17. Januar 1831.
Ja vil Du tie, saa vil jeg tale! Dog, det er vel, naar jeg ret beseer Tingen, ingen Opmuntring for Dig til at ophøre med din Taushed, som Du nu saa længe plager mig med. Lad være at vedblive en Philosoph (si tacuisses etc.); jeg hader Philosopher, i det mindste betragter jeg Philosophien som en ulykkelig Mellemting imellem Poesi og Videnskab, i al Fald for saa vidt Metaphysiken angaar. Men hvorfor og i al Verden spiller Du og den Stumme i Ribe i denne oprørske Tid, der er nærved endog at smitte mig med med Opstand mod saadan Uretfærdighed fra din Side. Du er gift, har Kone, Hus, Borde, Stole osv. og kan foruden alvorlige og stadige Ting opvarte mig med de morsomste Historier om, hvorledes Du trækker Slobrok og Nathue paa, samt stikker Fødderne i elegante Pampusser, hvorledes Du modtager Gratulations-Visiter af Ribe-Indvaanere s. 140og er paa en høflig Maade grov imod dem; kort Du kan fortælle de kostbareste Ting og lader mig sidde i det og vente forgæves. Det skulde ikke være mig; vor Herre give mig aldrig den Lykke at blive gift! Saafremt jeg ikke forgik af Latter og Glæde over alle de morsomme Ting, jeg da maatte opleve — ej at tale om den egenlige Lykke — saa forgik Du vist af den store Strøm Ord, Du vilde faa over alle disse Sager ....
Uagtet A. P. Liunge i »Kjøbenhavnsposten« for i Løverdags mener, at hele Kjøbenhavn vel har Interesse i denne Tid ogsaa for andet end »Giengangerens Polemik, Molbechs Kritik og »Flyveposten« s Fanfaronader«, saa er dette dog Løgn i hans Hals, naar undtages Efterretningen om Dronningens Moders Død, men denne interesserer Du Dig vel saa lidet for, som det kan more Dig, naar »Kjøbenhavnsposten« fortæller, at i nysnævnte Anledning Vagtparaden i Løverdags trak op uden Musik. Hine tre Genstande vare virkelig en lang Tid og ere tildels endnu Æmnet for al i det mindste litterær Passiar. Du vil derfor se dette Brev dreje sig især om disse Ting eller om saadanne, der staa i nær Forbindelse dermed. Du har vel sagtens nu læst hint vidunderlige Skrift; imidlertid skal jeg, saa snart der gives Lejlighed, sende Dig et Exemplar af 2det Oplag, der er udkommet idag. Allerede dette viser den Sensation, det har gjort. Selv næsten alle de, der have faaet Hug i Gjenganger-Breve, fandt dem fortræffelige. Øhlenschlæger sagde, at det var fortrinlige Vers, skønt Autor kun var en forfinet Baggesen, David kaldte dem et Mesterværk, i det mindste publice (i Hemmelighed er han gal paa dem); Heiberg faldt sig selv om Halsen af Glæde over dem; Andersen tog Motto af dem til sin nyeste Digtsamling, s. 141og Rumohr, 1) der er sparket til i en lille Vers-Note, gaar om og praler af, at han dog er nævnt i Brevene. Redaktionen for Maanedsskriftet for Litteratur anmelder dem i det nye Hæfte eller rettere giver dem — efter Madvigs Udtryk — en Velkomsthilsen ved Ørsted, som skal være saa høflig, som man kun kan forlange af Mænd, der ere slagne paa Snuden. Imidlertid viste der sig dog allerede nogen Opposition imod disse Breve, skønt denne Opposition, der kom fra David og tildels fra Molbech, fremsattes yderst beskedent. Ogsaa i »Kjøbenhavnsposten«, hvor man hidtil havde iagttaget en Taushed, der var ligesaa besynderlig, men ikke saa ubehagelig som din Deficit i Brevskriven til mig, er nu kommet nogle Grovheder. Reitzel har i lang Tid gaaet og klappet paa sin Brystlomme og sagt, at der laa et Manuskript, hvori Gjenganger-Brevene ret redes tilvands. Men alt dette er kun enkelte Pip, der komme frem og gaa bort lige upaaagtede. Det kan vel interessere Dig at se Listen, jeg har gjort, over alle dem, hvem Folk i deres Graadighed efter at faa Autors Navn at vide, have gættet paa; det er interessant, idet det deraf kan ses — endskønt til Overflod — hvor gruelige Dummerhoveder Folk dog ere. De, hvem man har gættet paa, ere: Heiberg, David, Zahle, Böie (Præsten), Weyse, Bredahl, Thiele, Hansen (ham med Quartalsskriftet for den fine Portion), Poul Møller, Winsløw junior, Wilster, Meisling, Thortsen, Hertz [Christen Thaarup troer endog: begge disse to], Ole Bang, Böie (Peer Wegener), Fabricius, s. 142Lütken og Ernst Böiesen, og virkeligen ere samtlige disse Herrer nævnte for faldt Alvor. Naar blot ikke, naar Autors Navn engang kommer for Lyset, man da faar et Navn som Hr. Overskous at se, saa er jeg glad .... Da man i Sorø af Statstidenden saa, at en Bog kaldet Gjenganger-Breve med det og det Indhold var kommen ud, blev der straks holdt et stort Raad om, hvorledes man paa bedste Maade skulde tilkendegive Hauch, der som Poet aldrig læser Aviser, hvad der formodentlig forestod ham. Der udnævntes da en Deputation, og denne gik til ham og sagde ham, at han maatte være forberedt paa, at der med det første vilde komme en Bog til Sorø, der efter al Sandsynlighed vilde være propfuld af Grovheder mod ham ....