Jacobsen, Peder Vilhelm BREV TIL: Adler, Peter Christian FRA: Jacobsen, Peder Vilhelm (1829-07-05/1829-07-06)

Ørnegaarden pr. 5 Fjerdingvejsmilepælen paa Vejen fra Kbhvn. til Lyngbyed. 5. og 6. Juli 1829.

Gud hjælpe, først og fremmest mig, kære Adler, og siden Dig ; thi hvis han ikke giver mig en Haand, i det mindste som Holger Danskes, og Dig Øjne med Briller saa stærke som Herschels Teleskop, saa vil det se galt ud for os begge. — Jeg er nemlig bleven paa det betydeligste stødt over dit sidste Brevs Begyndelse. Der forekommer Finter om at skrive kort, ikke at skrive con amore, at skrive saaledes, at man maa frygte for etc. etc., og jeg har derfor taget 2 Brevark for mig med den allerfasteste Beslutning at skrive dem ganske fuldt og færdigt, alt medens jeg sidder her tværs over for 1¼ Milspælen paa Vejen til Lyngbye.

Men hvorledes dette skal kunne lykkes, vil være vanskeligt at sige. Jeg behøver unægteligt ikke at frygte for at forstyrres ved nogen Fristelse til at gaa udenfor den veltillukkede Stue, som jeg sidder i; thi det øser Vande ned og tuder, som det var midt i October. Men Tiden er ikke det eneste, man behøver, naar man skal skrive. Foruden Haand, Pen, Papir, Blæk, Bord og Stole m. v., som man har nødig, og hvilket jeg altsammen har, er det vigtigste endnu tilbage, Stof eller Silketøj, og hvor faar jeg det fra. Det er let nok sagt, »Skriv lange Breve« ; men jeg vilde ønske, Du sad her, og jeg i Ribe (et Ønske, Du kunde være ond nok til s. 63at bifalde), saa skulde vi se, om Du, forudsat at Du vilde (hvad Du ikke vilde, Nederdrægtige), saa og kunde skære den magre Steg saaledes fra hinanden, at der blev et helt Fad dejlige Stykker. — Virkeligen vil Du ved at efterse mine tidligere Breve erfare, at Theatret har været ej blot til Lyst, men ogsaa til Nytte for mig, idet det har givet mig betydelige Bidrag til at bygge Kæmpebroen, men nu er den Herlighed jo forbi. —

Men imidlertid er en Mand en Mand og et Ord et Ord. Brevet paa de 2 Brevark skal skrives, om jeg saa end skal plage min Hjærne, til den bliver halv forrykt, og om Du saa end kommer til at sætte Dig i Bekostning hos Ribe Barber for at faa dit, ved megen Gaben ud af Led bragte Kæveben igen sat i behørig Stand. Men dertil maa jeg ogsaa samle Rub og Stub, hvad der kan samles ....

Nr. 1 er det svenske Raseri. Den Enthousiasme, der er overkommet disse 2 nordiske Nationer over for hinanden, er meget besynderlig. For os i Kjøhenhavn, der allerede vare forberedte herpaa ved Glæden paa Dampskibsfarterne det forrige Aar, 1) kommer denne Enthousiasme ikke saa uventet, men jeg er begærlig efter at vide, hvad Provinsfolkene sige, der nu i saa mangfoldige Aar har været vante til et grundigt Had mod vore Naboer, et Had, som og har udtrykt sig i s. 64Sproget (»svensk«, »at svenske« etc.), og som nu saa pludseligt se den superbeste Hyper-Hjærtelighed mellem en Del af disse Nationer. En nærmere Forbindelse vilde vistnok være højlig at ønske, navnligen fordi derved vilde skabes et Afløb for Litteraturen, der ellers her hjemme maatte gaa over sine Bredder, for at jeg skal bruge en vandet Lignelse; men vor Herre veed, om Glæden fra svensk Side (thi fra dansk er den blot ubetænksomt Pjat) er en hurtig Flyvegrille eller et Udbrud af en længere følt Tilbøjelighed. Skaaningerne have endnu — efter hvad jeg kan dømme efter at have talt med nogle ældre Svenske — nogen Erindring tilbage om den gamle Forbindelse med Danmark, skønt denne just ikke altid var saa kærlig mellem Skaane og Sjælland, og Øhlenschlæger synes at have ved sine Skrifter haft en temmelig Indflydelse paa Svenskerne, især de sydlige, saaledes, hvad der er ganske tydeligt, paa Tegnérs og de yngre svenske Poeters Dannelse .... I Søndags kom 300 Malmøianer og Lundianer over til Dyrehaugen Kl. 12 om Middagen. En Del af dem tog til Kjøbenhavn og kedede sig der, da der ingen Mennesker brød sig om dem; men det gik den øvrige Del, der blev derude, ligesaa galt. Uagtet en forfærdelig Skvalder, der i Forvejen var gaaet om, hvorledes disse svenske Ripensere skulde behandles paa det ypperligste, var der, med Undtagelse af O. Thomsen og Hald 1) — der toge imod en 7—8 Stykker — næsten ikke en dansk Kæft ude ved Bellevue, der tog sig af dem ....

