Danmarks Breve

BREV TIL: Ingeborg Christiane Rosenørn FRA: Bernhard Severin Ingemann (1838-04-01)

D. 1ste April 1838.

Kjære Veninde!

Omtrent samtidig med denne lille Epistel skulde min „Renegat" præsentere sig for Dem, og jeg beder Dem undskylde, at han igrunden er en Slyngel eller hvad jeg dog heller med hans eenfoldige Tjener vil antage – „kun gal". At jeg har tænkt paa Heinr. Heine og det unge Tydskland vil De see. Hovedinteressen vil naturligviis gaae over til den tyrkiske Sultan, og jeg haaber, man vil give mig Ret i at finde mere Gehalt i en saadan Tyrk end i alle Renegater.

At min Tyrk imidlertid har høilig Uret i at søge den absolute Sandhed i et menneskeligt Væsen istedetfor i Guddommen selv, er unegteligt; det er een af hine ædle Vilbsarelser, s. 5 der dog ofte kan gjøre de bedste Mennesker ulykkelige; hvis den Sandhed, vi søge, ikke laae udenfor Lidenskabens og Omskiftelighedens Regioner, vilde vistnok Menneskelivet i det Hele være en sørgelig Ironie over den Sandhedskjærlighed, der dog ene giver det Værd og Betydning.

Jeg er overbeviist om, at De fuldelig vil see hvorledes jeg har meent det, om det ogsaa vil blive misforstaaet af Mange. Modsætningen af en despotisk Liberal og en en liberal Despot var mig et Par Billeder, der naturlig udsprang af Ideen og dens Udvikling, men som muligt ogsaa vil mistydes af Partiaanden. For om muligt at hindre det, skrev jeg Forerindringen og appellerte til den Sandhedskærlighed, der dog meer eller mindre kan sindes i ethvert Partie.

Jeg er bange, vi saae ikke den Glæde at træffe Dem i Kjøbenhavn, men haaber vist, at De erstatter os dette Tab ved at see Skoven grøn hos os i Sorøe. Vinteren var lang, streng og adskillende for hvem der ikke boede under Tag sammen, Sommeren haaber jeg skal blive des mildere og samle gode Venner. Indret det endelig saaledes at De faaer Nattergalen at høre her. Hvad den Fugl synger er der dog altid Noget i, selv om det kun er Phantasier om hvad der synes forsvundet eller aldrig suldelig indtraadt. Selv hvor Naturen kun phantaserer og ikke forstaaer sig selv, er der dog vist altid nogen Sandhed skjult i Tendentsen, ligesom i Barnets Famlen mod Stjernerne og i vore Drømme om det, vi aldrig gribe. Er det ikke underligt at jeg vil anbefale Dem de soranske Nattergales Sange, som De selv dog kjender ligesaagodt som jeg. Men ifjor hørte De dem jo ikke, og De kunde jo have glemt dem i Kjøbenhavn eller hørt nogen derinde i Buur, som sang bedre. Jomsr. Meyer veed De paastaaer for Alvor at de tydske have et langt s. 6 bedre Slag; mon ikke nogle Bi-Erindringer skulde blande sig i det Omdømme? Saaledes gaaer det mig med mange Ting, med Toner og Blomster, med Træer og Udsigter. Hvad der skal give Tingene Liv og Interesse for Phantasien maa være oplevede eller forventede Livsmomenter, der ligesom fæste sig til dem og bevidst eller ubevids indvirke paa Stemningen.

Dersom det samme er Tilfældet med Dem, vil jeg bringe Dem en Hilsen fra Deres lille Have, som e Kasserer nu har Nøglen til, og som jeg forleden kiged ind til gjennem det Vindue, hvorfra de saa gjerne hørt Træerne suse. Jeg saae vel kun Snee, hvor Dere Blomster før stod, men under Sneen slumrede vist mange Blomst, der vilde bringe Dem sin Hilsen med mange venlig Erindring, hvis den kunde.

Lucie har været meget flittig i Vinter, fra hende o mig selv den venligste Hilsen, saavel som fra min Søster

Deres
B. S. Ingemann.