Jacobsen, Peder Vilhelm BREV TIL: Adler, Peter Christian FRA: Jacobsen, Peder Vilhelm (1828-06-14)

14. Juni 1828.

Det gør mig af en dobbelt Grund ondt, at jeg ikke tidligere har tilskrevet Dig Svar paa det første af dine to sidste Breve; dels har jeg nemlig ængstet Dig ved min Tavshed, dels vilde muligvis et tidligere Forsøg paa at svare, have overbevist mig om min Evne til at kunne dette, noget hvorpaa jeg har tvivlet. Min Sygdom har været, og tildels endnu er, den Dig maaske ikke aldeles ubekendte hypochondriasis, en Art Nervesvækkelse, hvori man troer at have denne eller hin eller flere Sygdomme og hvor Indbildningskraften virker med en saa utæmmet Styrke, at man virkelig føler Symptonerne af Sygdommen i en saadan Grad, at man næsten ikke kan andet end tro, at man har den. Et naturligt Hang til denne Sygdom (alt i mit 9de Aar lagde jeg i en Tid af flere Maaneder mig hver Aftens. 31til Sengs med den fulde Overbevisning, at jeg skulde dø den Nat), Mangel paa Beskæftigelse, der interesserede mig og — som en Følge deraf — Mangel paa Tanker, uden saadanne, der drejede sig om mig selv; Adskillelsen lidt efter lidt først fra Peder Hansen 1), Thortsen og Dig, og siden endog fra Omgangsbekendtere som Valentin og Timm; fremdeles en maaske ved selve min Hypochondrie forøget Lidenskab for en Pige, til hvis Besiddelse jeg vel aldrig kan komme, og en, som jeg nu indser, højst ufornuftig Indretning af min Diæt, der har foraarsaget, at medens Du ved din er bleven saa fed som jeg var, er jeg bleven smallere, end Du nogensinde var. Alt dette har gjort mig til en Hyperhypochondricus, og kun lidt efter lidt kan jeg kanske vente at komme mig nogenlunde; dog — eet af Midlerne hertil er, at jeg ikke tænker paa mig selv, og det er derfor vel rigtigt at afbryde her. —

Men dermed standser ogsaa mit Brev; thi af ren Raisonnement kan jeg ikke frembringe noget, der ikke staar i Forbindelse med det forbudne Æble, Tanken paa min legemlige og aandelige Tilstand, — og af blotte facta veed jeg næsten ingen. Litteraturen staar ganske stille her tillands. Winthers Digte og Høiens Bog om de paa Salonen fremstillede Malerier etc. ere omtrent de eneste litteraria, man kan nævne. Den første er uden Tvivl en meget god Bog og den sidste udmærker sig vel i det mindste inter pares. Iøvrigt har jeg i4 — 5 Uger ikke engang læst en Avis eller et Tidsskrift uden Flyveposten . . . .

s. 32Theatret er nu lukket og altsaa ej heller fra den Kant er der noget, der kan berettes . . . . Kongen har bestemt, at Øhlenschlæger, Heiberg og den norske Boye 1) skulle hver for sig udarbejde en Plan til den dramatiske Fest, der skal gives i Anledning af Prinsens og Prinsesse Wilhelmines Formæling, hvorefter han selv vil udsøge den bedste af de 3 ; naar da alle 3 ere udførte, skal det Stykke, hvis Plan har fundet Naade for Kongens Øjne, spilles paa den egentlige for Festen bestemte Dag, og de andre 2 siden engang ; hvilket alt er noget sært.

P. S. Af de ovenfor angivne Grunde bedes især den 4de omhyggeligen fortiet. Jeg har givet mig Luft for Hertz og Møhl om denne Genstand (at jeg ikke gør det her, er fordi jeg frygter for at dvæle ved den; med Tiden skal Du faa mer at vide). Men jeg vilde nødig, at det skulde blive videre bekendt. — løvrigt beder jeg Dig undskylde, hvis der i de ovenstaaende Linjer skulde være indløben en eller anden Tankeløshed ; mit Hoved er endnu kun meget svagt, men jeg har troet ikke at kunne opsætte det længere at tilskrive Dig. Svarer Du mig, saa rør ikke for meget ved min Tilstand, men fortæl hellere noget glædeligt om din egen.