Mynster, Christian Ludvig Nicolai BREV TIL: Houstrup, Jens Christian FRA: Mynster, Christian Ludvig Nicolai (1883-05)

L. Mynster til C. Hostrup.
Maj 1883

Det glædede mig, at min Artikel behagede dig — endog saaledes, at Du fik Lyst til at tale med mig. — — Jeg negter iøvrigt heller ikke, at jeg i senere Tider lidt stærkere har følt, at vi ikke blot ere uenige om vigtige Ting, men ogsaa have udviklet os i forskjellig Retning, saa jeg har lidt Frygt for ikke at kunne tilfredsstille Dig. Dine «Folkelige Foredrag» vise, hvor meget Du er gaaet frem i fædrelandsk, oldhistorisk, ordsproglig Dannelse, hvad jeg slet ikke er. — — Lad mig endnu tale et Par Ord med Dig paa gammel Viis, som vi dog have været vante til mere skriftlig end mundtlig Samtalen. Din «Eva» har jeg i Vinter seet igjen med Glæde, ligesom jeg er enig med s. 617Dig i, at der i vor alvorlige Tid gjerne i en Komedie som i anden Digtning maa findes en Tendents. Alligevel kan jeg ikke være paa Din Side om «Et Besøg», hvor fortrinligt end Dit Forsvar derfor var skrevet. «Tendentsen» kan unegteligt — ligesom i hans første Stykke: «Lægemidler» — ikke kaldes andet end moralsk ; men den moralske Sandhed, som gjør Dig og Din Hustru det kjært, synes mig paa en temmelig tør og lidet indtrængende Maade at gaae derigjennem, og jeg troer, at I selv lægge Eders egen Alvor ind i Stykket. Hvilken anden Varme vilde ikke det Hele have faaet, hvis f. Ex. en Hauch havde behandlet Emnet? Behandlingen i det Enkelte kan jeg ikke andet end finde anstødelig, ligesom den er lidet poetisk. Det er ganske sandt, at mange franske Stykker, som paa en mere dulgt Maade berøre Sligt, i Grunden ere mere frivole; men der er dog ogsaa en vis Blufærdighed, der bør have sin Ret, og jeg tvivler om, at det vilde være Dig selv behageligt at sidde ved Siden af en ung Pige i et Theater, medens Forføreren i dette Stykke fortæller den lange, uhyggelige Historie fra sin Rejse, der næsten tvinger Phantasien ind i al Detail. Paa de formelle Fortrin i Stykket synes du mig at have lagt for megen Vægt; vi have jo dog altid været enige om, at det ikke er denne «Technik,» hvorpaa det kommer an. — Der er ganske vist i E. Brandes’ Skuespil (ogsaa i «Gyngende Grund») ret nette, hyggelige Ting, men neppe s. 618noget egentligt Digteriskt (det har «Strandby Folk» dog mere, uagtet alle Mangler). Hans «Skuespilkunst» viser ham ogsaa som et aandrigt Menneske, der ofte gjør træffende Iagttagelser, men ogsaa ofte vilkaarlige og usande; hvorledes har han ikke faaet Folk bildt ind, at Høedt har indført den naturlige Spillemaade hos os, og saa sluttede Fru Nielsen og Wiehe sig til ham; istedetfor at Sandheden er, at Fru Nielsen og allerede Ryge havde indført den, uden at opgive noget af Idealiteten. ^*)Slutningen mangler — —