Hauch, Johannes Carsten BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Hauch, Johannes Carsten (1861-12-04)

C. Hauch til C. Hostrup.
4. Decbr. 1861

Kjæreste Hostrup!

Deres Brev har været mig til stor Trøst og Glæde; jeg har kun seet en eneste (men en i det Hele meget fordeelagtig) Anmeldelse i d. Berlingske Tidende af mine Digte, hvori der blandt Andet (i Anmeldelsen nemlig) tales om den Anerkjendelse og Kjærlighed, som Publikum i de senere Aar har viist mig. Den har jeg ikke mærket noget til, men den er da heller ikke saa ubetinget nødvendig ; men enkelte virkelig poetiske Naturers Deeltagelse, den behøve vi, hvis vi ikke som Digtere skulle gaae til Grunde, og saaledes har Deres Brev virkelig været mig en Solstraale.

Min Hensigt var, som De naturligviis strax har seet, i Valdemars Charakteer at vise, hvor forladt selv en høit begavet Natur er, naar den alene har sat sin Lykke i jordiske Interesser og intet Hiinsides har at støtte sig til. Skal der gives s. 489nogen alvorlig Poesi uden Tro og uden Haab, saa maa den, naar den jordiske Lykke svigter, yttre sig igjennem en uendelig Smerte; thi uden Tro blev Livet et stort Bedrageri, og Tilintetgjørelse vilde være den eneste Forløsning; dette er ogsaa Meningen af Valdemars 2den Sang, hvori jeg har søgt at udtale det Tragiske, der ligger i hans isolerede Stilling.

Med Hensyn til Paludan-Müllers Digte deler jeg ganske Deres Mening; han er efter min Mening en klog, ædel, fiin, ja undertiden en dyb Natur, og dog mangler der ham noget Friskt og Primitivt, der er det væsentlige Tegn paa en ægte og oprindelig Digternatur. Hans Poesi synes mig, uagtet det fine psychologiske Blik, man ikke kan negte ham, at være noget Tillært, et Slags Formtalent, der vel kan være tilstede, uden noget bankende Digterhjerte. Dog negter jeg ikke, at han har frembragt Meget, der har virkelig Værdi og længe vil erindres; mig synes imidlertid, at han ligesaagodt (ja undertiden maaskee bedre) kunde have nedlagt sine Tanker i Afhandlinger, hvor de ofte vilde have fundet en mere passende Plads end i Poesien. Der er ofte noget Koldt og Stillestaaende hos ham, der strider mod den raske Fremadskriden, Poesien fordrer, og det er, ligesom hans egentlige Fag var Læredigtet, der dog egentlig kun fra Formens Side er et Digt, og der grændser nær op til Prosaen. Muligt er det dog, at jeg, der er saa forskjellig fra ham, ikke er i Besid s. 490delse af den rette Maalestok for at kunne bedømme ham.

Den Maade, hvorpaa N. M. Petersen i sin seneste Bog behandler Oehlenschläger og selv Evald, og hele den alvorlige Poesi overhovedet, har ogsaa mishaget, ja jeg kan sige inderlig bedrøvet mig. At den komiske Poesi ubetinget er bedre, fordi den er den afsluttende, det vil sige, fordi den først kommer, naar Egennytte og Philisteri har fortrængt en større Tid, beviser Intet; thi ellers kunde man jo sige, at Philisteriet ogsaa er det Bedste, naar det ellers kan bevises, at det kommer sidst og er det Afsluttende. Mig synes, som sagt, at han behandler Evald næsten ligesaa stedfaderligt med Hensyn til Wessel, som Oehlenschläger med Hensyn til Baggesen. At Oehlenschläger aad sig igjennem Livet, ligesom Evald drak sig derigjennem, er en Paastand, der kun kan undskyldes som Udtryk for en sygelig Hypokondri, men der kun lidet sømmer sig for den, der skal indtage Dommersædet i Literaturen. Skal Sligt omtales, da kunde man maaskee snarere sige, at Heiberg aad sig igjennem Livet end Oehlenschläger; i det mindste var Heibergs Æderi langt mere raffineret og derfor værre og mere ødelæggende for den literaire Virksomhed.

Det gjør mig saameget mere ondt at høre Sligt fra denne Kant, da jeg ellers sætter N. M. Petersen meget høit, og da jeg mener, at vi Alle s. 491have Meget at takke ham for. Slaget kommer uventet fra den Kant, og det er, ligesom om en forhen tro Allieret havde svigtet os.

Da Recensenterne denne Gang have ladet mig lidt i Ro og have været saa langmodige i fjorten Dage ikke at omtale mine «lyriske Digte og Romancer», og da saaledes den offentlige Mening fik Lov til at skjøtte sig selv, saa er jeg saavidt, at Trykningen af en ny Udgave nu kan begynde; dette havde neppe været Tilfældet, hvis et Lynslag i «Fædrelandet», ja selv i «Dagbladet» eller «Flyveposten» havde slaaet ned deri strax i Begyndelsen, før Publikums Dom var befæstet.

Tusinde Hilsener til Elisabeth! Gud skee Lov, at hun er bedre. Gud give denne Vinter ogsaa var vel overstaaet for Dem. Til næste Vinter haaber jeg næsten (hvis Kongen ikke er ganske uden Indflydelse i sit eget Land, og hvis han ikke maa sige ligesom en tidligere Keiser af Østerrig: jeg kan ikke hjelpe Dem, hvis De ikke kan skaffe Dem Connectioner), at De skal fæste Bo i et mildere Clima.

Deres trofaste Ven
C. Hauch.