Danmarks Breve

BREV TIL: Ingeborg Christiane Rosenørn FRA: Bernhard Severin Ingemann (1851-01-02)

Sorød. 2den Jan. 1851.

Kjære gode Fru Rosenørn!

Gud velsigne Dem i det nye Aar! hjerteligst Tak for Deres trofaste Venskab i saa mange foregaaende! Ogsaa inderlig Tak for det kjære skriftlige Besog Nytaarsaften! Det erindrer os altid om de smukke Dage, vi havde sammen her i Sorø. Det glædede mig ret, at min „stumme Frøken" havde tiltalt Dem og Deres Datter. Preusserkongens Politik seer jeg ikke i noget bedre Lys, end De; men det Folkehad, Krigen fremkalder, vilde De visselig ikke have, jeg skulde næret ved min Fremstilling. I det Stykke mener jeg min gode Ven Grundtvig gaaer altfor voldsomt frem som Dansker. Hans Iver for den ubetingede Frihed (baade til Ondt og Godt) baade i s. 79 Trykkefrihedssagen og i den saakaldte Troesfrihedssag kan jeg heller ikke billige. Hvad der i den Grad forarger Folket, som Spandets Forslag, maatte vist en folkelig Rigsdagsmand stemme imod, selv om Forslaget var theoretisk og principmæssig det allerrigtigste. I denne Sag er jeg enig med Clausen og Mynster. Krigen synes mig desværre at kunne blive en 30 Års-Krig, med den vedvarende Svig, der taales i alle Fredsunderhandlinger. Den eneste Stormagt, jeg stoler paa, er Vorherre.

Et Par smaa religiøse Sange, som jeg i den sidste Tid har skrevet, vil De finde i dansk Kirketidende — en Pilgrimssang *) og en Julesang, hvortil Musiken, to gamle meget smukke Melodier, tillige er meddeelt. I dem begge er det det Glædelige i Christendomsbevidstheden, som er sremhævet — ved Theodor Fenger eller Cand. Brandt vil De vist lettelig kunne erholde de 2 Nummere af Kirketidenden, dersom De ellers ikke seer den. Og nu et hjerteligt Farvel for denne Gang med de venligste Hilsener til Deres Børn og den nye Datter, som det ogsaa glæder mig at erindres af med saa megen Velvillie.

Deres hengivneste
B. S. Ingemann.