Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Ingeborg Christiane Rosenørn (1842-02-22)

Kbhvn. d. 22de Febr. 1842.

Kjære Professor Ingemann!

Med den hjerteligste Taknemlighed har jeg modtaget baade Deres venskabelige Brev, og de mig saa godhedsfuldt tilsendte sjælfulde Digte. Jeg har atter frydet mig ved de mig forud bekjendte i Samlingen, som man glæder sig ved Gjensynet af kjære Venner; blandt de Digte jeg før ikke har kjendt, har jeg følt mig ganske særdeles tiltrukket af „Sjælen og Sjælens Aand“, og „Bebudelsen“ der i Tankerne førte mig tilbage til en af min tidlige Ungdoms saa kjære Digtere, Milton. — Inderligen skulde det glæde mig om Deres Folkedandsviser ret maatte blive anvendte efter Deres Hensigt. Jeg har den Troe at de først vilde træde ind i Livet, i Mæhren Sogn. Pastor Rørdam *) vil sikkert faae dem bragt i munter Gang; det fatder saa ganske i hans Smag, og han deler fuldkommen Deres Ønske, at Digtene ei blot skulle nydes indad i Tanken, men virke ud i Livet gjennem de ydre Sandser. I Asylerne er det interessant at see, hvorledes Børnene med Liv og Udtryk synge hvad Rørdam har lært dem. Det er ham som har lært Børnene her i Asylet at synge Deres lille nydelige Sang: „Giv Did“ og det er moersomt at see hvorledes Smaavingerne rystes af hele den livlige lille Forsamling. Md. Feilberg vidste ikke at sige mig, af hvem Melodien var; men jeg har hørt Hr. Rørdam ofte sige, at han greb af sit Forraad, hvoraf han har en stor Deel i Hukommelsen, de Melodier han fandt passende med Udtrykket i Digtene. Han formæler Aand med Aand, ikke blot Stavelser med s. 31 Takter. Hr. Bojesen *) , som har overtaget Hr. Rørdams Functioner i Asylet, viser ogsaa stor Interesse for Sangen. Jeg har gjort ham opmærksom paa Deres fortræffelige Høimessepsalmer: det undrede mig meget, at han ikke kjendte disse før; han har nu isinde efterhaanden at lære Børnene dem ned Søndags-Underviisningen, som er for de Ældre, der allerede have forladt Asylet, og som deeltage i disse opbyggelige Forsamlinger indtil de ere confirmerte. Paa den Maade lære Børnene at Kjende og forstaa alle Festdages Betydning, og blive tillige bekjendte med Bibelens Brug, idet de selv maa opsøge hver Søndags Evangelium t samme. Efter Forklaringen derover, og en Art Catechisation over det forrige Søndags Evangelium, afsynges dertil passende Psalmer: og til dette Brug ere just Deres deiltge Psalmer saa fortrinligt egnede. Md. Feilberg gjentager saa ofte sit Ønske at see Dem, at jeg i ikke har kunnet undlade at fortrøste hende med det Haab, at De vist vit komme i Asylet, naar De til Foraaret besøger Sølvgaden. Det har ret inderligen glædet mig at erfare, at vores dyrebare Lucie tænker paa at komme her i tilstundende Mai. Jeg beder Gud af mit ganske Hjerte, at dette Haab maatte opfyldes! at hendes Helbred maa gjenvinde Fasthed og Styrke, til at taale baade denne Iille Reise, og den større, som nu opliver hendes Phantasie med sine tryllende Billeder. Det er vist nok at en saadan Udflugt til Naturens og Kunstens elysæiske Marker har Kraft til at styrke og forfriske Sjælen ei blot i de Øieblikke man der er nærværende, men ligesaa meget i Forud-Nydelsen og Efterklangen deraf. Give Gud at Sommeren ret maatte blive mild og klar! Det er Skade at De ikke kunne tiltræde Reisen i Juni; den Maaned er lovet os s. 32 saa skjøn af Herschel, ifølge hans nye Veirprofet-System; hvorimod han truer med Regn i August. Men det er endnu ikke stadfæstet, hvorvidt hans System er sikkrere end foregaaende Veirprofeters. I alle Tilfælde er Regnveiret mindre ubehageligt under Italiens milde Himmel; især naar Mailænderens Ord holder Stik, som jeg erfarede det, at Regnen kun falder om Natten, og lader Soten have Magt om Dagen. Jeg kan sige med Sandhed, at det forbausede mig at høre, at en Student fra Sorøe kunde skrive saa smædetigt om sorøsk Virksomhed, og saa uforskammet imod den faderligsindede Director. Ogsaa jeg vilde, Iigesaa ugjerne som De, give den Tanke Rum, at en af Sorøes hæderlige Professorer skulde have kjendt det bittre Produkt, og ikke søgt at afværge dets Offentliggjørelse. At den unge og let overilede Professorinde kunde give det et uoverlagt Bifald, kan jeg snarere tænke mig muligt. Jeg har ikke seet hende under sit Ophold her i Byen, og jeg frygter, at hun atter er taget herfra. Professor Hjorts Forsvar har det moret mig at læse. Man seer, at naar Bifald tjener ham bedre end Daddel, saa forstaaer han ogsaa at yde Dem fortjent Roes *) . Det forekommer mig at han i Stutningen af sin Fremstilling er gaaet lige til Roden: det har altid forekommet mig utvivlsomt, at en Slags Misundelse over Sorøe Academies bemidlede Tilstand laae til Grund for mangen s. 33 Anke, og mangen skjæv Synsmaade. — Maa jeg nu til Slutning anbefale til Deres høit skattede venlige Erindring saavel mine Børn, som disses Mama — der stedse forbliver Dem taknemligst hengiven.

C. v. Rosenørn.