Rosenørn, Ingeborg Christiane BREV TIL: Ingemann, Bernhard Severin FRA: Rosenørn, Ingeborg Christiane (1842-10-25)

Kjøbenhavnd. 25de Octbr. 1842.

Hjerteligen Tak, kjære Professor Ingemann, for Deres venlige Linier, og for den Godhed hvormed De erindrer mit sidste lille Besøg hos Dem og Lucie, som skjænkede mig saa megen Glæde. Inderligen har De ogsaa glædet mig ved den saa længe ønskte Efterretning, at De arbeider paa at skaffe os end flere begeistrede Ubtryk for Sjælens hemmelige Samtaler med sin Gud og Herre. En heel Heel af Deres ældre skjønne Psalmer kan jeg udenad, og de træde ofte saa heldigen, trøstende og oplivende frem for mit Indre, i Øieblikke hvor jeg just trænger til det fyldestgjørende Udtryk, som jeg ikkes. 38altid selv formaaer at finde. At det i den Henseende gaaer bedre Ånder ligesom mig, har jeg før bemærket, og jeg troer, fortalt Dem det. Tryde slutter ofte en Afdeling af sine kjernefulde Prækener med Deres Ord; Westengaard har benyttet dem i sine Oversættelser af Harms; og nylig hørte jeg Mynster, i en trøsteriig Tale, over den Text af Epistelen: „Kjøber den beleilige Tid, thi Dagene ere onde" — efter at han havde ndviklet meget af den Nød, som formørker Dagene, saavel for Menneskeheden i Almindelighed i en Tid der enbnu ikke rigtig er grebet af en ægte religiøs Aand, som for hvert enkelt Menneske under de vexlende Skjæbner oi her prøves ved, udbrød han begeistret „med en from Digters Ord": : „I Verden er ei Nød saa stor, Guds Naade dog er større; Er lukt for mig hver Dør pan Jord, staae åbne Himlens Dørre." Alle vare bevægede; Mynster selv ikke mindst. Jeg kunde tydelig mærke, hvorledes disse herlige Ord havde talt Trøsten ind i hans egen Sjæl, som har sørget dybt over hans Søns Uheld. Kan De begribe denne forunderlige Begivenhed, med den unge vakkre Mynsters skuffede Kjærlighed? Bispinden har selv fortalt mig, hvorledes hun og hele Familien glædede sig over de Forlovedes gjensidige Kjærligheds-Yttringer, og saa vil den unge Dame pan engang paastaae, at hun aldrig har elsket ham.

Formodentlig har De hørt Pastor Rørdams Forlovelse med den syjttenaarige Comtesse Knuth fra Lillienbal? — hun skal hænge ved ham med nbeskrivelig Kjærlighed. De vare Begge forventede her i Byen i denne Tid, dersom ikke det ugunstige Veir har gjort Forandring i Planen. Rørsam er sikkert blandt dem, som inderligen ville glæde sig ved en ny Samling af Psalmer fra Deres Aand. Faaer jeg ikke ved Leilighed nogle af bem? Jegs. 39længes ofte ester min Harpe, som er blevet tilbage paa Nørholm, for at kunde ledsage Ordene med dens Toner. Skade at jeg, i dette som i mere, aldrig bliver andet end en Fasker! De veed nok, det er min Trøst og Haab, at det vil gaae bedre i et andet Liv. — Jeg tør jo nok haabe, ikke sandt, at De altid med overbærende Venskab vil ihukomme en taknemmelig Veninde.

C. v. Rosenørn.