Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Nicolaysen, Vilhelm Bernhoft FRA: Houstrup, Jens Christian (1855-09-03)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Rolighed. 3. Septbr. 1855

Kjære Ven!

Vær ikke vred over min uforsvarlige Tavshed, — jeg har ikke kunnet skrive før. Eders Telegraph-Depeche var mig et kjært Vidnesbyrd om, at I virkelig holde af mig, I kjære norske Venner, og dit prægtige, glade Brev, som kom til mig i Paradiset — Hellebæk — (NB. Paradiset er dog ikke tabt!) rørte mit Hjerte, der Gud skee Lov er ungt og blødt, saa at jeg strax greb Pennen. Men hvad jeg fik skrevet, — var kun en lille Epistel til Fru Heiberg, og den har saa siden ligget i min Mappe og ventet paa Rejseselskab, — nu maa den gaae med, trods sin Ælde. Vil Du besørge den og undskylde, at den i dobbelt Forstand kommer bagefter!

Brinck var her først igaar, — idag er han i Roskilde, og paa Onsdag, den 5te, rejser han. Jeg faaer saaledes kun et flygtigt Indtryk af ham, men ogsaa det er meget godt. Han har et prægtigt Ansigt, og efter vor korte Samtale kunde jeg have stor Lyst til at komme ham lidt nærmere ind paa Livet, selv uden din Anbefaling. Den udmærket smukke Foræring, han bragte min søde Frue fra dig, blev vi begge inderlig glade over, og hun sender ved mig sin hjertelige Tak, hvortil jeg føjer min.

Ak, kjære Ven! det var en Sommer! Jeg s. 393gamle Karl kastede enhver Bekymring ud i Stranden og blev paa een Gang tyve Aar igjen. Jeg har aldrig hvilet saa grundigt ud, saaledes levet som en Fugl, og du veed jo fra Bjergprædikenen, at det er Fuglene, vi skal lære af. Herligheden varede i 7 Uger, og den burde naturligviis ikke vare længere, thi «i sit Ansigts Sved» o. s. v., og nu vandrer jeg da daglig til Skolen og optugter Drengene, hvilke efter min Mening er et meget respektabelt Folkefærd. Til denne Maaneds Udgang boe vi sammen med Moder, men til iste October eller lidt før flytter hun, og vi to blive da i Vinter ene her paa «Rolighed». Kan jeg imidlertid finde et lidet Præstekald, som jeg tør paatage mig, og man vil betro mig, saa var det det allerbedste. Til Sommer er jeg da maaskee paa Landet, men i Danmark er det let at rejse, og du vil ikke gjæste Kjøbenhavn uden at gjøre et lille Indblik i mit Hjem, hvor det saa bliver lagt.

Jeg havde stor Lyst til strax at sende Borgaard «Familietvist», som er et meget morsomt lille Stykke, men Czar Heiberg har paa det Ivrigste protesteret imod, at det gaaer paa noget andet Theater før paa det kjøbenhavnske, og jeg tør ikke risikere mit Honorar. Det er dog min Mening, at I skulde have det, hvis I vilde, og jeg vilde ogsaa gjerne have de 50 Sp. fra Norge, dersom det lod sig gjøre. Det gjælder blot om, at det kan komme frem først her — otte Dage før i det Mindste; — kan det lade sig gjøre, hvorom du s. 394ved Lejlighed privat kunde spørge Borgaard, saa er Alting godt. Jeg har endvidere et andet Stykke, «Feriegjæsterne», som ogsaa maaskee kunde behage jer, men det skal først gjennemgaae nogle Omarbejdelser paa et Par Steder. Om det maa naturligviis det Samme gjælde som om «Familietvist».

Saa lev da vel, kjære Ven! og gid du fremdeles maa føle dig stærkere og gladere! Du var i det næstsidste Brev (det til Hellebæk) saa kjendelig oplivet og styrket, at jeg, som ikke havde Andet i Hovedet, strax maatte tænke: Han er forelsket. Deri har jeg maaskee taget fejl, og under alle Omstændigheder skulde jeg holde min Mund derom; men vist er det, at det var en stor Glæde at faae et saa ungt og friskt Brev. Hvad din Tilfredshed saa grunder sig paa, — enten det er noget Legemligt eller Aandeligt eller begge i Forening, saa vil jeg ønske dig, at du maa holde Modet og Sundheden oppe trods alt muligt Contor-, Stueog Gade-Vrøvl, og at du snart maa finde, hvad jeg har fundet, en reen og varm og stærk Sjæl, som med et Ord, ja med et Blik kan bringe dig til at glemme det og lee deraf.

Hils alle Venner!
Din
C. Hostrup.