Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Ingeborg Christiane Rosenørn (1838-04-29)

Anrhuus, 29de April 1838.

Kjære Ven!

Med Vemod tænker jeg paa at De og Deres elsked Lucie nu ere i Nærheden af mit Hjem i Kjøbenhav medens jeg sidder her hiinsides Havet! — Og naar jeg kommer tilbage, saa er De borte! — Kun i Erindringe skal jeg endnu nyde Sorøes Glæder: troligen gjemme de der, men hvor gjerne saae jeg ikke Virkeligheden bring mig dem tilbage, om og kun for Øieblikke. — Me heller ikke i Aar skal jeg lytte til de sorøeske Nattergale smeltende Sang . . .

s. 7 . . . Jeg haaber Theodor har været saa heldig at træffe Dem, og fortalt Dem hvor uendeligen meget De har bidraget til at gjøre mig og mine unge Reisefæller vores heldige Søreise herover, interessant og nydelsesriig. Min Glæde under Forelæsningen af Deres Renegat, var en vedvarende inderlig Tak til Dem for denne sande Aands-Nydelse. Denne Følelfe deelte mine opmærksomme Tilhørerinder med mig.

Vi fandt det Alle et forunderlig moersomt Træf at vi begyndte Forelæsningen paa selve Stykkets første Scene: paa Dækket af et Fartøi, som laae nær Havnen, med slappe Seil. Ogsaa vore Seil svulmede efterhaanden og drev os stedse raskere frem, under Stykkets stigende Interesse og livfulde Handling.

Det kan vel være, som De selv synes at troe, at de Ultra-Liberale ikke ville takke Dem for denne Fremstilling af deres Færd, der er kun alt for træffende skildret. Sikkert er det godt og gavnligt at en saadan Skildring træder frem, der kan åbne Øinene paa dem der endnu ikke ere aldeles hildede og forblindede af vor Tids Ultra- Væsen. Det sande Liberale har vistnok en høist agtværdig Tendents; men hvad der gaaer over Grændsen af det Sande, maa føre tilbage til det man vil bekjæmpe: Despotie, og i dets frygteligste Skikkelse Folke-Despotie, eller Anarchie.

Gud lade os ikke opleve denne Ulykke i vort lille velsignede Fædreland! — Vores gode Konges gjenvundne Helbred glæder mig som Garanti for den indvortes Fred. Jyderne maa nok savne ham i Aar. Hvor vil man ikke anstrenge sig i Kjøbenhavn for at vende den glimrende Side ud, til naadig Beskuelse af Storfyrst Thronfølgeren. Kan ikke denne store Begivenhed bevæge Dem og Lucie til at foretage endnu en Kjøbenhavnsreise? — Saa vil s. 8 jeg ogsaa glæde mig til den Fest. Derom ville vi tale naar vi sees i Sorøe. Der skal jeg gjentage Dem min her saa kortfattede, inderlige Tak for Deres venlige Brev, og for Renegaten.

For dennegang kun endnu de hjerteligste Hilsener til vores dyrebare Lucie og den eiegode Frue Gruner, med hendes Søster og Datter.

Skjøndt fjernet i Rummet, er Dem Alle i Hjertet nær Deres taknemlig hengivne

Christiane v. Rosenørn.