s. 65Nr. 2 er Jødepræsten, der boer i vor Gaard. 1) Jeg vil tilstaa rent ud, at han mest føres herind for at fylde op, uagtet det i sig selv er en klein, lille Mand; imidlertid er dog Jødepræsten her ikke ganske og aldeles at betragte som en Pladsmand, som G. L. Baden siger. Men dels agter jeg efterhaanden, i Mangel af andet Stof, at give Dig en Beskrivelse over mine Omgivelser saavel i vor Gaard som i Cancelliet; — thi uden Bekendtskab til disse vil Du ligesaa lidt have et rigtigt Kendskab til mig, som Du vil have det til Goethe uden at kende Lenz, — dels ville ogsaa de efterfølgende Linier kunne meddele nogle Bidrag til en Del af den danske Nations Karakteristik, nemlig Jødernes. Disse ere, det jeg troer, det nysgærrigste Folk under Solen. Den nye Rabbiner var især ved Münters Intervention (Jøderne have stor Respekt for og Hengivenhed til Bispen) indkaldt fra Giessen. Menigheden skulde selv møblere hans Værelser, og dels for at se de anskaffede Møbler, dels for at betragte Præstens tilkommende Lokale, der var nyt istandsat af min Moder, stormede nu Jøderne i over en Uge, inden han kom, til vor Gaard, saa Pilestræde kom til at blive et andet Læderstræde. Imellem 2- og 300 Jøder strømmede daglig op af vore Trapper ind ad Salsdøren paa første Etage, gennem alle Værelserne og ud gennem Køkkenet, paa samme Maade som det ellers gaar ved Maleriudstillingen paa Charlottenborg. Da han endelig kom, vare alle de talrige Jødehuse rundt omkring os i flere Dage fra øverst til nederst opfyldte med tilskuende Jøder og Jødinder, og det fra den tidlige

5

s. 66Morgen til den sildige Aften. Aaron Henriques (Du kender dog denne af Brødrene; det er den lange, flade, krumryggede, der altid knikker med Knæerne) havde en Dag bedet Fremmede paa Præsten, ligesom man ellers beder Folk til sig paa en Dyresteg. De begyndte om Morgenen tidlig at drikke Kaffe i Vinduet for at se ham, derefter drak de Chocolade, spiste Frokost, Middag, drak Thevand og spiste til Aften, alt i Vinduerne, med de graadige Blikke mere henvendt paa Rabbineren end paa det de fik i Munden. Ogsaa opdagede de vigtige Ting ved disse Inkvisitioner: saaledes at Præsten ej gik med Baret paa Hovedet, uden naar der kom nogen til ham, hvilket er en stor Forbrydelse. Dennes Paahavelse (sit venia verbo) er nemlig, ligesom den Skik hos de andre Hellige blandt Jøderne, at have Hatten altid paa, et Tegn paa Ydmyghed og staar istedetfor Sæk og Aske. Det er dog pudserligt, at det, der ellers er Tegn paa Grovhed hos et Folk, er blevet Symbol paa Ydmyghed og Underdanighed. Overhovedet er Rabbineren Wulff mer forstandig end gudfrygtig. Biskop Munter rev ham og dygtigt ned, da han kom til ham i sædvanlige, civile, sorte Klæder, og ikke i sin jødiske Præsteornat. Imidlertid ynde Jøderne ham dog meget, og de Gudsfrygtige iblandt dem misunde os. Naar min Moder kommer ind i en Kræmmerbutik, trykke de hendes Haand og sige: »Ach, hvor De dog er likkelig, Mdme Jacobsen, at De har en saadan from Mand i Deres Hus« ; hvormed de mener Præsten og ikke mig. En 4—5 Dage blev jeg imidlertid plaget paa det skrækkeligste af den jødiske Gudsfrygt. Præstens Degn (et ungt Menneske fra Tyskland, der er fulgt med ham, og som vor Pige kalder saaledes) har nemlig faaet Værelse ved Siden af mig; og da Rabbinerens Kone kom i Barselseng noget efter s. 67deres Ankomst hertil, »læste de«, som det hedder, nogle Dage deroppe ; men kan nogen Læsning gøre Andre forrykt, saa er det nok denne. De fortræffeligste Kattetoner fra den højeste til den dybeste afvekslede, fra en Snes Jødestruber, 4 à 5 Gange om Dagen, saaledes at mine Ørehinder dirrede ved det og jeg ikke kunde tænke andet end Eder og Forbandelser. Nu have de, Gud ske evig Lov og Tak i al Stilhed, slaaet dem til Ro igen. løvrigt er jeg saa genert, at jeg endogsaa maa gaa paa Ræveklør ned af min egen Trappe og først se ud, hvem der er paa Gangen. Præsten vil nemlig gærne passe mig op for at hilse paa mig. Men da han kun kan tale Tysk, og jeg er ligesom maalløs i dette Sprog, maa jeg bruge allehaande Maneuvrer for at undgaa Sammenstødet med ham.

