Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1865-02-28)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød. 28. Febr. 1865

Kjære Gamle!

Tak for Fastelavnshilsenen. Sibberns Bog har jeg ikke læst og har saaledes Latteren tilgode. Nu kun et Par Ord om denne elskværdige Philantrop.

At du kunde gaae ind baade i Augustforeningen og i Dansk Folkeforening og ansee det for det Rette, kan jeg nok forstaae. Du har altid staaet udenfor den Kamp og har ikke taget Parti, og jeg indrømmer dig det Privilegium. Maa jeg blot udtale min Mening om Sibberns «alsidige Velvillie og ægte Menneskekjærlighed».

Er Sibberns Standpunkt ikke det Goetheske? Med andre Ord: Han tager ikke Parti i nogensomhelst Sag. Ingen har Ret, de har alle Ret. Hvert Menneske har sin Tro, sin Sandhed, — der er ingen Sandhed, ingen absolut Sandhed, ingen aabenbaret Gud. Det er ikke «Sandheden», vor s. 520Herre Jesus Christus, der skal gjøre os fri, det er Dannelsen. Det Onde paa Jorden er kun Barbari, det Gode er Dannelse, den hjertelige og aandelige Dannelse. Sibbern er Pelagianer; i den oplyste og redelige Villie er Frelsen, naar man har den, gjør det ingen Forskjel, om man er Jøde, Tyrk eller Christen. Det Subjektive er Alt; Troen derpaa er den eneste objektive Sandhed, som Sibbern vedkjender sig. Vi frelses ikke ved «Sandheden», vi troe paa, men ved vor Tro paa, hvad vi kalde Sandhed.

Denne Humanitet, som vistnok er udtalt i Gabriel Sibberns Afhandlinger og mere poetisk i Gabrielis Breve, 2den Deel, og især i «Fra Aaret 2135», kan jeg ikke beundre. Det er i mine Øjne et Forsøg paa at mediere mellem Gud og Djævelen. Det er ingen ægte Menneskekjærlighed ; den ligner ikke hans, som efter sit eget Ord var kommen for at sætte Splid her paa Jorden. Det er ganske vist en «alsidig Velvillie», naar man er lige gode Venner med Julian Apostata og Athanasius, med Grev Geert og Niels Ebbesen, med Calvin og Luther, men det er ingen hjertelig Velvillie, thi Hjertet tager Parti. Hvor megen Uret der maaskee kan være hos dem, der forsvarer, hvad der er Ret: Retten maa dog være paa een af Siderne i det egentlige Stridspunkt, og Billighed paa den højere Retfærdigheds Bekostning duer ikke. Jeg beundrer derfor ligesaa lidt den humane Sibbern som den humane Pelagius; det er ingen Kunst at være human, s. 521naar man siger: det er lige fedt altsammen. Kan disse velvillige Epikuræere ligesaa let rydde Djævelen og Synden af Vejen, som de kan lyve dem bort, saa vil jeg ogsaa blive human; men saalænge den Onde er denne Verdens Fyrste, saa gjælder det i mine Tanker om med de hjertelige Folk, Athanasius og Luther, hjertelig at tage Sandhedens Parti og som Lysets Børn uden Billighed at hade Mørket, hvor inhumant det saa seer ud.

Saameget om Sibberns Menneskekjærlighed, som er den partisk-philosophiske, den epikuræiske, den uægte. Vor Herre Jesus var naturligviis meget ubillig mod de alvorlige Pharisæere, og han er ligesaa ubillig endnu, fordi hans Menneskekjærlighed er ægte. Og hans Disciple maa ogsaa være det, fordi de troe paa Sandheden, som ikke lader sig mediere med Løgnen. Naar du indrømmer mig det, saa vil jeg gjerne indrømme dig, at Sibbern trods sit i dybeste Forstand aandløse og overfladiske Standpunkt, er en elskværdig gammel Drømmer. Men Sandheden først og saa Billighed, forsaavidt den kan bestaae med Sandheden, og ikke omvendt.

Dit Digt til Sibbern har jeg ikke læst, da jeg er saa ubillig ikke at læse den «Berlingske Tidende». Jeg vilde imidlertid gjerne see det, om du har det.

Du bør ganske vist ikke gaae ind i nogen politisk Forening, ligesaa lidt som jeg for Ex. i s. 522en Forening for eller mod den «nordiske Kunst». Men det er en Mangel hos mig, at jeg ikke kan tage Parti i den Sag; jeg staaer ikke over, men udenfor den Strid.

Og saa lev vel!

Din C. Hostrup.