18. og 20. Oktbr. 1828.
Du taler om de herlige Forventninger, der fyldte din Sjæl, da Du sidst beredte Dig til Rejsen herover,s. 37og den Maade, hvorpaa disse Forventninger bleve skuffede. I Almindelighed vilde man svare paa saadan Klage, at saaledes er det altid med store Forhaabninger, og man vilde uddrage den Moral, at man ikke skal give sig af med at haabe ind i det Tilkommende, men nyde det Nærværende. Imidlertid er hele denne Sats efter min Formening urigtig. Allerede det synes mig vist, at Øjeblikket i Grunden næsten aldrig nydes, eller kan nydes, ene. Det er egentlig kun gennem Haabet og Erindringen, vi faa vore, i det mindste vore bedste, Nydelser. Heller ikke er Grunden til, at man vil bortjage Haabet og sætte det Nærværende istedet, den, at jo hin selv er en Nydelse, men kun at paa den søde Kløe kommer den sure Svie ; men i saa Fald er Ulykken kun, at man ikke er konsekvent, og vedbliver i sit Haab, i det mindste paa andre Ting, naar det, man hidtil har haabet paa, gaar Fanden i Vold. Haabet er vistnok en Chimaire, men vore glade Forestillinger om det Nærværende — hvilke derhos, som ovenanført, i Grunden altid ere ledsagede af et, om end ubevidst Haab — ere ligesaa meget, og maaske mere Chimaire. Jeg taler saa meget Haabets Sag, da jeg har faaet at føle, i det fuldkomneste Omfang, hvad et blot Præsens-Liv uden perfectum eller futurum, altsaa uden Erindring og Haab, vilde sige. Der var en Tid, kort efter at jeg, saa aldeles imod min Forventning og min Mening om min daværende Tilstand, havde rejst mig fra mit Sygeleje, da min aandelige Pine først ret begyndte. Den skrækkelige Følelse af at være syg, uden dog at være det (Hypochondriasis), min Grublen derover berøvede mig ikke blot næsten Visheden om det Nærværende (hvilket grænser saa nær til Afsindighed, der jo bestaar i, at man antager det Bestaaende for noget andet end det, alle Andre se dets. 38er), men fremfor alt næsten ganske Følelsen af det Forsvundne og Tanken paa det Tilkommende. Jeg kunde ikke uden den voldsomste Anstrængelse, og endda ikke med nogen fuldkommen Sikkerhed eller Tydelighed, om Eftermiddagen mindes, hvad der var sket om Formiddagen; og forestille mig, hvad der vilde ske, formaaede jeg endnu mindre, hvoraf igen fulgte en næsten fuldkommen Viljeløshed i Handling. Erindring og Haab vare saaledes borte, og Nydelsen af det Nærværende kunde ikke glæde mig det mindste. Jeg havde netop saa meget Forstand tilbage, at jeg — skønt utydeligt — indsaa Rigtigheden af Alles Fordring, at skulde jeg reddes, maatte jeg kaste mig uopholdelig ind i Livet igen. Jeg begyndte at læse og skrive paa en Tid, da jeg ikke troede mig istand til at fatte eller skrive et Punktum i Sammenhæng; men lidt efter lidt fik jeg Begreberne om Følge tilbage, derpaa efterhaanden flere og flere Erindringer, og endelig kom imellem et Lysglimt af Haab tilbage. Det er nu uendelig bedre med mig, skønt det — Gud veed det — er maadeligt nok. Men Følelsen af min Magt over det Nærværende, Erindringen om de Behageligheder, jeg tør mindes, og især den Smule Haab, jeg — skønt i underordnede Henseender — tør nære, ere endnu bedre Medicin for min Aand end den styrkende Vin er det for mit Legeme, der iøvrigt endnu næsten uafladeligt ved Blodets følelige Pulsslag vil hentrække min Opmæksomhed paa sig og drage mig tilbage i det blot Nærværende og Legemlige. Man er et Dyr, eller højst en Pjerrot, naar man kun kan leve i det Øjeblikket, og, naar man ikke er berøvet sin Forstand som Hunden eller Pjerrot, er man derved det ulykkeligste Menneske. Derfor siger jeg til mig selv som til Dig: se af alle Kræfter at komme til at haabe,s. 39og svigter Opfyldelsen, saa haab igen paa det samme eller paa andet, men arbejd derfor ogsaa i Øjeblikket for at gøre Dig mer og mer berettiget til at haabe, og derved istand dertil; med andre Ord: haab, men ikke ørkesløst.
