Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1855-06)

C. Hostrup til L. Mynster.
Juni 1855

Kjære Ven !

Jeg forstaaer ikke ret dine Betænkeligheder med Hensyn til dit Brev om W. En saadan Analyse om et andet Menneske er man jo nødt til at gjøre for sig selv, og der kan altsaa Intet være til Hinder for, at man betroer den til en Ven. Du har ikke gaaet en Linie dybere i Undersøgelse, end man har Lov til uden at gjøre Vedkommende Uret, og din Dom maa jeg i det Hele underskrive. W. er i alle Maader et ualmindeligt Menneske, men paa Grund af sin Sygdom noget eensidigt udviklet. Han har en Grund at staae paa, som kun Faa har, og bliver han ikke i denne Verden til mere, end han er, saa har han dog allerede saaledes været mange til Velsignelse. Hans Brødre, som du maaskee har hørt Tale om, begge mærkelige og dygtige Mennesker, skylde ham overordentlig meget, og jeg er i den Tid, jeg har kjendt ham, stadig bleven holdt i Ave, stadig bleven vækket og styrket af hans christelige Inderlighed. I Retning af det Poetiske har han geniale Funker i sig, men du har vistnok Ret i ikke at tiltroe ham egentlig Digtergave. Han har en stor Kjærlighed til det Poetiske og tidt et fortræffeligt Blik derfor; men jeg troer snarere, at han tænker i Tanker end i Billeder; han kan vel gribe eller gribes af et Totalbillede, men kan ikke reproducere s. 384det som en levende Totalitet. — Ja, jeg udtrykker mig vist uklart — i alt Fald er det kun en svag Antydning af, hvad jeg i Øjeblikket ikke kan gjøre mig selv klart. Jeg forstaaer godt, at W. tildeels maa holde fast baade ved Kierkegaard og ved Grundtvig, fordi de begge synes mig har stor Ret paa deres Side. Skilsmissen imellem Guds Rige og Verdens Rige synes mig ikke at være skarpt nok udtalt af Andre end netop dem, og Martensens System forekommer ogsaa mig at være formeget et Mæglingsforsøg imellem disse to Magter og derfor tildeels en Fortoning og Forvanskning, ikke det centralt Christelige. Din Fader gik efter min Mening, især i sine senere Aar, langt dybere, og Martensen vil vel ogsaa komme til det, saasandt han, som jeg sikkert troer, er et alvorligt og redeligt Menneske. Men hvad jeg savner i den officielle Christendom, er en dyb Syndserkjendelse og den derpaa støttede Erkjendelse af Gjenfødelsens Nødvendighed. Man tager det for let med det Bud: at elske Gud af sit ganske Hjerte, og skjøndt Kierkegaard tager paa det, ligesom den Kjærlighed var Noget, man kunde give sig selv, som han overhovedet synes mig pelagianiserende, saa har han Ret i, at Præsterne, selv de fleste af de bedre og dygtigere, ikke urgere det nødvendige personlige Forhold til Gud, Livet i Christo. De sige ikke Folk, hvad Christendom er, betone ikke Forsagelsen af det Onde nok, de vil i Grunden paa en umulig og unaturlig Maade forlænge Barnets Tro (ikke s. 385Barnetroen) udover den voxne Alder, saaledes, at den dybere personlige Kamp falder bort. Derom er vi vel sagtens enige, men jeg anfører det blot for udtrykkelig at vise dig, hvad der binder mig til Grundtvig; det er ikke det Grundtvigske, men det Lutherske. —

Paa Fredag den 29de Juni gifter jeg mig. Kjære gamle Ven! — jeg er en lykkelig Mand. — Efter Brylluppet tager vi paa Landet og har valgt Hellebæk, hvor vi indkvarterer os et Par Maaneder i et lille Fiskerhuus. — Levvel!

Din
C. Hostrup.