Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Nicolaysen, Vilhelm Bernhoft FRA: Houstrup, Jens Christian (1857-01-15)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Silkeborg. 15. Januar 1857

Kjære Ven!

Endelig stjæler jeg et Øjeblik for at vise dig, at jeg ikke er uskjønsom mod din venlige Udholdenhed i at skrive til mig. Først og fremmest: til Lykke med Fæstemøen! Jeg er kommen to Skridt videre, har baade en Hustru og en 8 Maaneder gammel Søn, ved Navn Svend, et Pragt-exemplar af en Dreng, og finder, at det er en ypperlig Vej, jeg har slaaet ind paa. Imidlertid er Forlovelsesstanden, trods Madam Buurmanns Autoritet, meningsløs og holdningsløs, skynd dig derfor at gifte dig.

Tak for dit Brev om Arven ^*)Nicolaysen havde henvendt sig til Hostrup for at faa oplyst, om han ikke skulde være i Slægt med en Mand i Norge af samme Navn, som var død uden Arvinger; men noget saadant lod sig i alt Fald ikke bevise. og tak Boghandler Dahl derfor, men jeg troer ikke derpaa. Der er en 7—8 Byer i Danmark, som hedde Hostrup (Horsetorp—Hesteby), saa det er mærkeligt, at det som Familienavn endda er saa sjeldent. Min norske Slægt har jeg kun fra Moders Side, Hostrupperne ere blot danske. Da jeg imidlertid inderlig gjerne, navnlig for min Moders Skyld, vilde have en lille Arv, saa tør jeg ikke ganske ignorere denne Historie. Quid aber faciendum? Veed I Intet oppe hos eder om Laurits Jacob Hostrup, om hans s. 411Fader o. s. v. Indlagte Seddel viser, hvad jeg veed om min Familie paa Faders Side. For Resten er jeg selv det eneste Mandfolk, jeg har truffet paa, med Navnet Hostrup (Nogle hedde Haastrup); en forhenværende eller maaskee nuværende Redaktør af Altonaer-Mercur skal hedde ligesaa, men ham har jeg ikke truffet.

Her er dejligt i Silkeborg, vidunderligt, — dansk-norsk eller rettere norsk-dansk — Bjergnatur, Søer, en dejlig Elv (Gudenaa), Birk, Gran og Fyr, men ogsaa, og overvejende, Bøg. Kom herover med din Frue! Silkeborg er ikke Kjøbstad endnu, — den er for 10 Aar siden begyndt midt inde i de store Skovørkener og Hedeegne (nu er der en 1400 Mennesker), har tre Gjæstgivergaarde, Gasbelysning, 2 Læger og mig til Præst. Indbyggerne er et ganske driftigt Folkefærd, bestaaende af Lykkeriddere fra alle Landets Provindser; jeg har fulde Kirker; og ved Siden af en stor sædelig Fordærvelse hos Mange, er der dog heller ikke saa Faa med megen religiøs Trang. Imidlertid er Præsten herovre en Nybygger ligesom alle de Andre, og der skal gaa lang Tid hen, inden han sporer nogen synderlig Virkning af sit Arbejde.

Jeg følger naturligviis eders kirkelige Røre, som i det Væsentlige ligner vort eget, kun synes Pietismen at have større Magt hos eder. Deraf maa det komme, at en, som mig synes, saa grundchristelig, saa besindig, saa dygtig Theolog og s. 412Præst som Wexels, ikke har mere Indflydelse, end han synes at have. Jeg kjender rigtignok ikke hans Talegaver, men hans Forfattervirksomhed kjender jeg en Deel til og sætter stor Priis paa. Udtrædelserne af Statskirken forstaaer jeg meget vel; jeg ønsker selv mange Gange, at jeg kunde faa Lov til at samle en Menighed af Christne og være fri for alle Fornægterne, alle de døde Nummere, som vise aabenbart, at deres Christennavn er et Ran. Nu, — at samle en lille Menighed kan maaskee med Vorherres Hjælp ogsaa lykkes mig, men at skille sig ved Ballasten og begynde paa apostolisk Viis, det er i vore Dage endnu ikke lykkedes for Nogen, og hvad Luther ikke turde paatage sig, det tør vi Stympere vel endnu mindre. Frihed har vi heldigviis en heel Deel af her i Danmark, og naar min Samvittighed bestemt forbød mig at uddele Sacramenterne til Nogen, saa troer jeg, at Regeringen vilde føje sig efter mig; i alt Fald er jeg bestemt paa ikke at lade mig tvinge hverken af gode eller onde Ord.

Elisabeth har det godt og er henrykt over sin Søn. Der skal til Sommer bygges en Præstegaard her paa et dejligt Sted udenfor Byen; hidtil har vi boet smaat — til Leje. Jeg har et meget stort og meget forsømt Landsogn, som volder mig Bryderi nok, men efterhaanden brydes vel Isen. Det har bestandig været min Opgave at føre lidt Krig for det Aandelige, og herovre er Krigen rigtignok ganske anderledes alvorlig end den, jeg før har s. 413ført; men jeg haaber — aldrig at blive saa gammel, saa jeg foretrækker en falsk Fred med Aandløsheden for Philisternes Fjendskab (du har vel ikke glemt fra din Børnelærdom, at Philisterne, som Fjender af alt Aandeligt, dog først og fremmest er Fjender af Guds Aand). Seer du noget til Jørgen Moe, saa tak ham for den smukke lille Bog, han sendte mig. Hils din Fæstemø, item Vilh. Bøgh og alle gamle Venner!

Din
C. Hostrup.

P. S. Fru***, som du anbefalede, maa være gaaet meget tilbage, siden du saae hende. Det er en Dukke, en dum fornem Gaas — undskyld min Ligefremhed, — hendes Elskværdighed er kun en Glasur; jeg troer hverken paa hendes Aand eller Hjerte. Manden er et lunefuldt, despotisk Bruushoved, som lægger sig ud med Alverden, skjøndt han ikke kæmper for nogen Idee ; men af to Onder er han dog det mindste.