Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Nicolaysen, Vilhelm Bernhoft FRA: Houstrup, Jens Christian (1863-03-17)

C. Hostrup til V. Nicolaysen.
Hillerød. 17. Marts 1863

Saa sidder jeg da nu paa min Fødeø, 4½ Miil fra Kjøbenhavn, som vi til næste Aar sættes i Forbindelse med ved Jernbane. Jeg er nu bleven Præst for de i vor Krigsog Forbryderhistorie ikke ubekjendte Kulsviere — foruden en talrig og meget æsthetisk Kjøbstadbefolkning. I christelig Henseende er Nordsjælland maaskee for Tiden den dødeste Deel af Danmark, saa jeg skal bruges til at bryde Iis, om jeg skal udrette Noget her. I Landsognet har jeg til Dato — jeg blev indsat i Slutningen af Januar — kun ganske smaat Kirkebesøg, derimod strømme de til min Bibellæsning. Her i Hillerød sveder man og lader sig trykke for at høre mig. Det er imidlertid for Manges Vedkommende en Modesag, og jeg er, som du nok veed, altfor jævn og fri for Kruseduller og Veltalenhed til at være Modepræst i lang Tid. Byens Kirke er Slotskirken, som ikke endnu er færdig efter Branden, saa vi bruger midlertidig en smuk og ganske rummelig Sal i en af de ikke brændte Bygninger paa Slottet (Conseilsalen), hvor der er opstillet et lille Orgel. Jeg boer med Elisabeth og Børnene til Leje midt i Byen (vi skulde ikke have noget af Adskillelsen i Naadensaaret); men til Flyttedagen i April drage vi ind i Præstegaarden, som for en Deel skal ombygges, da noget af den er saa forfalden, at den næsten er ubeboelig

s. 501«Sigurd Slembe» har jeg læst med stor Interesse og anseer den for et meget betydeligt Digterværk. Bjørnson fortjener rigtignok, at I skjønner paa ham, han er dog vist en af de første, om ikke den første af alle Nutidens Digtere i Europa. Vi som ikke har andet Fremtidshaab at pege paa end Richardt, vi var da revnede af Misundelse, hvis vi ikke var saa gode Skandinaver.

Jeg skal til Kjøbenhavn imorgen for at overvære en Prøve paa «En Nat mellem Fjeldene» med Musik af Emil Hartmann. Musikken skal være god og godt holdt i den norske Tone; men jeg er bange for, at Stykket er altfor lyrisk udviklet og har for lidt ydre Handling til at egne sig for Opførelse. —

(25de Marts). Jeg var da til Prøven paa «En Nat mellem Fjeldene» og havde megen Fornøjelse af Musikken, som i alt Fald synes mig at indeholde meget godt, baade karakteristiskt og melodiøst. Phister var fortræffelig som Tydskeren, og Chr. Hansens indsmigrende Stemme, som netop har en underlig dragende, lokkende Naturklang uden egentlig Varme, passer ypperlig til Nøkkens Parti. Ogsaa Schram som Gudbrand var meget god. Om Folk imidlertid har Taalmodighed til at sidde og høre paa saadan en indadvendt Komedie, kan jeg ikke have nogen Mening om.

(7de Maj). Ovenstaaende Brevstump sender jeg dig til Vidnesbyrd om, at jeg ikke har glemt dig aldeles i Vinter. Nu er Bøgen grøn, og jeg s. 502sidder i den gamle Præstegaard, som nu skal til at gjennemgaae en betydelig Ombygning for at blive beboelig.

Jeg har nu seet med megen Fornøjelse «En Nat mellem Fjeldene». Musikken synes mig i det Hele meget smuk og Udførelsen for det Meste god. Jeg har endvidere været til Studenterforeningsbygningens Indvielse, hvor jeg blandt andre Nordmænd traf Niels Nicolaysen. Samme Dag gjorde jeg et flygtigt Bekjendtskab med Bjørnst. Bjørnson, med hvem jeg kom i en heftig Strid angaaende Forholdet mellem det Æsthetiske og Christelige. Han paastod, at en betydelig Digter eo ipso er paa Salighedens Vej, og synes ikke at have nogen Anelse om, at en Kunstner kan leve det i Phantasien, som han slet ikke har i Hjertet. Jeg har selv alt for godt følt det hos mig selv og sporet det ogsaa hos Andre, hvorledes det producerende Kunstnerliv i sig selv er et Drømmeliv; jeg tvivler ikke paa, at en Christen kan være Digter, og en Digter blive Christen, saa Drømmelivet kan hæves af et virkeligt Christenliv; men det Modsatte kan ogsaa finde Sted, at en betydelig Digter — menneskelig talt — kan være en daarlig, tom Person, og for mig er det at være Menneske Nr. 1.

Debatten fremkaldtes ved et Digt af mig, der har staaet i en Nytaarsgave, Chr. Winther har udgivet, og hvori jeg har gjort det gjældende, at der er en højere Sandhed end den poetiske, og et højere Liv end det, som leves paa Parnas, naturligviis s. 503til stor Forargelse for alle, hvis Afgud er det Skjønne. —

(22de August). Nu er disse Brevstumper snart et halvt Aar gamle, men du skal alligevel have dem, saa seer du dog, at jeg har tænkt paa dig. Jeg kom til at huske paa dem ved igjen at læse «Sigurd Slembe». Det er dog et stort Digt og ét vældigt Fremskridt, og Norge kan vist glæde sig ved for Tiden at eje Verdens største Digter. — Jeg har i Vinter et Par Gange truffet A. Munch og har været glad ved at tale med ham; han var meget elskværdig.

Jeg har en idelig tilbagevendende Lyst til engang igjen at skrive Noget, og jeg kunde det ogsaa, hvis jeg blot kunde skaffe Tid dertil; men det er Ulykken, det kan jeg ikke. Jeg har jo Gud skee Lov en anden Virksomhed, saa jeg kan forhaabentlig gjøre en Smule Gavn, selv om jeg ikke skriver Komedier, men bestandig vaagner i mig paany Lysten og Længselen derefter, og jeg synes, at jeg har Noget i mig i den Retning, som skulde frem, mens jeg endnu har Kraft dertil. Hvis der endda var nogen Anden, som kunde skrive en god lille Komedie, saa maaskee jeg lod ham derom; men da der endnu Ingen er, og vi aabenbart trænge dertil, saa bilder jeg mig undertiden ind, at jeg endogsaa har en Slags Forpligtelse til at forsøge, hvad jeg formaaer. Hvis du derfor engang til næste Vinter — før naaes det i alt Fald neppe — læser i Bladene, at der er opført s. 504paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn en meget morsom, original anonym Komedie, saa veed du, at den er af mig. — Du har vel hørt om Richardts Forlovelse med Marie Hammerich.

Heise componerer efter Sigende en Opera til Text af Hertz. Jeg veed det dog ikke blot som Rygte, det er sikkert, men det er en Hemmelighed, som alle veed, du formodentlig ogsaa. —

Jeg føler mig endnu lidt fremmed i denne By, men den kan jo nok blive mig kjær med Tiden.

Her i Frederiksborg har jeg en stor Kreds at tale til, men i Annexet har jeg desværre kun sparsomt Kirkebesøg. Elisabeth og jeg er indbuden til Ankers og Mix Boisens Bryllup i Stege og haaber at komme derhen samt at forhøje Festens Glæde med en Vise.

Lev nu vel, kjære Ven, og bær over med mine Brevsynder. Hils din Hustru samt alle Venner, du træffer paa.

Din
C. Hostrup.