Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1882-12-15)

L. Mynster til C. Hostrup.
Den 15. Decbr. 1882

Kjære Ven!

At jeg lidt seent takker for din Bog, kommer tildeels af en god Egenskab hos den: at den har sandt Indhold og derfor ikke burde være Hastværkslæsning; og da den er kommen i de nye Bøgers Sammenstødstid, og flere af disse (f. Ex. Fru Heibergs) ogsaa krævede langsom og opmærksom Læsning af mig, blev jeg afbrudt, men s. 614er siden kommen tilbage og har saa med Glæde fundet meget Nyt. En formel Indvending vil jeg strax udtale, som Du vist selv har gjort Dig, skjøndt jeg ikke har seet den offentlig fremsat: at Titelen i Grunden ikke passer paa alle Foredragene, ligesom jeg troer, de vilde faaet mere almindelig Interesse, naar Du oftere havde angivet, hvor og naar de Enkelte ere holdte. De fire sidste, som synes mig mindst «folkelige», maatte naturligviis ligge mig nærmest, og de to vare mig nye; jeg læste strax det om Hauch for Flere, der ligesom jeg paaskjønnede det meget. Men ogsaa af de Foredrag, der laa mig lidt fjernere, har jeg kunnet lære endeel, og har kunnet gaae ind paa saare Meget og fundet Meget slaaende og træffende i dem. Jeg læste saaledes med stor Interesse om «Agnete og Havmanden» og kan i Hovedsagen dele Din Mening, skjøndt jeg ikke troer, at Grundtvigianerne er de eneste — i christelig Retning — som vil forsone det Christelige og Menneskelige. Men især har jeg fundet flere af de senere i Sandhed opbyggelige, saa de bør læses som smaa Prædikener, paa nyere Maade blandede med Spøg og Vid. Dette gjælder — synes mig — f. Ex. om «At leve er ikke at dø» og om «At hvile paa en Steen», en ypperlig Betragtning, som i Grunden er mig Nr. Eet af dem, jeg nøjere kjender, thi jeg er, som sagt, ikke færdig, og «Strøtanker om Kjærlighed» har jeg endnu ikke havt for. —

Naturligviis har der været Forskjelligt, hvori s. 615jeg, ligesom Din Recensent i «Nationaltidende» (et Blad, der har en vis Fortjeneste af at følge med Literaturen) kun har seet «personlig Sandhed». Dog erindrer jeg ikke Noget, der har fremkaldt bestemt Drift til Modsigelse hos mig — uden Side 35—36 — om vort gamle Stridsemne «Latinen»; paa det Punkt bliver vi ikke enige; men jeg vil ikke nu dvæle herved, da du har givet os saa meget Godt og Smukt, som du fortjener Tak for. —

Jeg har følt mig truffen — eller dog advaret, af saa træffende Ting, som du siger f. Ex. Side 151—52, og endnu mere paavirket og opbygget af Side 170—71 om det «Aften-Ja», der ogsaa skal være et Morgen-Ja. Og naar vi er enige om saa vigtige Ting, kan vi nok tilgive hinanden lidt Uenighed i det, som er mindre vigtigt, det vil ikke forstyrre det gode Kammeratskab imellem gamle Venner.

Saa endnu lidt om en Bog, der maaskee har beskjæftiget os begge i denne sidste Uge: Martensens Ungdomshistorie. Du er sagtens utilfreds med forskjellige Yttringer; ogsaa jeg havde ønsket, at han, hvor han f. Ex. omtaler Grundtvigianerne, havde gjort en bestemtere Forskjel mellem de tidligere og de senere, blandt hvilke jeg, som før sagt, finder mange rimelige. Men Du har vel ogsaa været fordomsfri nok til med mig at kunne fornøje dig over den friske Ungdommelighed, hvormed den gamle og (efter hans Læges Mening) alvorligt s. 616svage Mand skildrer Meget, ikke mindst hiin Visit i Paris, der varede fra 12 Middag til 12 Aften, og saa Besøget hos Strausz med de smukke Bemærkninger om de «visne Blade». Hos Lenau synes mig, han ikke ret faaer det frem, som kunde gjøre ham «elskelig» for ham. Men der er nok at lære og paaskjønne i denne Udviklingshistorie i korte Træk.

Hermed lev vel.

Din hengivne
L. Mynster.