Nr. 3. Historierne om de to Soldater, af hvilke i det mindste den ene er meget morsom. Den første er om en Soldat, der forleden stod Vagt ved Mundingen af Lange Linie. I det samme kom Prins Ferdinand gaaende med sin høje Brud, Kronprinsessen. Soldaten raabte dem an og spurgte, om de havde Pas til Lange Linie. Derpaa svarede Prins Ferdinand: »Jeg er Hs. kongl. Højhed Prins Ferdinand, og dette er Hendes kongelige Højhed, Kronprinsesse Caroline, og vi behøver ingen Pas til Lange Linie.« Hvorpaa Soldaten igen bandte paa sin jydske Salighed, at der kom ingen igennem uden Pas, om det saa end var Kongen. Hvorpaa Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline maatte gaa hjem og lægge sig, men Soldaten maatte ligge krum paa Skjold, skønt ikke som unge Halfdan med Staalet i sit Hjærte (cfr. »Helge«, et romantisk Digt af Adam Øhlenschlæger. Jeg er ved min Jærnbyrdsafhandling kommen saaledes i Vane med at citere, at jeg ikke kan lade det fare. s. 68Iøvrigt er det første Gang i mit Liv, at jeg har set Pagina 1 af en Bog citeret. Jeg ved ikke, om dette er citatorum eller citandorum Skyld; men vist er det, at det maa være en god Bog, hvormed dette kan ske). — I den følgende Novelle træder Soldaten frem med større Civilitet. Denne Jæger stod nemlig ved en Skiveskydning ude i Citadellet for at jage Folk bort, at de ikke uforvarende skulde komme i Skudlinjen. I det samme kom den unge Prins Fritz, og da han saa Jægeren genne Folk bort, sagde han, uden at vide Grunden til hint, at saa maatte han (Prinsen) formodentlig heller ikke gaa der. Men den høflige Jæger svarede smidskende: »Jo, Deres kongl. Højhed, De maa gaa, hvor Dem behager.« Hvorpaa Prinsen gik og nær havde faaet en Kugle paa Pelsen. Vel fik nu Jægeren en mild Irettesættelse for at have sat Danmarks Haabs Liv i Fare, men Dannebrogsmand er han dog tillige blevet formedelst sin store Urbanitet.

5*

Nr. 4. Miscellanea. Til disse hører, at Dr. Møhl med flere af vore Venner er optraadt som Poet malgré soi. En Rus Hansen 1) havde nemlig i Vinter udgivet en rimet Subskriptionsplan paa et ligeledes rimet Kvartalsskrift »for den fine Portion«. Da samme Hansen tillige havde tilsendt Md. Wexschall (anonymt) en Prolog til hendes Aftenunderholdning, fik Heiberg, der syntes godt baade om Subskriptionsplanen og Prologen, samtlige om Aftenen efter Underholdningen hos Wexschalls Tilstedeværende forlokket, ikke blot til at subskribere paa s. 69Kvartalsskriftet, men til at give denne Subskription i Vers. Møhl var iblandt dem, der lod sig forlede; men da nu Bogen udkommer, staa ved Subskribenterne alle hine Vers aftrykte med Forfatternes Navne under. Da dette er kommet ganske uformodet (Hansen har ej spurgt om Forlov), er Dr. Møhl aldeles fortvivlet, han sidder hele Dagen i stum Hinbrüten over sin tabte Renommeé og har oftere villet gøre en Ulykke paa sig selv, hvis hans sindigere Kontubernal, Dr. David, ikke havde forhindret ham. Kvartalsskriftet er ellers selv mærkværdigt nok for sin Slethed. I gamle Dage var det Brug — og det kunde undskyldes — at unge Poeter strømmede over af Følelse, lyrisk Galskab og Elegiegraad, samt at de skreve Riddertragedier og Fortællinger, som de proppede saa fulde af Indhold, at de vare nærved at sprække. Dette kunde tilgives ; men de allernyeste Russepoeter persiflere og badinere trods Baggesen og Heiberg, de ere lutter let og flygtig Satire, og naar Tiden og Livet skal lade noget bortdunste af den, saa maa Herren vide, hvad der skal blive tilbage. For at man skal nogenlunde forstandigt kunne spase med Følelser og Ideal, udfordres, at man engang selv har haft dem, idetmindste en Gren af dem. Adskillige af disse unge Poeter (alle ere de Russer) skrive endda temmeligt flydende Vers ....