Danmarks Breve

BREV TIL: Bernhard Severin Ingemann FRA: Ingeborg Christiane Rosenørn (1850-07-20)

Sorgenfrid. 20de Juli 1850.

Jeg takker Dem ret hjerteligen, kjære Etatsraad Ingemann, for den smukke Rose De sendte mig med mine Børn — venlig Erindring fra en svunden Tid! Den siger mig, ligesom Deres og Lucies kjærlige Breve, at den svundne Tid ikke er udslettet af Deres Hjerter. Ofte tænker jeg med Savn og Glæde tilbage paa mit Ophold s. 73 i Deres Nærhed — men den Tid der er gaaet kommer ikke tilbage — her paa Jorden! Jeg kan ikke, som De saa venligen yttrer, tænke paa atter at flytte; dertil er jeg blevet for gammel, for træt. De vilde maaskee neppe ret kjende mig igjen, fra den Tid da der endnu var Liv og Virksomhed i mig. Naar jeg nu skal tænke mig paa ny i svundne kjære Forhold, saa er det med nye, gjenvakte Kræfter — i det nye Paradiis — hvor Alt hvad der var skjønt og herligt her, opstaaer i forhøiet og forædlet Glands. Jeg tænker og drommer mig saa ofte did, at ofte, maastee for meget, Glandsen af det Nærværende hensvinder for mig. De maa dog ikke troe at dette er en sygelig Anstuelse; tvertimod, mit Helbred er i Sommer saa godt, som det i Folge min Alder kan være. Det er kun Trætheden der minder mig om Forvandlingen.

. . . Endnu en hjertelig Tak har jeg at bringe Dem for Deres nyeste Åndsfostre, som De var saa venlig at sende mig. Ifølge den muntre Grundtone i min Ånds-Organisation, har rigtig nok Christen Bloks Ungdoms- streger tiltalt mig meest — skjøndt dog allermeest den orientalft poetifke deilige Digtning fra Bosphorus.

Jeg har ikke kunnet overlevere vor kjære Dronning det hende tiltænkte Exemplar. Dersom De, som jeg, havde seet hende igaar, med det stirrende Blik, de halv tilbagetrængte Taarer, den møisommelige indre Kamp for at bevare Fatning — det var Hertugens Fodselsdag! — saa vilde De have følt hvilken smertelig Streng der berøres i Deres Herrer af Gervansborg. Oprigtig maa jeg tilstaae Dem, kjære Ven, havde De, som i gamle Dage kunnet forelæst mig Fortællingen utrykt, saa vilde jeg have bedet Dem, at lade den forblive utrykt til efter Caroline Amalies Død. Nu er det skeet, og jeg sørger, s. 74 saavidt jeg kan, at hun ikke skal høre noget om, at den er udkommet.

Forlad mig min Oprigtighed — det gjør De vist, , Venner maa jo tale Sandhed til hverandre. At jeg i Dem og Lucie har sande Venner er mig en frydelig Tanke. Fremdeles som hidtil, anbefaler jeg mig til Deres venlige jhukommelse, mig og mine 3 Born, med den oprigtigste Taknemlighed og Hengivenhed.

I. C. v. Rosenørn.