12. Januar 1828.
Ovenstaaende Brev er, som Du vil have set, skrevet for henved 3 Uger siden. Aarsagen hvorfor jeg ikke har afsendt det, ligger fuldkomment i Brevet selv. Min, maaske ringe, Evne til at føle det Komiske ved eller for Andre, er forenet med en, for mig, højst uheldbringende Styrke i at se det latterlige hos mig selv, som jeg stundom dog ikke kan aflade. »Der givess. 14Øjeblikke i Livet«, hvor den lykkelige, der ellers har fordybet sig i de ypperligste og højeste Anskuelser af sit glædefulde Virksomhedsliv, hvad enten dette nu bestaar i Conversation, Lærdom, Filosofi eller Poesi, pludselig som Mosch Terpin i »Klein Zaches« bliver vaer, at han sidder under et udspændt Guldtraadsnæt og længes efter det Frie eller efter noget udenfor velbemeldte Næt. Et saadant overjordisk Lynglimt er forskrækkeligt, idet det som et Jordskælv tilintetgør hele vor drømte Omgivelse, men denne kommer dog som oftest igen, og alt viser sig som før. Med mig er det imidlertid gaaet endnu værre og videre. I den korte, men i et Par Aar forberedede Periode af mit Liv, som er omtalt i Begyndelsen af mit forestaaende Brev, var dette Lynglimts ellers momentane Tilværelse bleven statarisk, og — hvor slemme Pinsler det end foraarsagede mig — saa aandede jeg og kunde kun aande deri; deraf udsprang ogsaa Begyndelsen, Enden og desuden et og andet, der ser fornuftigere ud i min Skrivelse; men midt i denne fortryllede Tilværelse slog Indsigten af den praktiske Nytte, som jeg oppe ved min Pult i Cancelliet og andetsteds sad og udgød om mig, saa forstyrrende, saa bindegal forstandigt ind i min Sjæl, at den reves isønder. I 14 Minuter af Kvarteret var jeg, hvad Folk, naar de havde kunnet se ind i mig, vilde have kaldet gal, og da forekom mig Lehnsvæsen, Jurys, Jurisprudentsens højeste Ideer, ja selv Poesien, saa mat og intetsigende, som Jens Lunds Prat forekommer Dig, men i det 15 de Minut var jeg selv Jens Lund og udlo med indvortes — som jeg igen næsten i samme Øjeblik følte det — afsindig Latter de fantastiske Billeder. Denne min indvortes Tilstand vedvarer, skønt ikke altid i lige stærk Grad, endnu, og da den engang er fremkommet,s. 15kan den ikke ganske ophøre uden en voldsom Forandring i min udvortes Tilstand. Den Forandring, jeg ene ønsker, kan ikke ske; det eneste, der derfor kan staa mig tilbage, hvis jeg vil vedblive at leve, — som jeg maa, i det mindste saalænge min Moder lever —, er at rive mig aldeles løs fra det, som er her. Men hvorledes skal det ske? Jeg tænker alvorligt paa at komme bort fra Kjøbenhavn; men et egenligt Embede kan jeg endnu ikke vente; at undervise Børn er jeg for utaalmodig og for haard til; jeg havde derfor næsten betænkt at give mig til at være Fuldmægtig hos en Amtmand, eller deslige, ligegyldigt hvad; — men hvor ville Folk da ikke straks blive opmærksomme paa denne Tronafsigelse ; hvor ville de ikke med største Omhyggelighed søge om Grunden til denne — og hvis de nu fandt den rette; — det vilde gøre mig usigelig ondt at se min dybeste skjulte Helligdom vanke om som en Kop Syltetøj før Souperen mellem Folks Munde; og risquerer jeg dog alligevel ikke dette, som jeg mest af alt frygtede for? —
Hvad Dig angaar, kære Ven, saa har dit Brev glædet mig ganske særdeles, baade fordi jeg mærker, at din Tilfredshed er større, end jeg troede at kunne vente det, og fordi jeg dog af det ser en Mulighed til, at andre Mennesker end min Moder kunne holde af mig. De andre agte mig som et forstandigt og godt Menneske, som en begyndende lærd Jurist, som en dygtig Kontorarbejder, som en 8 Aars Senior, ja vel endog som et Menneske, der har Sansen for det Højere, skønt han ikke kan udtale dette ; de begegne mig med Agtelse, men videre ikke. Og hvor lidet jeg end taler om det, saa forlanger jeg dog noget mer. Jeg holder inderligt af næsten alle Mennesker, og for Enkelte kundes. 16jeg gøre store Ting. Du er iblandt dem. Alligevel siger jeg Dig ikke, uden i en gaadefuld, uvilkaarlig Tale som dette Brev, hvori mit Onde stikker. Du kan næppe heller vide det, skønt Du har været tilstede ved dets første Udspring, og dets Voksen fandt Sted, medens Da endnu var her. Blandt mine flere hemmelige, for mig selv yderst pinlige, Kræfter, som jeg nu hverken vil skjule eller prale med for Dig, er den: i Øjeblikke, hvor det efter min tidligere omtalte Anskuelse, af Frygten for at blive til Latter, kommer an paa fuldkomment at dølge mine Følelser, at kaste det tykkeste Ligegyldigheds Slør over den hæftigste indvortes Bevægelse. Skulde Du imidlertid, imod al Formodning, kunne ane noget om hint Onde, saa berør det ikke med en eneste Stavelse; kun jeg selv veed det, og kun min gamle Moder har et Slags dunkelt Begreb om det; ellers intet Væsen, uden Gud, si sit. For at være vis paa ikke at komme til at sige mer, end jeg vilde, har jeg først skrevet dette i Concept ; ser Du : saa vidt gaar min ulykkelige Besindighed, selv i min Rus.