Jacobsen, Peder Vilhelm BREV TIL: Adler, Peter Christian FRA: Jacobsen, Peder Vilhelm (1835-05-19)

19. Maj 1835.

.... Dommen i den Davidske Sag er falden, som Du vel ser af Aviserne. Præmisserne til Dommen ere imidlertid ikke saa favorable, som man skulde tro af Conclusionen. Hans Fremgangsmaade og flere af hans Udtryk misbilliges. Det væsentlige, Frifindelse, er der dog, og dette har opvakt en ikke liden Tilfredshed. Denne ytrer sig hos den barnagtige Del af Publikum paa en meget barnagtig Maade. Saaledes var det nok første Gang, at Hof- og Stads-Retten — en saa sat og alvorlig Ret — maatte høre et formeligt Bravoraab i dens Retssal. Det var de unge Studenters Enthusiasme, som brød løs. Studenterforeningen skulde — sagde man — igaar Aftes illuminere, efter Anstiftelse af en af dens Seniorer, Hr. Lehmann, der tillige er en af de 3, hvis Skyld David paatog sig. (Grunden til denne tilsyneladende ædelmodige Handling har jeg vel alt tidligere anført; den var, at hvis han ikke havde gereret sig som Forfatter, men som blot Redacteur, maatte han dog tilligemed dem staa til Ansvar og desuden i alle Tilfælde bøde et Par hundrede Daler, fordi Forfatternes Navne ikke vare anførte under Artiklerne. Ogsaa skal ders. 221idag være et stort Middagsselskab til Ære for David i Studenterforeningen. —

For et Par Uger siden kom der en meget slet og meget uartig Pjece ud mod David fra en Erkeroyalist. Som Forfatter stod paa Titelbladet nævnet en Schick, der har været Underofficer ved Livvagten, men den egenlige Forfatter er en Dr. Wollheim, en tysk Avanturier, der har opholdt sig jeg troer nogle Aar i Byen, fortæller, at han har været i Don Pedros Tjeneste i Brasilien, at han kan Sanskrit m. m., som andre tvivle paa. Han og Bogtrykkeren Beck, der var Forlægger, havde nok indgaaet en Accord om 12 Louisdors for Skriftet, hvorhos Beck skulde give Underofficeren 5 Rdlr. Men denne meddelte Beck, da han fik de 5 Rdlr., en Generalquittering for, at han som Forfatter af Skriftet havde modtaget alt, hvad der tilkom ham, og denne støtter Beck sig nu paa imod Wollheim, som har søgt ham for Gældscommissionen. Samme Wollheim havde tidligere indgivet en paa tysk skreven Tragedie til Theaterdirektionen med Forespørgsel, om de vilde lade den oversætte. Deri havde han afmalt sig selv under Navn Edvard Woller, en tysk Yngling i brasiliansk Tjeneste, af overvættes Fortræffelighed og Skønhed, i hvem alle unge Damer vare forelskede; en Princesse døde endog af Kærlighed til ham deri. Denne Wollheim er nu i forrige Uge bleven ansat ved det kongelige Bibliothek for at forfatte Catalog over Sanskrit-Samlingen. Han vil, menes der, derefter blive fast Secretair ved Bibliotheket. ¹Dette skete dog ikke. W. forlod samme Aar Kjøbenhavn uden egenlig — ifølge Werlauff — at have udført noget af det ham overdragne Arbejde.)

s. 222Igaar skal der være kommen en Parolbefaling ud fra Prinsgouverneuren, at ingen Underofficer maa indtræde i noget Læseselskab. Grosserer Owen og nogle andre her i Byen havde villet danne et saadant for menig Mand. Formodenlig har man antaget, at derigennem kunde forplantes altfor liberale Ideer; desaarsag formeentes Underofficererne, hvoraf der vare indtraadte adskillige, at forblive der.