Min Mangel paa Aands Bevægelighed, som Du — skønt med Tvivl — omtaler at tro at have bemærket, forsvinder mer og mer, og hvis alle Julemærker slaa Fejl, skal hin Bevægelighed engang fuldkommen komme tilbage; derimod frygter jeg endnu for mit bedste Stykke, min Humor. I Humoren ligger der, uagtet den saa ofte vender sig mod Vedkommende selv, en stor Stolthed, og selv idet man spotter sig selv, føler man sig som Spotter, paa en endnu større Højde og over sig selv. Naar nu denne vidunderlige Del af det besynderlige Jeg, der saaledes hovmoder sig ikke blot over Andre, men endog over sig selv, ved et Nebudkadnezar-Liv, der alligevel var forbundet med den dybeste Følelse deraf, engang har været aldeles ydmyget og undertvungen af den lavere Del af Jeget, saa maa Stoltheden bortfly og Humoren forsvinde. Det eneste Haab, jeg endnu har tilbage, er, at det var det legemlige, der for en stor Del i hin Tid saa fuldkomment nedtrykte det Aandelige. Det eneste Middel til at hjælpe Sagerne paa Fode igen er derfor, alt som Ligevægten mellem Aand og Legeme kommer tilbage, af al Magt at stræbe at faa hin Stolthed, hin Aandens Følelse af sin Overmagt over sig selv, tilbage. Men dette lykkes kun ved Forsøg. Ligesom det simple Aandelige først kom igen hos mig ved en Anstrængelse, som jeg i Begyndelsen troede vilde være unyttig, saaledes kan Humoren ogsaa kun komme igen ved at jeg øver den, skønt jeg ikke har den — endnu. Jeg 1er derfor saa tit jeg kan, oms. 40jeg end hellere vilde græde, og jeg agter at fortsætte dette. Saafremt det saa kan komme, saa skal det komme. Jeg ender imidlertid her mine Selvbetragtninger, der dog vel ikke ere det saa meget, at jo endogsaa Andre, f. Ex. Du selv skulde kunne anvende noget af det Sagte paa Dig selv. Synes mine Otd trivielle, saa betænk, at man siger en Ting 1000 Gange og troer, at man forstaar det tilgavns, og at der, naar man saa engang selv oplever Sagen, gaar et Lys op, som viser, at man hine 1000 Gange kun har plapret efter, hvad andre have sagt, uden at man har haft den fuldkomne Anskuelse deraf. Iøvrigt, i al Fald, saa undskyld mig med, at jeg endnu er syg, thi det er jeg saa vist, som at det er sandt, hvad Goethe siger:
Dem ist es schlecht in seiner Haut,
Der in seinen eignen Busen schaut.
