Danmarks Breve

BREV TIL: Ingeborg Christiane Rosenørn FRA: Bernhard Severin Ingemann (1846-10-23)

Sorøed. 23 October 1846.

Høitærede Fru Overhofmesterinde!
Kjære Fru Rosenørn!

Jeg henvender mig først til Overhofmesterinden med Bøn om Overleverelsen af hoslagte Mæcenat-Exemplar af Wegeners Program til Hds. M. Dronningen, hvorhos jeg tillige anmoder D. N. om, at det vedlagte Exemplar til H. M. Kongen (som ellers Justitsraad Thiele pleier at besørge for mig) veb Deres Godhed, paa hvad Maade De maatte sinde passende, maa blive H. M. overleveret fra Sorøe Academie. Denne Bog om gamle Anders Wedel synes mig et ligesaa interessant som grundigt Bidrag til vor Litteraturhistorie og indeholder en ftor Rig- d bom af Notitfer til bet 16be Århunbrebes Charaeteriftik; if jeg haaber ben vil finbe en gunftig Mobtagelfe. — Og ft nu neither jeg Blabet om og henvenber mtg til ben fjeere Veninde. Først da hjertelig Tak for det sidste venlige Brev, for Deres godhedsfulde Besørgelse af min Sang og behagelige Meddelelse om dens gunstige Modtagelse. Hvab De meddeler om Opholdet og Stemningen i Holsteen svarer ganske til min Anskuelse deraf; det er en fanatisk Runs, der nu har grebet hele Tydskland til at præke politisk Korstog mod Danmark. Vor Herre bringe s. 60 Forstand og Klarhed i de Hede Hjerner! Denne Generation vil neppe opleve den fuldkomne Udjævning af alle disse Misforhold. Gud give kun Kongen saa langt og kraftigt et Liv, at han kan fuldføre det store og vanskelige Eenheds- og Forligelses-Værk! Han erhverver sig derved en Christian Atterdags Navn i vor Historie.

Fra Hauch har jeg havt Brev efter hans Audients hos Kongen i Plöen paa Kronprindsens Fødselsdag og efter hans Underskrift af de Kieler-Professorers Bøn om videnskabelig Lærefrihed, som han paa Grund af Forholdene umulig knnde undgaae †) , og som han meente Kongen heller ikke kunde optage unaadigt, idetmindste af den Grund, at Universitets-Docenterne deri satte sig selv de nødvendige Grændser og erklærede, at enhver politisk Virksomhed bør være sjern fra Universitetslærernes Foredrag. Hans Stilling Paa den rent videnskabelige Isoleerskammel blandt de voldsomt electriserte Colleger er vistnok høist genert; imidlertid siger han dog, at hvormeget han end forresten med Hensyn til Sindsro og Tilfredshed har tabt veb at henflyttes til de politiske Lidenskabers Brændpunkt, er han dog overbeviist om, at han kan virke paa en nogenlunde gavnlig Maade ved for sin Deel at holde over, at hiint Løfte til Kongen ikke svigtes og vaage over, at de videnskabelige Forhandlinger ikke blandes med Elementer, der mere høre hjemme i en politisk Klub. At der ere mange store Ord i Holstenernes Maade at tage det Hele paa, mener han nu, idetmindste synes ham deres Mod noget knækket siden den berygtede Affaire ved Norrddorff, s. 61 hvor mange tusinde Mennesker lode sig drive tilbage af en Haandfuld Soldater, uagtet man tidligere havde anseet det for afgjort, at her skulde det første Blod udgydes. — Med Guds Hjælp kommer det ikke til slige Yderligheder.

Jeg var anmodet om at forfatte Sangen til Kongens Modtagelse i Kjøbenhavn, men det var betinget, at man maatte undgaae Alt hvad der paa nogen Maade kunde støde Partiet i Hertugdømmerne. Dette fandt jeg umuligt, naar Sangen skulde have mindste Betydning og være et virkeligt Udtryk af Folkestemningen, som nødvendig ved denne Leilighed maatte være Glæde over det Retsind og den Energie, hvormed Kongen paa denne Reise havde hævdet Kronens Ret og Nationens Værdighed. Jeg mente at naar man kaldte Separatisterne et Parti, ad skilte man dem derved fra Folket, og naar man forudsatte Folket i Hertugdømmerne enigt med os, kunde man ikke fordre mere Skaansomhed mod Partiet, end at man an faae det for henrevet af en Vildfarelse, medens det dog igrunden var noget meget Værre. — Jeg fkrev dog en Sang, hvori jeg benyttede Vildmændene der bære det danske Vaaben som Shmboler paa de 2 oprindelig vilde Kæmpenaturer i de 2 beslægtede Folkestammer, der endnu knuge Spæret i Drømme som de vilde prøve Mod —men besinde sig og enes broderlig, naar Kongen løfter sit Skjold I Dagens Lys og udtaler det åbne Ord om den Eenhedens Pagt han vilde hævde. Jeg lægger maaskee en Afskrift af Sangen herved. Man var meget tilfreds med den; men turde ikke synge den fordi den dog maatte støde Partiet *) .

Det vil interessere Dem at høre, at der nu skal s. 62 trykkes paa den 3dte Udgave af „Valdemar den Store og Hans Mænd" i et Oplag af 2000 Epl.

Og nu Levvel og bliv snart futdkommen frisk! De kjærligste Hilsener fra Lncie og deres hengivneste

B. S. Ingemann.