Jacobsen, Peder Vilhelm BREV TIL: Adler, Peter Christian FRA: Jacobsen, Peder Vilhelm (1832-02-19)

19. Febr. 1832.

.... Den nærværende Søndag er en Dag, som ¾ af Kjøbenhavns ringeste plebs gaar og forventer med stor Begærlighed. Der har i denne Uges Tid gaaet de snurrigste Rygter om, at Prins Fritz idag skulde »krones« til Kronprins, at Prins Christian havde renonceret paa s. 162sin Ret, Prins Ferdinand, paa gammel-testamentisk Vis, solgt sin Adkomst for en Ridepisk, og at Kongen vilde frasige sig Regeringen eller antage Fritz til Medregent. Ligesom Indholdet af disse Rygter tyder paa den simpleste Kilde, saaledes har man ogsaa ved at spørge Folk om, hvorfra de havde hørt alle disse Dunkelheder, erfaret, at de havde hørt dem fra deres Piger og Karle, der atter havde hørt dem hos Spækhøkerne osv. Imidlertid er det dog snurrigt, at sligt kan udspindes ogsaa der.

II

Jeg talte i min sidste Skrivelse om den Censurforøgelse, der havde truet Avisskriverne ; denne forsvandt igen, formodenlig efter de Forholdsregler, Cancelliet tog. Derimod hører jeg til min store Forundring om en Censur for et Sted, hvor det ikke let vilde kunne falde Folk ind at søge nogen. Fabricius fortalte mig forleden, at ved en Aftenunderholdning (Mdm. Wexschalls, troer jeg) for noget siden havde Nielsen deklameret et Stykke : Taarepilen paa Sct. Helena, og at Kongen, da han følte sig stødt ved noget deraf, havde bestemt, at alle Stykker, der fremsiges ved slige Soiréer, først skulle indleveres til Theaterdirektionen, der skulde have Magt at stryge deri. Denne Magt, fortalte Fabricius, havde Molbech ogsaa brugt ved, i en Epilog skreven af Overskou for Winsløw jun. til iaften, at stryge nogle stakkels Linier, hvori der ved at tales om at Acteuren var mer end Konge, Keiser og Pave, blev sagt, at han ikke som denne behøvede at søge Hjælp hos de østerrigske Soldater !

De theologiske Stridigheder avancere paa det forunderligste. Vidunderligt er det, at Lindberg midt under den Skare Processer, han alt har, vover at udsætte sig for ny, som det synes mig, alvorligere, idet han ganske s. 163pludselig er rejst ud til Roskilde og derfra vandrer om i Bønderbyerne og holder Prædikener i Bøndernes Huse. En Bonde, som skulde køre en af mine Bekendtere did til Roskilde, fortalte, at Lindberg havde opholdt sig 4 Timer hos ham ideligt talende og prækende. Han tager sig derhos ej blot af Bøndernes aandelige, men ogsaa af deres verdslige Velfærd, og var røget i en Herredsfoged med Bebrejdelser for at en, ham iøvrigt aldeles ubekendt, Bondemand var paa Grand af Taabelighed erklæret umyndig. Grundtvig prædiker nu for Kalkbrænderisterne 1) og Student Harmsen for Amagerbyernes Indvaanere, paa Dragør osv. Desuden holdes smaa Prædiken-Forsamlinger omkring i Byen og især paa Christianshavn. Et ungt, temmeligt verdsligt Menneske, der har en noget simpel Familie paa Christianshavn, med hvilken han ellers ikke kommer meget sammen, fik forleden en Invitation til The og Smørrebrød i denne Familie. Han indfandt sig i al Pynt til behørig Tid, og fandt et ikke lidet Selskab, der imidlertid nød den tilberedte The med megen Stilhed og Højtidelighed, idet kun faa, men christelige Ord sagte bleve mumlede fra En til Anden. Efter Theen lukkedes en Dør til et Sideværelse op, i hvilket var opstillet en Mængde Stole, og da man der havde taget Sæde, fremtraadte en Mand og holdt en gudelig Tale, der havde en ugudelig Længde. Det var derover bleven Aften, og nu blev Aftensmaaltidet nydt paa samme stille Maade, men da der blev talt om, at der efter dette atter skulde holdes en gudelig Tale, absenterede det unge Menneske sig skyndsomst saa s. 164hemmeligt som muligt. — Iøvrigt yndes dette Pietisteri, som Du vel veed, ingenlunde af Regeringen.

II*

I mit forrige Brev berettede jeg Dig nok den korte Historie om Jødepigen paa Fødselsstiftelsen, der for en lang Tid brød Hovedet paa de klogeste Jurister og Theologer her i Byen. Da jeg vil haabe, at den har vakt nogen Interesse ogsaa hos Dig, troer jeg at burde tilføje, at Sagen er endt paa en fredelig Maade derved, at Jødepigen har tilladt, at Barnet maatte vedblive at være christnet, imod at det Offentlige tildelte hende, som Forældrene vilde slaa Haanden af (ej formedelst hendes Utugt, men for Barnets Christendoms Skyld) en Understøttelse til Barnets Opdragelse .... At David har giftet sig for noget siden med en Pige paa 17 Aar, fattig, dum og koket, men smuk, har jeg maaske sagt før. Han søger nu kun de allerfornemste Selskaber hos Ministre og Gesandter, hvor imidlertid Kammerjunkerne kokettere med Konen. Saaledes havde de etsteds faaet hende hen i en Krog, gjorde naragtigen Cour til hende og bebrejdede hende, at hun kunde gaa hen og gifte sig, da de alle vare saa forelskede i hende. Hun tyssede paa dem og sagde: »Tys, tys — der staar han jo«. Men da de svarede: »Ja, hvad tror De, vi bryde os om den gamle Jøde« — taalte hun ikke blot dette, men sagde: »Ja, hvad, De kan jo nok begribe, at det var et Fornuftgiftermaal ! «