Rosenørn, Ingeborg Christiane BREV TIL: Ingemann, Bernhard Severin FRA: Rosenørn, Ingeborg Christiane (1850-10-19)

Sorgenfrid, 19de October 1850.

Jeg takker Dem ret hjertelig kjære Etatsraad Ingemann, for Deres venskabelige Brev, og for den glæderige Nydelse Deres elskværdige „stumme Frøken" har bragt mig. Det er en skjøn Idee at lade Sjcelens dybe Følelfe gjennembryde Tungens Baand. Figurlig talt skeer det jo altid saa, og at det kan skee i den legemlige Verden finder jeg saa hoist sandsynligt. De Minder som De i denne interessante Roman har opbevaret af de mange charakteristiske smaa Træk, der levendegjøre Anskuelsen af vore bevægede, i mange Henseender opløftende sidste 3 Aars Tildragelser og Charakteer vil bringe disse klarere for Efterverdenens Øine. Min Stine sagde i den Anledning at det vilde blive moersomt om nogle Aar at gjennemleve denne Tid paa nye, ved Hjelp af Deres talende Stumme. Det gjør mig virkelig ondt for vor kjære Dronning, at hun ikke kan dele den Fornøielse som vi Andre have nydt i Selskab med Strandbyes elskværdige Beboere. Den hele Fortælling vilde vist interessere hende meget, og hvad deri udtales om hendes Nærmestes Færd er jo noget hun ofte har hørt. Imidlertid da det altid maa give hende et lille Stik i Hjertet, er det bedre man skaaner hende derfor. Tydskerne ville kunde læse Deres Fortælling uden Nag, og maa virkelig være Dem Tak skyldig for skaansom Behandling. Oprigtig maa jeg tilstaae Dem, kjære Ven, jeg har endnu altid ondt ved at hæve mig til dette upartiske Standpunkt. Galden vil ofte løbe over, især mod Preusserne, hvis falske nederdrægtige Politik vil blive en Skamplet for den Regjering til evig Tid. At slutte Fred med Danmark for at faae sin Skibsfart frie, og derefter paa alle Maader at undersløtte den oprørske Landsdeel, for at faae den efterhaandens. 78draget fastere ind under sin Indflydelse, og til Slutning erobre den; det er et skjændigt Rævestykke, som rigtig nok ikke er uden Exempel i Preussens Historie: Polens Deling og Schlesiens Erobring ere Sidestykker dertil; dog forekommer mig den nærværende Preusserkonge den sletteste, fordi han vil hykle med christelige Følelser, der umulig kunne boe i hans falske Hjerte.

Den almægtige og gode Gud har skjænket os saa øiensynlige og gjentagne Beviser paa sin Miskundhed og hjelperige Naade. Til hans Bistand kunne vi fortrøste : os fremdeles, det er jo hans Maade at lade det klareste : Lys fremstraale efter det dybeste Mørke, for at vi ret tydeligt skulle see, at Hjelpen kommer fra ham! . . .

Endnu engang min hjertelige Tak, og Bøn om vedvarende vennehuld Erindring.

Hengivenst I. C. v. Rosenørn.