21. April 1829.
.... Du taler i din sidste Skrivelse om det nye litterære Maanedsskrift og er ikke ret vel fornøjet med det. Efter min Mening om vor Litteraturs Fornødenhed, burde, som jeg før har talt om, et saadant Tidsskrift indeholde lutter korte, bestemte Anmeldelser af enhver Bog af nogenlunde Interesse, 1) saaledes, at denne Anmeldelse kunde, i Tider hvor der uden udvortes Opfordring læses saa lidt, tjene til Vejledning for hvad der var at læse eller ikke. I denne Henseende var det ligegyldigt, om Anmeldelserne vare, i Formen, fornemme eller ikke, kun at man bestemt vidste fra hvad Synspunkt s. 57i det Hele taget Bedømmerne gik ud. Men Ulykken er, at hverken Medarbejderne og Selskabet selv, eller dettes Medlemmer indbyrdes, eller engang alle de enkelte Medlemmer selv, hver for sig, ere saaledes sikre i deres Sager, at der kan tænkes paa en fast, eneste Aand udtrykt i alle deres Præstationer, og denne Ulykke er større, jo mere de ville give mer end blotte korte, bedømmende Anmeldelser. Efter min Mening burde hele Foretagendet være gaaet ud fra 2—3 enkelte Mænd af forskelligt Fag, der ved i lang Tid at have levet sammen havde tusket med deres særegne Videnskabers Ideer, og, som jeg ikke tvivler paa er muligt, havde set, at der i flere af disse ligge eller kunne ligge Hovedprinciper til Grund, der gentage sig, under andre Former, i de andre Videnskaber. Saaledes er den historiske Betragtningsmaade (i Modsætning af den abstrakte eller filosofiske) af Retsvidenskaben den samme, som i Theologien antager, at ikke ethvert Ord i Biblen er et grandgiveligt Aftryk af den guddommelige Aabenbaring, der aldrig kan forekomme for Menneskene ublandet, men at meget er modificeret ved Christendommens Fremtræden i Tiden, og jeg skulde fejle meget, om ikke Filosofi, Æsthetik, Historie og Filologi godt, eller maaske rettest, skulde admittere Behandlingsmaader, der støttede sig paa lignende Principer i disse Videnskaber. Naar nu hine enkelte saaledes havde, hver for sig og tillige samlet, opstillet faste Principer om Videnskabernes rette Anskuelse, skulde de — hvad enten de nu vilde blot give korte Meddelelser eller længere Undersøgelser, men dog især i sidste Fald — i Samling med de enkelte Medarbejdere, de kunde vinde for deres Tro, consequent og om fornødent endog med Ensidighed fremsætte deres Bekendelse. Var den da ret, s. 58vilde den vel tilsidst gaa igennem, og var den uret, vilde derved foranlediges en Strid, som der var noget at vinde ved. Iøvrigt udelukkede en saadan Enighed ikke engang enhver Meningsforskel i Detaillen, kun at Hovedsandhederne ansaas af dem selv som urokkelige. Imidlertid er der som sagt, ikke at tænke paa nogen saadan Enhed i Redaktionen, ja de Enkelte, som dog ønske at arbejde sig frem til nogen Klarhed om de Øvriges Mening om hele Indretningen, forhindres endog deri, da Prof. Petersen (Secretarius), 1) af Frygt for Splid og Uenighed, skal vide paa det kunstigste at afbryde alle generelle Discussioner i denne Henseende. Men deraf følger og, at en Recension af Heiberg om »Hrolf Krake« i andet Hæfte vil passe sig som en knyttet Næve til et blaat Øje til en anden i samme Hæfte af Ørsted om Oehlenschlæger i det Hele; kort deraf kommer og ville komme en hel Del Besynderligheder ....
Det er ellers ret Tidsskrifternes Tid i denne Tid. Sibbern har udgivet en Subskriptionsplan paa et filosofisk Kvartalsskrift, 2) hvori der blandt andet skal forekomme »patriotisk Philosophie«, nok i Modsætning til almindelig, der dog ogsaa skal findes deri. J. Møller 3) vil udgive en Art historisk-statistisk - patristisk - encomiastisk-møllervrøvlevadsk s. 59Arkiv, hvorved det bedste uden Tvivl bliver den aldeles fortrinlige Subskriptionsplan, jeg engang skal sende Dig som et curiosum. Den store Mand har iøvrigt nedladt sig til at sende Seniorerne i Foreningen adskillige Planer med et Brev, hvori han ziirligt beder os at tage sig af dem ....
Jeg er i disse Dage i Begreb med at blive CANCELLIST i det Kongl. Danske Cancellie 1) (vor Herre veed, hvorfor jeg er saa kaad, men dette er sandelig ikke Grunden dertil). Jeg er forresten derved bleven som en anden skøn Helena eller Melampe, for min hidtilværende Kontorchef vil ikke af med mig, og 2det Departement i Cancelliet, med Politichefen i Spidsen, vil med al Vold og Magt have mig til sig. Der er et Skænderi og Slagsmaal i Collegiet derom, saa man troer, det er om Middagen midt i Børssalen. Blot der nu ikke kommer En for at hæve Tvisten og skærer mig midt over med et Sværd som stakkels Melampe, i sin Tid, saa fik Du ingen flere Breve fra
Din
V. Jacobsen.