Houstrup, Jens Christian BREV TIL: Mynster, Christian Ludvig Nicolai FRA: Houstrup, Jens Christian (1883-10-26)

C. Hostrup til L. Mynster.
Den 26. Octbr. 1883

Kjære gamle Ven!

Du maa ikke tvivle om, at jeg i mange Tider har været trykket af ikke at have sendt dig min Tak for den sidste lille Bog, som jeg dog strax efter Modtagelsen læste med megen Fornøjelse. Der er overhovedet ikke mange Bøger, der interesserer mig saa meget, som disse Menneskeskildringer i efterladte Breve, og hvad jeg tidligere har skrevet til dig om Misligheden ved saaledes at bryde Brevhemmeligheden, har egentlig kun noget at betyde for mig, naar jeg tænker mig sligt udført af Journalister eller lignende hensynsløse Røvere; men i Hænderne paa de Nærmeste, som s. 619vil behandle Sagen med den nødvendige Finfølelse og Forstaaelse, stiller den sig naturligvis ogsaa i mine Øjne ganske anderledes.

Gode, naturlige og karakteristiske Breve af rare Mennesker (ikke just Genier) holder jeg gruelig meget af at læse, og din Morfader har jeg nu faaet en Godhed og Interesse for, hvoraf der før ikke var Spor hos mig; jeg har ogsaa været glad over de Lysglimt, som gjennem Brevene faldt paa Tiden for 100 Aar siden, som for mig har ligget i tæt Mørke.

Grunden til min Tavshed er egentlig den, at jeg længe har siddet i et (i Forhold til min nuværende Arbejdskraft) temmelig travlt Arbejde, dog ikke noget digterisk. Da mine Prædikener er udsolgte, og man vilde have et nyt Oplag til Julen, foretrak jeg at gjøre en ny Samling, hvis første Halvdel skulde gjøres færdig i en urimelig Fart. Det er imidlertid ikke blot i denne travle Tid, at jeg kommer sjelden til det egentlige Kjøbenhavn; i de sidste Uger har jeg ikke været derinde, uden naar jeg højst en Gang om Ugen gik i Theatret, og saa farer jeg ind med Sporvognen eller løber for Motions Skyld Vejen paa en halv Time. Saaledes er jeg ikke endnu naaet til Bredgade, men naar det en Gang kan ske, kommer jeg vel nok. I det mindste har jeg god Villie dertil, men maa ogsaa indrømme, at jeg kun er lidet paalidelig i den Slags Ting. — —

Jeg har nogle enkelte Gange truffet G. Brandes s. 620og har fundet ham personlig meget behagelig; men hans hele Aandsretning er mig i den Grad fremmed, saa jeg, med al Anerkjendelse af hans sjeldne Begavelse, dog vanskelig kan tænke mig, at han vil faa saa stor og blivende Betydning for Danmark og Norden, som Mange mene. Broderen Edvards Stykke i «Morgenbladet» i Anledning af Grundtvigs Hundredaarsfest var mig saa meget imod, saa jeg ikke gider spilde et Ord derpaa. Derimod var jeg imponeret af Drachmanns Digt ved samme Lejlighed, hvori jeg fandt noget storladent og en digterisk Forstaaelse, som jeg ikke havde ventet mig fra den Kant.

I det ny Stykke, som nu opføres under Navn af «Unge Koner», og som i den Grad svarer til Navnet: et «Stykke» (eller en Stump), at det kun er et Par Begyndelsesscener af et Skuespil, er der imidlertid noget ganske godt i Dialogen og Opfindelsen; men vi faar neppe nogen betydelig Skuespildigtning, saa længe Theatret ikke vil stille større Fordringer til Forfatterne. Overhovedet har jeg aldrig troet det muligt, at et Theater, som vort, i saa faa Aar kunde nedsynke fra en saa høj Plads til en saa lav og ynkelig, som det nu indtager. En mere hensynsløs, udansk, ødelæggende Styrelse har det vist aldrig haft, saa længe det har bestaaet; men Bladene tier naturligvis netop her, hvor der er saa god Grund til at klage.

Din
C. Hostrup.