Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1867-01-14)

C. Hostrup til L. Mynster.
Hillerød, d. 14. Januar 1867

Kjære Ven!

Der er en Udtalelse i dit Brev, som jeg beder om nærmere Oplysning om, «at jeg stundom har s. 534søgt at frastøde de Smagfulde ved at bruge Hverdagsudtryk, som ikke er mig naturlige». Hertil maa jeg svare, at jeg ikke har skrevet, hvad der ikke falder mig naturligt i Munden ; thi mine Prædikener er ligesaa fuldt som mine Komedier skrevne i et Talesprog og ikke i et Skriftsprog. Dette Talesprog er ikke, som Recensenten i Berlingske skrev, «tillært», det er mit eget, som har udviklet sig paa naturlig Maade i min Præstetid; men selv om det, som jeg er vis paa, ikke er paavirket af nogen Skole, men er mig ejendommeligt, saa kan det jo dog godt være, at det i flere Henseender kan trænge til en strengere Kritik, end jeg selv har anvendt derpaa, og jeg vilde derfor takke dig, hvis du vil nævne mig saadanne Hverdagsudtryk, som støder dig. Min eneste Kritiker er min Hustru, og hun er ganske vist baade lydhør og upartisk, men det er jo dog muligt, at hun, ved stadig at høre mig, kan komme til at lægge mindre Mærke til det, som du kalder mine Smagløsheder, og det er derfor, jeg beder dig om at nævne nogle Exempler, saa mange som mulig, for at jeg kan prøve dem for mig selv og faae at vide, om Du har Ret. Hvad jeg veed er, at jeg hader alt Skjønsnakkeri og allermeest i Prædikener. Jeg vil ikke frappere eller være aandrig, men jeg vil vidne jævnt og simpelt om Sandheden, som er opgaaet for mig, og gjerne hjælpe Andre til at finde den. Det kunde jo være, at der var noget af en Maneer i slet Forstand — (sligt kan skee, s. 535uden at man veed det), og det hader jeg ligesom du; men selv om det virkelig skulde være Tilfældet, saa beviser det kun, at jeg i min Optagethed af det, jeg vilde have frem, ikke har været tilstrækkelig paa min Post i denne Henseende; men jeg veed, at jeg aldrig har sagt eller skrevet noget for «Partiets Skyld».

Hvad dine andre Indvendinger angaaer, saa har jeg i Dag altfor lidt Tid til at gaae dybere ind paa Sagen; kun vil jeg bemærke, at jeg som Christen godt kan vedkjende mig Broderskabet med dem, der troer paa den samme treenige Gud som jeg, hvor liden Vægt de end tillægge Herrens Indstiftelser; men som Præst maa jeg ikke alene vise hen til vor Herre, men ogsaa til, hvorledes et Menneske skal bære sig ad med at komme til ham. Og derfor maa jeg kæmpe mod dem, der efter min Overbeviisning forvirrer de Søgende (ligesom de i sin Tid har forvirret mig) istedetfor at hjælpe dem paa Spor. Det er ikke blot Grundtvig, men først Luther, der har lært mig, at Daaben er Døren — efter Herrens Ord til Nicodemus, — den eneste, og saa er det ikke hypersakramentalt, men christeligt, naar man i Tider som vore, hvor de Fleste taler taaget derom, i sin Bestræbelse for at hjælpe Andre, som man selv er bleven hjulpet, nævner Daaben noget tiere, end det maaskee behøvedes i Paulus’ og Peters Dage, da Ingen tænkte paa at læse sig ind i Guds Rige, blandt andet af den Grund, at det Ny Testamente ikke var skrevet. s. 536Det som accentueres, naar vi lægge Vægt paa Sakramenterne, det er det, at vi frelses ikke ved vor Tro, men ved ham, som vi troer paa, ikke ved vor Fromhed, vor Gudelighed, vore Bestræbelser eller noget af vort, men ved hans Gjerning i os, — ikke ved vor Griben efter ham — (skjøndt den maa til) men ved hans Griben og Fastholden af os, som kun kan skee, naar vi vil lade os gribe og fastholde af ham.

Du taler om min Kløgt; men hvis jeg er kløgtig, saa kommer det af, at jeg har faaet en Oplysning, som ikke blot er vækkende, som den Martensenske Theologi var i sin Tid, men som er frugtbar paa nyt Lys. Jeg tvivler ikke paa, at Fremtidens Christne vil kunne finde Mangler og maaskee Misviisninger i den Grundtvigske Theologi, men jeg er vis paa, at i det Hele, i alt det Væsentlige, — vil de give os Ret imod eder.

Din
C. Hostrup.