Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Ingeborg Christiane Rosenørn (1843-02-17)

Kjøbenhavnd. 17de Febr. 1843.

Kjære Professor Ingemann!

Vil De tilgive mig at jeg har tøvet saa længe med at sende Dem min hjerteligste Tak, saavel for Deres venskabelige Brev, og venlige Øusker til det nye Aar, som kjære nye Udgave af Deres herlige s. 43 Psalmer. Jeg opsatte først at strive, indtil jeg havde feet Balletten ˵Erik Menveds Barndorn"; derned hengik nogen Tid, da jeg sædvanlig maa bie til de mere Paatrcengende alle ere tilfredsftillede; men da det nu fkeete, faa indtraf efterhaanden adskillige smaa uopregnelige Hindringer.

. . . Et Aar er nu henrundet over den Tid vi tænkte os; Gud lade nu de kommende blive nye paa Sundhed og Glæde for Lucie som for Dem! Det varer ogsaa længe rned Deres Directors-Prøvestand. Hver Dag fporger jeg hos En eller Anden, fom jeg troer kunde vide noget, og hver Aften seer jeg efter Befordringsartiklen i Berlings Avis: Alt til ingen nytte! Alt hvad jeg faaer til Svar er, at ˵det er en saare vanstelig Post at faae vel besat". Ogsaa siger man imellem, at det jo gaaer godt under Deres Sthrelfe; men derfor har man dog ingen Ret til at tvinge Dem ind i en Birksomhed, som forstyrrer den der er Dem kjærest og naturligst, og er as endnu mere udbredt Gavn og Glæde for et større Antal andre Jndivider. Mit ringe Jeg har en daglig Glæde og Opbyggelfe af Deres stjønne Psalmer og Sange, de forbinde sig saa smukt med Harpens Toner og finde saaledes, gjennem Aand og Ore, Beien lige ind i Sjælen. — Hvorledes fynes De om det Psalme-Udvalg, Bistop Mynster har foretaget, som Tillæg til den nu brugelige Psalmebog? Grundtvig meente, at en Mand som ikke selv er Digter, vansteligere kan gjøre et godt Udvalg. Imellem os sagt, maa jeg sortælle Dem, at han fandt noget ominøst deri, at den eneste der var blevet valgt af Hans (Grundtvigs) Psalmer, skal fynges til den Melodie ˵Herre, jeg har handlet ilde" — ˵hvad enten han nu mener sig eller mig" — føiede Grundtvig til, med et ganske skjelmsk Smil. Det er ret Skade at de to Mænd s. 44 ikke kunne blive Venner, som dog Begge ere Guds Venner; een Herres troe Tjenere. — Kan det nu gaae an, mener De? at gaae fra Geistligheden lige til Theatret: dog jo, der træbe vi jo, saa at sige, ogsaa ind i en høitidelig Kirke. Viborgs Domkirke er den smukkeste Decoration i Erik Menved — Balletten. Proeessionen er meget pragtfuld, og den Gruppe som dannes i det forhøiede Chor, da den unge Konge hyldes, omgivet af vajende Faner og dragne Sværd, er i den Art det prægtigste, meest maleriske, jeg har feet paa Seenen. Men, De veed jo nok, jeg ynder ikke just at fee det paa Seenen, som hører Kirken og Andagten til. Ligeledes finder jeg KongemorderScenen næsten for ryftende, skjøndt man ikke seer den ligefrem foregaae, som i Waldemar. Men netop fordi Phantasien har her friere Spillerum, udmaler man sig maaskee det mere rædsomme, som heller ikke, i mine Tanker, passer for Balletten. Rigtignok maa man indrømme Bournonville, at Han forstaaer at hæve sin Composition til et virkeligt Digter-Billede, og forsaavidt maa Han jo have Ret til at bruge hvad der er nødvendigt til at udtrykke Hans Idee, paa sin Maade. Men saa skulde Han dog igjen, ikke forvirre det skjønne Tanke-Billede; ikke drage den ædle, høie Jomfrue Inge, ned til en fædvanlig Solo-Dandserinde, som dreier sig paa den ene Fod, medens den anden svæver i Linie med hendes Hoved. For Drost Peder er denne Stilling, og de høie Spring i Luften, heller ikke det rette Charakter-Udtryk. Dronning Agnes træder ikke ud as sin ædle Værdighed, og har en fortræffelig Repræsentant i Md. Nielsen. Den unge Konge og Hans Broder bliver man næsten begeistret for, ligefom i det Hele de yndige Børnepartier høre til Ballettens interessanteste. Jeg troer, De vilde ikke fortryde en Reise til Kjøbenhavn, alene for at fee den barnlig skjønne s. 45 Augusta Bournonville repræfentere Dem Billedet af Deres egen ˵Erik Konge, hinn Unge". De kommer dog hertil i Paasken — ikke sandt? Eller vil De bie indtil Mai, for at kunne have den Glæde at faae Lucie med? Gud give hende Helbred og Kræfter til Reisen. Dobbelt bliver da Glæden at gjensee Dem, for Deres, Dem med hjertelig Taknemlighed hengivne Veninde,

C. v. Rosenørn.