Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Irgens, Anne Lene Johanne FRA: Houstrup, Jens Christian (1853-04-10)

C. Hostrup til sin Moder og sine Søstre.
Rom. 10. April 1853

Saa kom jeg da virkelig til Bjergene. I Mandags, den 4de April, gik Meyer og jeg ud til Abbediet: Grotta Ferrata, hvor der var Marked. Det var sommervarmt, og den romerske Campagne giver ingen Skygge, saa de 2½ Miil var drøje nok; men da vi kom ud til de skovrige Bjerge og havde faaet os en Fogliette Viin i en Løvhytte og kom ind i den glade Tummel af pyntede Bønderfolk i deres maleriske Dragter og Romere og Fremmede og Heste og Æsler, saa fortrød vi rigtignok ikke den Ulejlighed. Italienerne er aldrig stille glade, som vi; naar de more sig, saa skrige de og synge og slaae paa Tamburin (deres nationale Instrument), og de unge Karle sætte Blomster i deres spidse Hatte, og Pigerne drikke saa megen Viin, at det vilde være nok til at gjøre en Nordbo drukken, men dem skader det ikke, de blive blot lystige og elskværdige. (Drukne s. 269Italienere seer man aldrig). Og saadan en Natur! — havde jeg dog blot kunnet vise eder den. — Bunden var lysegrøn og fuld af de prægtigste Blomster, Træerne var lige begyndt at springe ud, og deres gulgrønne Kroner stak herligt af til de blaagrønne Oliventræer og de mørke Pinier og Cypresser, Steenege og Laurbærtræer. Ad en dejlig Vej gik vi til Frascati, en smuk lille By, som alt i Albanerbjergene, og traf der adskillige Landsmænd, som var kjørt derud. Vi hilste fra det gamle Tusculum paa Middelhavet, og Forchhammer, Lier, Ravnkilde, Meyer og jeg blev i Frascati om Natten. Næste Morgen spadserede vi gjennem Klippebyen Rocca di Papa, der paa en ubegribelig Maade er klinet op ad det bratte Fjeld til Albanerbjergenes øverste Top, Monte Cavo, hvor der er et Passionisterkloster. Munkene, som nylig var blevne af med Sneen (den laa endnu ti Skridt derfra, skjøndt der overalt blomstrede vilde Crocus og Hyacinter), syntes godt om at faae Besøg, og vi var længe i Klosteret og blev trakterede med Viin og kunde ikke blive mætte af de mageløse Udsigter til alle fire Verdenshjørner. Dybt under os laa to dejlige Søer — Nemisøen og Albanersøen, og dem skulde vi nu ned at gjøre nærmere Bekjendtskab med. Det gik i en Fart — gjennem de tætte Skove og nedad den bratte Skrænt, og saa til Nemi og rundt om Søen og gjennem Genzano og Ariccia til Albano. Her sagde vi Farvel til Middelhavet og de ufor s. 270glemmelige Bjerge og kjørte Tirsdag Aften tilbage til Rom. Næste Aften var vi til Afskedsgilde hos Kerrs, om Fredagen havde vi et Gilde for vor Consul, og endelig igaar — Lørdag den 9de, kjørte jeg med Læssøe, Meyer, Ravnkilde og Lier til Tivoli i Sabinerbjergene. Det er en ganske anden Natur, mere vild, men ligesaa herlig. I Skyggen af det gamle Sibyllatempel, der er godt bevaret og meget smukt, og med Udsigten til Vandfaldet og den hele forunderlige Kløft, hvorigjennem Teveronen strømmer, spiste vi til Middag, og jeg har aldrig holdt Maaltid paa noget smukkere Sted. Ihr Götter! som Tydskerne sige, naar de har læst Goethe, — das war gletscherhaft! — et moderne tydsk Udraab; — de kan aldrig faae Munden fuld nok. Foruden den ene store Fos er der en Masse mindre og endnu smukkere Fald (Cascatellerne), og Klippen, som de styrte nedad, er fuld af dybe Kløfter, hvori vilde Duer bygge deres Reder, og nede i Dybet troer man at see gigantiske Paladser med Døre og Vinduer paa. Saadan tænker jeg mig, at Slottene i Maanen maae see ud. — Samme Aften kjørte vi tilbage til Rom, og idag har vi sluttet Accord med en Vetturin, som paa Onsdag kjører os (6 Mand stærk) til Neapel; nu er det sandelig ogsaa paa høje Tid at komme dertil.

