Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1854-02-12/1854-02-18)

L. Mynster til C. Hostrup.
Nestved. 12. Februar 1854.

Kiere, elskede Ven!

Jeg saae dig i Tirsdags gaae mig forbi i Kirken og havde gierne seet dig i Øiet et Øieblik. Candidaterne og Studenterne giorde en smuk Gierning; idetmindste var det det, som glædede mig meest ved den hele Høitidelighed. Jeg saae dem endnu foran mig hele Veien udenfor Porten og giennem den lange Kirkegaardsgang, og jeg havde den Tanke: «Snart skulle de see, at var han end ikke «Ungdommens Mand» — de hædre ham dog som Saadan — da har han dog været ung, havt et giærende, kæmpende Hierte, inden han fandt Fred; — og denne hans dybe Siels, hans kierlige Hjertes Kamp skulle de læse, fortalt af ham selv paa en i Sandhed ungdommelig, næsten barnlig — uforbeholden Maade. » —

Du veed sagtens, hvortil jeg sigter, og har læst eller hørt, at vi, ved at aabne et af den Hedengangnes første Giemmer, bleve modtagne af et stort Manuscript, med Titlen: «Meddelelser af mit Levnet», i hvis Indledning og Slutning vi s. 322strax fandt, at skiøndt det var skrevet nærmest for at læses af os og glæde os efter hans Død, saa maatte det Væsentlige dog gierne meddeles Verden.

(Den 18de).

Lad mig da nu føie Noget til denne næsten en Uge gamle Brevbegyndelse. Mit Liv i Nestved er fremdeles lykkeligt; der er mig uforandret stor Rigdom og Fylde i dette Liv, og jeg tør sige: jeg lever godt og gavnligt; jeg lever et Liv, som passer for mig, og som jeg passer til. — Men Minder og Tanker fra det Svundne besøge mig naturligen oftere end før; — kiære Ven! mindes du vor fælles Gaaen til Præsten? — Hvis Een, der har Sorg, har Lov til at tale noget frimodigere, alvorligere, ubeskednere end en Anden, da vil jeg i denne alvorlige Tid yttre en Tanke om Dig for Dig, som er gammel hos mig, som jeg tidt har havt i Sindet, men har venlig undertrykt: Din svage Side er Hukommelse og stærkere Erindring, og deraf følger stundom hos Dig en vis Utroskab, der egentlig ikke er Feil af Dit Hierte eller Din Characteer, men en Følge af denne Erindrings- Svaghed for gamle Følelser og Indtryk. Hermed mener jeg ikke at sige noget Bittert; hvis min Yttring er sand, da staaer det tillige klart for mig, at Du har saa megen Tro og Kierlighed i Dig, at Du, naar Du kun optager Bevidstheden om denne Feil i Din Ydmygheds-Bevidsthed, dermed tillige har hævet den. — Saaledes har det stundom s. 323været mig, som om Du ikke erindrede min Fader i hans Confirmandtimer saa klart som hans fleste andre Confirmander — dog er maaskee kun din Tilbageholdenhed Grunden dertil — som om du derfor tildeels har været ham utro. Du vil maaskee sige det Samme om mig; jeg har tidt afveget fra ham og er endnu i Adskilligt uenig med ham; men jeg har dog vist altid, selv i mine ivrigste Breve til Dig, erkiendt ham for den Største, jeg kiendte — Naar du saaledes, for et Par Maaneder siden, ærligt udtalte mig din Mening om Grundtvig og ham — den Forkierlighed, som jeg gierne lader giælde som Følge af din Individualitet, da gaaer jeg maaskee ind paa, i Historie, i Indflydelse o. s. v. at stille de To sammen; men naar du tilsidst taler om det «andet Liv», da troer jeg, at der er ingen Sammenligning, og at for Gud er uden Sammenligning Den, der har «behersket sit Sind», den Største.

Af Alt, der er skrevet ved hans Død, har jeg følt mig meest tiltalt af Biskop Brammers Stykke i Ugeskriftet; ikke engang Martensens og Trydes Taler have grebet og glædet mig saa meget som denne lille, af et fuldtstrømmende Hierte udgaaede Artikel. Den har i mine Tanker langt mere Psychologiskt-Træffende end noget af det Andet og fremkalder den Følelse: han har ganske forstaaet ham. — løvrigt er visselig Hauchs Digt meget skiønt, og de midterste Stropher i Ingemanns. —

«Levnetsløbet» glæder jeg mig til, at Du og s. 324Mange skulle læse, — ja visselig ogsaa mangen ung Student, der har af det Slags Sorg, som min Fader her endnu udførligere end i Fortalen til Gabrielis yttrer: hører den saa falskt priste Ungdom til. Og naar han mener, at Læsningen af Gabrielis vil trøste Saadanne, da mener jeg, at denne Læsning vil det langt mere: hans Ungdoms Mistillid, Forladthed, Smaadaarligheder, ærligt og klart oprullede, ved Siden af hans Studiers og Tankers Kamp, vil være et opbyggeligt Skuespil for Mange, og de, der havde Billedet af ham som en stiv og fornem «Hierarch», ville her faae ham kier. Det var os en uendelig fængslende Læsning hver Aften i hiin Uge, og selv min elskelige Moder blev ofte opmuntret ved de, ofte muntre og venlige, Billeder, der fore hende forbi i den rolige Oplæsning. — Imidlertid var der det i disse Meddelelser, — som det ogsaa var overladt vort eget Skiøn, hvor fuldstændigt vi vilde have udgivet, — der har vakt betydelig Meningsforskiellighed imellem os; Du kan vel tænke, at Modstandere ogsaa ere omtalte, ikke blot med «Satire» (Brammer), men tildeels (deriblandt Grundtvig) uden al Anerkiendelse ; — — paa dette Gebeet fandt jeg ham altid i levende Live mindre elskelig, og det var min Stemme: at alt dette skulde udelades, kun med et Par Bemærkninger i Forordet om, at vigtige Partier vare tilbageholdte; men deri blev jeg overstemt; man meente, hiint hørte altfor væsentligt med til hans Liv, derom vilde Alle vente Noget, og skiøndt s. 325jeg faaer mine Ønsker satte igiennem med adskilligt Enkelt, vil jeg ikke kunne sætte den fuldstændige Udeladelse igiennem. — Hvad Du derfor vil være utilfreds med, maa Du ikke give mig Skylden for; tænk, at der vilde maaskee være langt mere af Sligt, hvis jeg ikke virkelig havde viist nogen Kraft. — Levvel!

Hvordan gaaer det med det «romantiske Skuespil» ?

Din
L. M.