Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Hauch, Johannes Carsten FRA: Houstrup, Jens Christian (1858-02-22)

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg. 22. Febr. 1858

Det er en Skam af mig, at jeg endnu ikke har takket Dem for «Kongens Yndling», som jeg s. 425har læst med megen Fornøjelse. Det er et smukt Stykke og, hvis jeg ikke seer fejl, et godt Theaterstykke, som maa gøre megen Virkning paa Scenen, naar det bliver godt spillet. Det er usandt, som mig synes, naar det er blevet sagt i en Anmeldelse, at de store Egenskaber hos Christian den Fjerde ikke træder frem i det Billede af ham, De har givet, at det egentlig blot skulde være hans prosaiske Hverdagsansigt, som De har tegnet; nej, hans Storhed kommer godt frem i Deres Billede, hans hele praktiske Dygtighed, som gjør, at han kan vælge sine Folk og see dem paa Fingrene, den Storhed, at han uden Frygt og uden Skaansel mod sig selv og Andre staaer fast, som den, der er sat af Gud til at haandhæve Ret og Retfærdighed; og det Smaalige, Patriarkalske, gjør netop denne hans Storhed karakteristisk.

I et Brev til Elisabeth ifjor sagde De, at dette Stykke var et Forsøg paa at forene Shakspeare og Scribe, og Sandheden deraf har jeg ogsaa følt ved Læsningen. «Kongens Yndling» har vistnok derfor adskillige Fortrin, især theatralske, for sine ældre Søskende, men i andre Henseender er det ogsaa kommet til at staae tilbage for Stykker som «Tycho Brahes Ungdom», idet den dramatiske Conflict i dette sidste Stykke er langt mere udviklet i Dybden. Og jeg skal ikke negte, at jeg i «Kongens Yndling» hellere vilde have mere af dette Shakspearske, jeg kunde gjerne sige af dette Hauchske. Men paa den anden Side erkjender s. 426jeg det selv for aldeles uberettiget at ville maale det ene Digterværk saaledes efter det andet ; «Kongens Yndling» har sine egne Fortrin, som fortjene Anerkjendelse, og iblandt disse vil jeg ikke blot nævne Skildringen af Christian den Fjerde, som er dets Hovedfortrin, men ogsaa fremhæve Jonas Klyver, som er udført med meget Lune.

Det er saaledes i sin Orden, at Stykket har gjort Lykke, og jeg kan ikke troe andet, end at det maa gjøre et særdeles smukt og velgjørende Indtryk paa de gode Tilskuere. At der imidlertid ogsaa er slette af den Slags, det har De erfaret før denne Gang; men det har maaskee aldrig stærkere viist sig end i nogle Blade «for Theater og Literatur», som udgives af en Anonym. Denne i det Hele meget flade Person anseer jeg for at være Adolf Hertz, som De nok mindes fra en tidligere Virksomhed i samme Retning. Men at den Slags Folk myldre op søm Paddehatte i en Tid, hvor alle vil være Kunstnere eller, naar det slaaer fejl, Kunstkjendere, er da intet Under. Blot ikke den Slags Kritikere fra deres faste Borge i Dagbladene skal fortrædige og forbitre Dem Deres Virksomhed som Theaterdirektør. Anerkjendelsen kommer jo altid først bagefter. —

Bygningen af vor Præstegaard skrider nu saaledes frem, at der intet er til Hinder for, at vi kan modtage Dem deri næste Sommer, hvis De, som De har lovet, gjør Alvor af at gjæste Silkeborg. Jeg glæder mig til, at De skal finde det s. 427overordentlig smukt herovre i dette danske Bjergland, hvor Bøgen og Granen og Birken holde et stort skandinavisk Møde. Saa venter vi Dem altsaa til Sommer. Rejsen er hverken lang eller besværlig, og vore Fjelde kan, i det mindste for Størstedelen, bestiges til Vogns.

Et stille Studerekammer med Udsigt over Sø og Skov har Præstegaarden ogsaa at undvære, hvis De vil tage Arbejde med. —

Deres hengivne
C. Hostrup.