Hjemme vilde man finde det besværligt, men her er man glad over den mindste Venlighed og benytter desuden ivrig enhver Lejlighed til at øve sig i Italiensken. I vil vel gjerne vide, om jeg kan tale Italiensk. — Nej, tale det kan jeg desværre ikke, men jeg kan spørge om Vej og om s. 193andre Ting, jeg kan handle i en Butik, jeg kan bestille paa en Restauration, hvad jeg vil have, og hermed maa jeg for det Første lade mig nøje. Forchhammer kan vel egentlig ikke stort mere end jeg, men han er dristigere og har overhovedet mere Færdighed i at tale fremmede Sprog, og saa gaaer han mere lige paa og siger Italienerne paa en høflig Maade, at de er nogle Kjeltringer. Derfor gjør han stor Gavn ved Underhandlinger med Værter — og Vetturiner, — og jeg var sikkert kommen til at betale meget mere for alt, naar jeg skulde have rejst paa egen Haand.
Vor Værtinde roser os, fordi vi er saadanne pæne stilfærdige Folk, som sidder hjemme om Aftenen og studerer, endskjøndt vi brænder hendes Olie ved samme Lejlighed Ja, hvor det dog er en Nydelse at have faaet sit eget Værelse og kunne læse lidt igjen. Mit Studium er, ligesom Forchhammers, for Tiden naturligviis Kunsthistorie; vi har faaet fat paa et berømt Værk om den italienske Malerkunst, og saa læser jeg ogsaa engang imellem en italiensk Komedie, og saaledes maa Sproget vel efterhaanden komme til at hænge lidt ved. Den gamle Pige, som jeg har omtalt, er saa glad over, at vi ikke er Tydskere, for det er nogle slemme storsnudede Folk; men Russerne, Franskmændene og vi er høflige Mennesker, som tage tiltakke og gjør ikke Vrøvl over Ingenting. Jeg veed da heller ikke, hvad vi skulde gjøre Vrøvl over, for s. 194man viser os al den Høflighed og Velvillie, vi kan forlange.
Nu maa I love mig at være ganske rolige for mig; jeg har det i alle Maader godt, — spiser som en Hest og drikker den gode italienske Viin, — og ryger den slette italienske Tobak med stor Fornøjelse. I maa heller ikke selv spærre jer altfor meget inde og blive triste og svagelige, til jeg kommer tilbage. Vinteren gaaer snart, og saa til Foraaret kommer jeg styrket og vederkvæget hjem — glad over, hvad jeg har seet og oplevet, og glad over, at det er overstaaet, og at jeg med god Samvittighed kan blive hjemme. Lev nu vel, min søde Moder, og I andre. Husk, at jeg har det godt og kommer snart hjem. Hils den lille Griis *) med Parykken, han skal snart faae Brev.
Eders
Christian.