Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Hauch, Johannes Carsten FRA: Houstrup, Jens Christian (1860-01-09)

C. Hostrup til C. Hauch.
Silkeborg. 9. Jan. 1860

Først nu er Elisabeth og jeg, som, naar der er Lejlighed dertil, gjerne læser lidt sammen om Aftenen, komne igjennem Deres nye Fortælling, og næst efter at takke Dem for Modtagelsen af den, skulde jeg nu sige Dem et Par Ord om, hvorledes den har behaget mig. De har selv sagt, at det sandsynligviis blev Deres sidste større Digterværk, og hvis det skulde være Tilfældet, saa har De efter min Overbeviisning endt denne Deres Bane paa en smuk og hæderlig Maade med et Digterværk, der kun kan forøge den Tak, som vi poetiske Læsere skylde Dem i Forvejen.

Det romantiske Element, som spiller saa stor en Rolle baade i «Vilhelm Zabern», «Guldmageren» og «En polsk Familie», og som selv i den for øvrigt saa rolige og klare «Robert Fulton» bryder saa stærkt frem i Skildringen af det første Dampskibs Prøvefart og i Lauras Sange, er her næsten slet ikke tilstede (det skinner dog frem i den dramatiske Forestilling, som Laclos arrangerer, hvori Guillotinen er Hovedpersonen), og det er vel i Følelsen heraf, at De ikke har kaldt Deres Bog en Roman. Men der ligger paa den anden Side en klar Septemberbelysning over hele Fortællingen, den er, som De selv siger, en ældre Mands Arbejde, men det forraader ingen Svaghed af dem, som følge med Alderdommen. Interessen for Helten s. 434er stadig i Stigen, og den sidste Halvdeel af Bogen er ogsaa her den bedste og rigeste. Jeg kunde have ønsket, at Charles, som dog skulde have en dobbelt Vægt baade i sin religiøse Tro og i sin Kjærlighed til en Anden, var bleven holdt reent udenfor Tidens Lefleri; i saa Henseende kommer Bernard med sin rene og ridderlige Tilbedelse af Dronningen til at stikke ham ud. Den Utroskab gjør dog hans Kjærligheds Ægthed tvivlsom, og kommer derfor ogsaa til at svække Indtrykket af hans Lidelse, da han troer sin Elskede ført til Retterstedet. Det forekommer mig, at naar der skal tillægges Helten en saadan Brøde, saa maa den ogsaa blive et Moment i hans Udvikling mod det Maal, han skal naae, saa maatte det ogsaa antydes, at Charles igjennem dette Fald ved Angeren var bleven inderliggjort. Saa var det paa sin Plads, thi det er jo et Menneskes Opdragelse, De saa smukt skildrer. —

Tilgiv mig denne Indvending! Vi har haft megen Glæde af Deres Bog; den har for mig kastet et nyt Lys over den franske Revolution og vakt min Lyst til, naar jeg faaer Tid, at gjøre mig bedre bekjendt med denne forfærdelige Aabenbarelse af, hvad der boer i Menneskehjertet. —

Deres hengivne
C. Hostrup.