Jeg har faaet Brev fra August, og I kan hilse ham, at vi i politisk Henseende er komplet uenige. De, der har fordærvet vore Sager, er ikke Oppositionspressen,

s. 271som han mener, men fremfor alt

vort tydsksindede Diplomati og den Part af det danske Folk, der, ligesom han, ikke har haft Mod til at blive sine Sympathier tro. Han omvender kke mig, som han synes at haabe; tvertimod vil Historien om 5 eller 10 Aar omvende ham, hvis han da ikke bliver Aristokrat inden den Tid. Jeg stoler dog paa hans gode, sunde Natur og paa, at den Opdragelse, jeg har givet ham, ikke kan lave været heelt forgjæves; hils ham for Resten,

— han er alligevel en brav Fyr, og siig ham saa Tak for hans Brev. Den lille nordiske Koloni hernede siger ugjerne Farvel til os, og nu, da vi skal skilles, fordobler Alle deres Venlighed imod os. Blandt dem, der Dliver tilbage, sætter jeg, naturligviis med Undtagelse af Læssøe, meest Priis paa de tre Billedhuggere — Middelthun, Mule og Molin, et M af hver Nation. Læssøe kommer til Danmark i Sommer. Det var hans første Bestemmelse at møde Meyer og mig i Civita-vecchia, men da faldt det ham ind, at Enken, Fru Blommér, som nu endelig har bestemt sig til snart at tage hjem, ingen Rejseselskab havde, og uagtet hans store Lyst til at støde til os, opgav han det strax og tilbød hende Følgeskab. Ja, saadan er han altid, han lever kun for andre Mennesker, og tager, vist nok til Skade for hans Kunst, altfor lidt Notice af sig selv. Han glæder sig til at lære eder at kjende, og jeg veed, at I vil synes om ham. Hans For s. 272hold i Hjemmet er ikke gode, saa han trænger til at faae Indpas paa et Sted, hvor han kan føle sig hjemme. Hvad han maler lige efter Naturen — hans Studier — er i Almindelighed meget smukke, men over Malerierne, han udfører derefter, hviler der ofte en tung Luft, som der maaskee maa lidt af den udvortes Lykke til for at forjage. Heller ikke er der hjemme stor Interesse for italienske Landskaber, og han vil vist meget snarere vinde Anerkjendelse ved at beskjæftige sig med vor egen Natur, som han naturligviis ogsaa lettere kan trænge ind i. Kraft er en decideret nordisk Kunstner uden at være slavisk Tilhænger af Højen; hans Billeder er ligesaa friske og indtagende, som han selv. Han er et højt, smukt Menneske med en smuk Sangstemme og et varmt, men maaskee neppe meget dybt Gemyt; han har overordentlig megen personlig Elskværdighed, og jeg synes rigtig godt om ham. Han er brav og trofast og hjælpsom, men vist noget svag. Ham kan vi vente hjem til Efteraaret. Dr. Brünnicke synes jeg bedre og bedre om, hver Gang jeg er sammen med ham. Ogsaa han er et Gemytsmenneske, og det medicinske Railleri, som var over ham i Begyndelsen, da han kom, er nu reent forsvundet.

En tydsk Dame heri Byen tog over 600 Scudi i Lommen med sig, da hun skulde hen at see det store Fyrværkeri, for at de ikke under hendes Fraværelse skulde blive stjaalne i hendes Bolig. Naturligviis s. 273blev de stjaalne i Trængslen, og hun udlover nu en Douceur af 300 Scudi til den, der vil bringe dem tilbage; men er de virkelig stjaalne og ikke tabte, saa kan hun da være vis paa, at hun ikke seer dem mere. —

Ja — Fyrværkeriet fik vi da, og mod det er Tivolis allerbedste kun at regne som en chemisk Svovlstik. Prægtigst var den store Girandola (Raketbuketten); men sligt er dog af den Slags Fornøjelser, som intet Indtryk efterlader, og Kuppelbelysningen var noget ganske andet. Fortæl Alfred ^*)A. Neergaard, Søn af Hostrups Søster af første Ægteskab, den Gang Barn; i Huset hos H s Moder., at vi har i denne Tid et morsomt Syn paa Gaderne. Hver Morgen bliver Gederne i store Flokke drevne ind til Byen, og Enhver, der vil have Mælk, faaer den malket i Koppen eller Glasset, som han medbringer, — midt paa Gaden. Gederne maa altsaa selv bære deres Mælk omkring til Kunderne. Men hyppigt komme de smukke Dyr i Haarene paa hinanden, og det seer prægtigt ud, naar de rejse sig paa Bagbenene og støde hinanden med Hornene. Rundtom Kirketrapperne ligge de i store Flokke, og ifølge deres Natur kryber enhver af dem saa højt tilvejrs som muligt; er der en udstaaende Kant paa Bygningen, som de kan naae, er man vis paa at see en Ged deroppe med alle fire Been tæt samlede. Ogsaa Æslerne blive undertiden malkede, men den Mælk s. 274skal jeg ikke have noget af. — Man seer allerede modne Jordbær i Restaurationerne, men de er fot dyre for en fattig Stymper som mig, men for modentlig bliver de lettere at faae i Neapel.

Lev nu vel, I Kjære. Tiden forkortes, om ogsaa Afstanden imellem os forlænges.

Eders
Christian.