Hvad Nyheder i Kbhvn. angaar, saa er der næsten kun en eneste Sag, hvorom alt drejer sig, nemlig den høje Formæling. Naar Du gaar fra mig 1) ned ad Kronprinsensgade, vil Du høre Folk imellem hinanden hviskende at tale om den unge Prins og Prinsessen ; kommer Du op paa Købmagergade, mumler Folk en hel Del, hvoriblandt Du kun tydeligt hører Ordet: Formæling, og paa Amagertorv løber Ordet: Illumination gennem alle Munde. Kommer Du endelig op i Cancelliet,s. 41faar Du ufejlbarligen den allerede 10 Gange gentagne Ordre om endelig at indfinde Dig Lørdag d. 1ste November Formiddag Kl. 8 for at skrive de mangfoldige nye Bestallinger etc., der bliver at udfærdige. Gaar Du hen til Reitzel, faar Du strax et Digt i Anledning af Formælingen med Musik til, forfattet af Krigsassesor og Skriverlærer Melbye, i Hænde, og medens Du læser det, gaar den lange Reitzel og hans to smaa Drenges Munde som ligesaa mange Lirekasser rundt; en evig Lirumlarum om Formælingens Glans og Glæde; gaar Du derfra hen til Bogbinder Lerche, staar han selv med sin hvide Nathue paa Hovedet og indbinder 7 Exemplarer af Øhlenschlægers »Hrolf Krake« i Saffian, der skulle overrækkes det kongl. Hus i Anledning af Formælingen. Skal Du have din Kjole lappet hos din Skrædder, kan Du næppe komme ind til ham for den Mængde nye Uniformer til Formælingen, der opfylde hele Værelset, og vil Du nu, efter alt dette, besøge Snedkermester Olsen — om Du kender ham — kan Du ikke komme op af Trapperne formedelst de der udsatte nye forfærdigede Pyramider — altsammen til Formælingen. Ser Du i Vejret for at faa at vide af Nicolai Kirketaarn, hvad Klokken er slagen, forbavses Du ved at se 6 à 7 Mennesker spasere om højt oppe over Taarnet paa en hel Del store Bjælker, der se ud som Pibestilke, og gaar Du i dybe Tanker ned ad Christiansborg Slotsplads, risquerer Du om nogle Dage at rende Næsen imod et stort Hus for Enden af Børsen, hvilket Grossererne lade oprette til Stads i Anledning af Formælingen. In summa: Formæling, Illumination Ordner og Rang, og Rang og Ordner og Illumination og Formæling. Beskrive Dig hele Sagen kunde jeg kun, hvis jeg vilde anmode Hof-Boghandler Beeken oms. 42at laane mig Manuskriptet til den Bog, han vel nu har færdig efter i Adresseavisen at have anmodet Alle om at give ham Underretning om Alt, hvad de vil gøre i Anledning af Formælingen; thi de faa Noticer, Kjøbenhavnsposten, Den flyvende Post, Adresavisen, Østs Archiv og alle andre Blade dagligt meddele, vilde langtfra være tilstrækkelige. Men Beeken vilde sagtens ikke laane mig sin Bog, og saaledes maa Du slikke Dig om Munden med Taalmodighed indtil videre. Eet maa jeg dog berøre noget nærmere af de store Ting, som skulle ske. Det er Studenternes store Fakkeltog fra Regentsen (Søndag d. 2. Novbr. om Aftenen) ned ad Købmagergade, over Holmensbro, og hen paa Slotspladsen. De skulle der synge en Sang, som en Deputation skal overrække det unge Par. De have alt for 14 Dage siden indgivet en all. Ansøgning derom, og H. M. Kongen har all. svaret etc. Nogle af dem foranstaltede en Sammenkomst i Foreningen, hvor de straks valgte en Deputation, men herover bleve Regentsianerne vrede, saa der blev stor Uenighed og Udseende til en akademisk borgerlig Krig. Nu er dog alt bragt i Orden og Fred igen. Denne plusultraisme er imidlertid ikke saa fæl, som den synes; thi de fleste eller dog en stor Del f. Ex. min Ven Unsgaard, der den Aften mod Sædvane forlader Kone og Børn, gaa egentlig med mere for at se de Løjer end af Interesse for Sagen. En hel Del ville og blot vise deres Stemmer og deres Fakler m. m. for Folket, uden at have videre onde Hensigter. Men naragtigt er det dog, og værdigt til at fortælle i et Brev til Dig. Iøvrigt er i disse Dage Plankeværket i Slotsgaarden blevet nedtaget. 1) Hvad det dog er for en imponerende Bygning !s. 43Og Ridebanen — den er snart saa stor som selve Slotspladsen. Det er imidlertid paafaldende, hvor lidet denne Masse passer sig hertillands. Christiansborg forholder sig til Kjøbenhavn som Kjøbenhavn til hele det øvrige Danmark . . . .